Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Vi kan forvente en storm af Wegovy-brugere, der vil ønske at modtage Ozempic uden tilskud i stedet og spare en tredjedel af pengene. Og patienterne vil kalde mig krakiler og det, der er værre, hvis jeg ikke vil lade dem foretage dette medicinskifte,” siger Mireille Lacroix.

Efter prishug på Ozempic: Praktiserende læger forventer nu at blive bestormet af Wegovy-brugere

Novo Nordisk har sænket priserne på diabeteslægemidlet Ozempic med 34 procent. Næstformand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Mireille Lacroix frygter, at borgere, der bruger fedmelægemidlet Wegovy, får svært ved at forstå, at de skal betale 5.000 kroner mere om året for en medicin med nøjagtig samme indhold.

Mireille Lacroix  forstår ikke den øgede prisforskel mellem Novo Nordisk-præparaterne Wegovy og Ozempic, når der er det samme stof i sprøjterne.

Efter et langvarigt pres i forbindelse med indstilling om ændrede tilskudsregler fra Medicintilskudsnævnet nedsatte Novo Nordisk prisen på Ozempic med over en tredjedel. Prisfaldet var fra 1313,35 kroner til 873,35 kroner per pakke.

I 2023 kostede Novo Nordisk-præparatet Ozempic regionerne 1,4 milliarder kroner og tvang dem til nedskæringer. Prisreduktionen gav isoleret set en gevinst for de offentlige medicinbudgetter på en halv milliard kroner. Men Mireille Lacroix kalder prisnedsættelsen en ”studehandel” med Novo Nordisk, som nok vil gavne de regionale budgetter, men som er uforståelig for patienterne og vil øge arbejdsbelastningen betydeligt hos de praktiserende læger.

”Vi kan forvente en storm af Wegovy-brugere, der vil ønske at modtage Ozempic uden tilskud i stedet og spare en tredjedel af pengene. Og patienterne vil kalde mig krakiler og det, der er værre, hvis jeg ikke vil lade dem foretage dette medicinskifte,” siger PLO-næstformanden i kølvandet på det overraskende prisfald. Hun er selv praktiserende læge på Sydfyn og tilføjer:

”Ozempic er blevet ordineret off-label, lige siden det kom frem i 2022, og det sker fortsat. Det er fuldstændigt tilladt, blot der ikke sættes kryds i feltet for klausuleret tilskud. At Wegovy kom på markedet i 2023 begrænsede off-label brug, men det vil selvfølgelig genopstå, når der er så stor en prisforskel. Det er en sag mellem lægen og patienten.”

Tusindvis af kroners forskel

Ozempic og Wegovy er på papiret forskellige lægemidler med forskellige indikationer, men indeholder nøjagtig det samme indholdsstof – nemlig semaglutid. Hver tredje dansker, der begyndte på Ozempic i 2022, havde ikke diabetes, viser en kortlægning fra Aarhus Universitet. Det indicerer ifølge Mireille Lacroix, at det blev ordineret off-label.

Mireille Lacroix har patienter i sin klinik, som har råd til at betale den dyre pris for Wegovy. For dem er stoffet ifølge PLO-næstformanden nogle gange wellness og kosmetik, for de fejler ikke noget. 

Men hun nævner også et andet eksempel fra sin egen klinik. Casen er blevet sløret for at sikre fuld anonymitet.    

Hun har en patient på 150 kg, som er 40 år og må gå med rollator grundet smerter i leddene. Han kommer nærmest ikke ud ad døren og er på kontanthjælp. Han har gennem et år lavet en opsparingskonto for at få råd til Wegovy: 1 mg koster 1.313 kroner om måneden. Ozempic koster nu 873 kroner for den samme dosis semaglutid.   

”Den mand kan betale 10.476 kroner om året i stedet for 15.756 kroner. Han har dermed langt større chance for at have råd til at gennemføre et helbredsmæssigt afgørende vægttab, hvis jeg i stedet laver en recept på Ozempic uden tilskud. Den frie ordinationsret gælder altid for mig som læge, og jeg kan ordinere offlabel. Men hvad er det korrekte for mig at gøre i den situation? Praktiserende læger kommer under pres, og det vil blive op til den enkelte læge, hvordan man handler mest rigtigt,” siger Mireille Lacroix.

Bliver upopulære hos alle

Mireille Lacroix håber derfor, at Novo Nordisk vælger at prissætte Wegovy og Ozempic ens.

Sekundært ønsker hun sig, at Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen kommer med en klar vejledning om, hvordan praktiserende læger – og de mange andre aktører der udskriver Wegovy – skal gå til værks i den nye situation omkring prisforskellen på de populære præparater.

Det vil give praktiserende læger bedre mulighed at møde deres borgere:  

”Prisnedsættelsen på det ene af stofferne medfører, at den praktiserende læge har rigtig svært ved at gøre det rigtige. Vi er upopulære hos vores patienter, der er svært syge af overvægt, hvis vi ikke kan give dem den billigere udgave af semaglutid. Vi er også upopulære hos diabetikere generelt, hvis Ozempic går i restordre, fordi flere får semaglutid udskrevet som Ozempic frem for Wegovy,” siger hun.

”Vi har jo ingen anelse om, hvor meget Ozempic Novo Nordisk forventer at lægge på markedet. Vi ved heller ikke, hvordan de private vægttabsklinikker vil agere i denne situation”.

DSAM: Uløseligt dilemma

Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) Bolette Friderichsen finder, at Wegovy/Ozempic-problematikken er et uløseligt dilemma for den enkelte læge.

”DSAM vil selvfølgelig gerne opfordre til, at lægerne holder sig indenfor indikationsområdet og vælge Wegovy til de raske tykke, og Ozempic med tilskud til relevante patienter med diabetes. Men lægerne har altså stadig fri ordinationsret, så længe vi holder os indenfor vores faglige viden, evidens og erfaring og selvfølgelig ikke sætter kryds i tilskud udenfor tilskudsreglerne. Den enkelte læge kan ikke tage ansvar for risiko for restordre-problemer, det må ske på et overordnet niveau. Den enkelte læge skal jo finde den bedste behandling for sin patient, og hvis der er to ligeværdige behandlinger, bør han vælge den mest økonomiske. Og Ozempic og Wegovy er altså samme aktive stof, men Ozempic er nu blevet billigere end Wegovy.” 

Novo: To forskellige indikationer

Novo Nordisk Danmark er blevet forelagt citaterne i denne artikel, og de svarer over mail, at der er tale om to forskellige produkter med to forskellige indikationer. 

”Wegovy er godkendt til behandling af svær overvægt med en vedligeholdelsesdosis på 2,4 mg, mens Ozempic er godkendt til behandling af type 2-diabetes med vedligeholdelsesdoser på 0,5 og 1 mg. Svær overvægt er endnu ikke anerkendt som en sygdom i Danmark, og det er muligvis én af årsagerne til, at ingen lægemidler til behandling af overvægt er blevet tilkendt offentligt tilskud i Danmark endnu. Wegovy blev lanceret i Danmark i december 2022, og Novo Nordisk er stadig i dialog med Lægemiddelstyrelsen om tilskud til Wegovy til udvalgte patientgrupper. Som læge har man altid mulighed for at søge enkelttilskud, ligesom man som borger kan søge økonomisk hjælp via kommunen (enkeltydelse), såfremt udgifter til medicin udgør en meget stor andel af ens samlede indtægt,” lyder det fra Novo Nordisk Danmark.

Del artikler