Dorte Gravgaard har sclerose, og hun kæmper hver dag med smerter, som ingen klassisk medicin kan fjerne. Men hendes læger nægter alle at give hende adgang til medicinsk cannabis, selv om hun er indenfor Lægemiddelstyrelsens indikationsområde. 

For fire år siden forsøgte den 50-årige, tidligere folkeskolelærer, Dorte Gravgaard sig med cannabis mod sine konstante stikkende smerter. Cannabissen fik hun anbefalet af en anden sklerosepatient, og selv om hun var mere end skeptisk, så forsvandt hendes smerter, og for første gang i mange år kunne hun sove en hel nat:

”Jeg prøvede den illegale cannabis, fordi jeg var desperat. Jeg fik rigtigt, rigtigt meget morfin, som blev skrevet ud til mig i lange baner, og det ville jeg meget gerne af med, for morfin er på ingen måde rart at putte i sin krop, så det der med at jeg kunne få noget, som var naturligt uden morfinens mange bivirkninger tiltalte mig. Og det hjalp mig, som intet andet endnu har gjort, fortæller Dorte Graugaard i Maria Cuculizas kommende bog "Sandhederne om Medicinsk Cannabis".

Men Dorte Gravgaard, der tog cannabissen i cirka en måned, var bange for at købe på det illegale marked, og hun brød sig ikke om at være så skæv, som hun blev af den stærke illegale cannabis:

”Når man som mig har rigtig, rigtig mange nervesmerter, uro og derfor også sover dårligt om natten, kan cannabissen være en stor hjælp. Men jeg stoppede igen, for jeg blev så skæv, at jeg dinglede rundt, og jeg havde ingen at spørge til råds. Jeg vil ikke være skæv, for nok er der mange færre smerter, men jeg bliver så træt, og det er slet ikke rart at være skæv, og jeg forstår faktisk ikke, at nogen synes at det er rart," siger hun. 

Dorte Gravgaard, der i dag er invalidepensionist, besluttede sig i stedet for at vente på forsøgsordningens mildere, regulerede og lovlige produkter, som hun ifølge forsøgsordningen for medicinsk anvendelse af cannabis burde være berettiget til at blive en del af fra 1.januar i år, eftersom sklerosepatienter med nervesmerter og spasmer er indenfor ordningens indikationsområde. Sklerose er også den sygdom, hvor evidensen er størst for god effekt af medicinsk cannabis ifølge Lægemiddelstyrelsens vejledning til læger om medicinsk cannabis.

Men indtil nu har hendes venten været forgæves, for hun har mødt en mur af afslag fra sine læger:

”Min praktiserende læge sagde bare blankt nej. Min smertelæge siger, at han ikke vil tage ansvar for en behandling, som han ikke har set evidens for. Og skleroselægne sagde, at så længe Lægeforeningen er imod, vil han ikke. Heller ikke selvom Lægemiddelstyrelsen har sagt god for sådan nogen som mig. Så jeg har fået tre gange nej, selv om alle tre læger vidste, at jeg tidligere har haft en utrolig stor gavn og glæde af den. Man føler sig som en lus mellem mange negle, for de taler alle sammen om en evidens, som de bare hævder slet ikke eksisterer. Hvad skal man gøre som patient? Politikerne har lavet en lov, som ingen gider respektere. Lægerne, politikerne og ministeren giver alle sammen hinanden skylden for, at det ikke fungerer, men ingen gør noget, og alle sammen siger de, at patienter bare skal klage, men det er et stort arbejde at pålægge syge mennesker," sigerr Dorte Graugaard, der dog alligevel godt kan forstå lægernes bekymring et stykke af vejen:

”Selv om ordet evidens lige nu hænger mig langt ud af halsen, så forstår jeg godt lægernes krav om evidens, for selvfølgelig skal en læge vide, hvad han eller hun har med at gøre. Jeg kan godt forstå, at de gerne vil have deres rygge fri, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg var læge og fik at vide, at jeg skulle tage ansvaret for det her. Men samtidigt er det alligevel svært at forstå for mig, at de trods alt ikke griber chancen for at hjælpe mig, når de nu har fået lov af regeringen til at gøre det i en periode, og evidensen støtter mig i, at det vil hjælpe mig til en meget bedre tilværelse. Især når jeg selv ved, hvor meget det ville kunne hjælpe mig, hvis de bare turde prøve. Men jeg ved heller ikke, om de kan forestille sig, hvor trælst det egentligt er at gå rundt på den måde eller at have smerter hele tiden.”

Hele forløbet omkring forsøgsordningen og hendes forgæves venten har ikke blot frustreret, men også skuffet Dorte Gravgaards forventninger til samfundet:

”Det værste er håbløsheden, som er forbundet med følelsen af, at ingen gider hjælpe mig. Jeg tror, at den følelse fylder mest. Man troede lige, at nu fik man lov, og så får man ingenting alligevel. Og man får heller ikke at vide, hvad man skal gøre for at få lov at prøve, og hvad skal lille jeg så gøre? Må jeg banke i bordet? Ja, det må jeg, men det kommer jeg ingen vegne med, for når alle siger nej, hvilke rettigheder har jeg så? Det er håbløsheden og skuffelsen, som jeg synes, at de har sat mig i. Og jeg kan ikke finde ud af, hvem det er, at jeg skal være gal på. Jeg har lyst til at råbe. Men af hvem? Er det politikerne, som lover, men ikke følger op? Er det lægerne, som lader mig i stikken, selv om de kunne hjælpe? Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kunne rigtig, rigtig godt tænke mig at råbe: Så, lyt da til os! Men det kommer man jo heller ikke nogen vegne med, så min tillid til, at jeg lever i et samfund, hvor vi selv må være med til at bestemme, og hvor man samtidigt hjælper mennesker i nød, den har godt nok fået et knæk, synes jeg."