”Kontrollerne var det eneste, jeg havde at holde mig til. Så nu, hvor der går lang tid imellem, og behandlingen er slut, er det lidt ligesom at blive kastet ud på dybt vand. Nu skal jeg stå på egne ben. Og dét skal jeg arbejde med," siger Helle Leegaard Funch. Foto: Joachim Rode
Behandlingen er slut, og kræften er væk: "Det er lidt ligesom at blive kastet ud på dybt vand
Helle Leegaard Funch er en del af den første generation af kvinder med æggestokkræft, der har været gennem to års behandling med lægemidler af typen PARP-hæmmere. Nu er hun kræftfri og skal vænne sig til en tilværelse, hvor kun tiden vil vise, om behandlingen kan holde kræften på afstand.
Efter en voldsom trafikulykke fire år tidligere er 57-årige Helle Leegaard Funch vant til mange forskellige smerter, der kommer og går. Ved ulykken havde hun blandt andet fået brud på rygsøjlen og hoften, og hendes bækken var knust. Den begyndende tyngdefornemmelse ved skambenet lægger hun derfor ikke så meget i – og heller ikke den oppustede mave, der betyder, at Helle Leegaard Funch må åbne bukserne om aftenen.
Men da de nye smerter ikke forsvinder, går hun til lægen, der sender hende til scanning med mistanke om galdesten. Der er dog tre måneders ventetid på scanningen, og så tager intuitionen over.
”Jeg kunne bare mærke, der var noget galt, og jeg vidste, det ikke var galdesten,” fortæller Helle Leegaard Funch, der derfor ringer desperat rundt for at komme hurtigere til, og til sidst lykkes det hende at få en scanning allerede dagen efter. Som ventet er der ingen galdesten, men til gengæld får hun kort efter diagnosen æggestokkræft i stadie 3C. Prognosen er ikke god, og det er hun smerteligt bevidst om.
”Jeg vidste, at det var en dødelig diagnose, og det første jeg tænkte, var: ’Det her dør jeg af.’ Jeg fik en fuldstændig vanvittig dødsangst og var lige ved at sige farvel til hele familien,” fortæller Helle Leegaard Funch, der herefter reagerer på samme måde, som da hendes mand tre år tidligere døde af kræft: Hun bliver handlekraftig og får styr på alt det praktiske, der omgærder et dødsfald. Papirerne skal være i orden, så hun kan koncentrere sig om at være syg.
Lys forude
Efter et flere måneder langt udredningsforløb for at bestemme, hvilken kræfttype Helle Leegaard Funch har, går standardbehandlingen i gang: Tre gange kemobehandling, herefter operation efterfulgt af yderligere tre gange kemobehandling. Men allerede efter de to første kemobehandlinger begynder hun at få en smule håb, for behandlingen virker.
”Jeg responderer fuldstændig mirakuløst godt. Så lige så stille og roligt begynder jeg at tænke: Okay, det her overlever jeg måske alligevel,” siger hun.
Og kort efter kommer endnu en god besked: Efter en henvisning til genetisk udredning, får Helle Leegaard Funch at vide, at hun har en BRCA1-genvariant, der betyder, at hun er kandidat til at modtage vedligeholdelsesbehandling med de såkaldte PARP-hæmmere efter den sidste kemobehandling.
”Det giver mig et fuldstændig andet syn på hele situationen. Så ved jeg jo, at jeg kan få en efterfølgende behandling, der betyder, at min risiko for tilbagefald vil være mindre, hvis det virker. Og på en eller anden måde bliver det min glæde ved livet – mit fokus: Jeg kan behandles, og jeg kan efterbehandles. Så er der da en eller anden form for håb for, at jeg er en af dem, det virker på.”
Der er dog først en række kemobehandlinger og en operation, der skal overstås. Hvis hun skal behandles med PARP-hæmmere, skal den indledende behandling være succesfuld.
”Jeg har jo så gode resultater – helt uden for rammen, faktisk, og lægerne siger til mig, at det er et mirakel. Så da jeg får at vide, at jeg kan få PARP-hæmmere, hvis de får fjernet det hele, begynder jeg at tænke, at det nok skal gå godt. Jeg skal nok nå dertil. Og det gør jeg jo også. Så det giver mig et kæmpe håb om at få livet tilbage,” siger Helle Leegaard Funch, der i juni 2021 bliver erklæret kræftfri, hvorefter hun starter sin to-årige behandling med PARP-hæmmeren olaparib (Lynparza).
I starten er hun på fuld dosis, men hendes krop kan ikke tåle det. Hendes hvide blodlegemer dykker til et faretruende lavt niveau, og efter nogle måneders behandling nedsættes hendes dosis til det halve. Nu kan hendes krop være med, og de næste to år går med den samme behandling og kontroller hver tredje måned. Hver gang med samme gode resultat: Der er ingen kræft at spore.
Ud på dybt vand
I august 2023 – efter to år og to måneders behandling er det slut. På dette tidspunkt har Helle Leegaard Funch allerede slået statistikken, der på dette tidspunkt lyder, at 80 procent af æggestokkræftpatienter, der er diagnosticeret i de sene stadier, får tilbagefald inden for to år.
Undervejs i behandlingen har Helle Leegaard Funch følt, at olaparib var hendes gode ven – det, der holdt hende i live. Hun glæder sig derfor også over, at behandlingen fortsætter et par måneder længere end planlagt, men nu må hun sige farvel, og det er ikke nemt.
”Det er angstprovokerende at stoppe med den medicin, der er med til at holde dig cancerfri. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke: ’Bliver det nu væk?’” siger Helle Leegaard Funch, der har fået fortalt af sin læge, at resultaterne blandt de første kvinder, der er blevet behandlet med olaparib, stadig ser lovende ud. Men det er endnu for tidligt at sige, hvad langtidsudsigterne er, og dermed har Helle Leegaard Funch ikke længere en statistik at forholde sig til. Hun har valgt at tolke sin situation, som at behandlingen har virket på hende.
”Det er virkelig en proces, men jeg er nødt til at forsøge at vænne mig til at være positiv og tænke, at det nok skal gå. At det her skal nok virke på mig. Det har jeg i hvert fald formået at gøre et langt stykke henad vejen. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg har det halvdårligt og kommer til at tænke: ’Er der nu noget på vej?’ Så kommer angsten igen,” siger hun.
Undervejs i den to-årige behandling har Helle været til kontrol med scanninger og blodprøver hver tredje måned, men efter behandlingens ophør, skal der fremover gå seks måneder imellem de opfølgende kontroller. Så nu, hvor Helle Leegaard Funch er kræftfri, og hendes medicinske behandling er afsluttet, er hendes største udfordring at leve med uvisheden om, om kræften en dag vender tilbage. At turde tro på, at hun er en af dem, der for altid er blevet helbredt.
”Kontrollerne var det eneste, jeg havde at holde mig til. Så nu, hvor der går lang tid imellem, og behandlingen er slut, er det lidt ligesom at blive kastet ud på dybt vand. Nu skal jeg stå på egne ben. Og dét skal jeg arbejde med.”
Relateret artikel
De fleste er enige om, at der skal fundamentale forandringer til for at tackle de mange udfordring...
Artiklen har tidligere været bragt i Medicinsk Tidsskrifts magasin til praktiserende læger i februar 2024 og på PatientAkademiet 4. april 2024
PARP-hæmmere
Omkring 15 procent af alle tilfælde af kræft i æggestokkene skyldes en arvelig variant i de såkaldte BRCA-gener. Hvis man har en BRCA1 eller BRCA2-genvariant og har spredning eller tilbagefald, kan behandling med PARP-hæmmere være en mulighed. PARP-hæmmere forhindrer cellernes reparation af DNA og kan derved hæmme kræftcellernes evne til at dele sig. BRCA-muterede kræftceller er specielt følsomme over for de såkaldte PARP-hæmmere.
Flere studier har påvist en god effekt af PARP-hæmmere hos æggestokkræftpatienter. Et studie fra 2022 – SOLO-1-studiet – opgjorde effekten på syvårsoverlevelsen af olaparib over for placebo, som blev givet i to år efter kemoterapi. Efter syv år var 67 procent af patienterne i olaparib-gruppen i live, mens 47 procent i placebogruppen var i live. Derudover fandt man, at 45 procent af kvinderne i olaparibgruppen, sammenlignet med 21 procent i placebogruppen, ikke havde modtaget efterfølgende behandling.
Siden 2019 har Medicinrådet anbefalet olaparib som mulig standardbehandling til patienter med nydiagnosticeret avanceret high-grade BRCA-muteret kræft i æggestokkene, æggelederne eller primær kræft i bughinden.
Kilder: Medicinrådet, Journal of Clinical Oncology, Kræftens Bekæmpelse