Sygeplejerske: Region Hovedstadens plan for en mere sikker psykiatri mangler det mest vitale

Kronik. Region Hovedstaden er kommet med en handleplan, som skal gennemføre 23 tiltag, der har til formål at sikre medarbejderne bedre, når de går på arbejde i psykiatrien. "Desværre indgår de elementer, som vil skabe de største, vigtigste og bedste forandringer slet ikke," mener Thomas Sørensen, tidligere sygeplejerske i Region Hovedstadens Psykiatri. 

Efter at en læge sidste sommer blev knivdræbt af en patient på Psykiatrisk Center Glostrup, har sikkerhed, trivsel og arbejdsmiljø været i fokus. Og med rette fristes man til at sige.

Man har i Region Hovedstaden nu præsenteret en handleplan, som skal gennemføre 23 tiltag, der har til formål at sikre medarbejderne bedre, når de går på arbejde i psykiatrien (se faktaboks under kronikken, red.). Den udarbejdede handleplan fremlægges som innovativ og gennemarbejdet med inputs fra medarbejderne, men den er desværre uden en ledelsesmæssig selvindsigt og forståelse af netop regionens ansvar for den sørglige udvikling, som specialet i Region Hovedstaden har været igennem de seneste 15 år.

Men der er ikke tvivl om, at der om noget er behov for at få inddraget medarbejderne i psykiatrien, hvis man vil sikre deres trivsel, sikkerhed og specialets muligheder for rekruttering og fastholdelse. Desværre indgår de elementer, som vil skabe de største, vigtigste og bedste forandringer bare slet ikke. Virkeligheden er milevidt fra den præsentation, som regionsformand Lars Gaardhøjhar fremlagt på sociale medier og i debatindlæg - blandt andet i Sundhedsmonitor den 13/3 sammen med den sygeplejefaglige vicedirektør Lone Bjørklund.

I virkeligheden ville størstedelen af de 23 tiltag slet ikke være nødvendige, hvis Region Hovedstadens Psykiatri havde handlet rettidigt på de mange påbud, som Arbejdstilsynet har præsenteret for hospitalet igennem de seneste mange år – eller de mange interne og offentlige opråb fra bekymrede medarbejdere og pårørende.

Forringelser sælges som forbedringer

I stedet for at være ærlige om specialets udfordringer, har Region Hovedstadens Psykiatri igennem årene aktivt tilsidesat påbud, forringet normeringer og gjort alene-arbejde til et uomtvisteligt vilkår i specialet – samtidig med, at man til politikerne og befolkningen nærmest stolt proklamerer, hvor godt det går, når forringelser sælges som forbedringer. Man har dog ikke sikret, at ambulatorierne eller sengeafdelingerne har alarmsystemer, der virker - eller som virker på hele hospitalet.

Implementeringen af en fælles ambulant tilgang til vurdering af patienternes farlighed blev et tiltag efter Fields-tragedien – siden at det igen indgår som en løsning, må man jo undre sig over, hvad Region Hovedstadens Psykiatri har brugt de seneste 18 måneder på. Oveni har man enkelte steder tilsidesat medarbejdernes og patienternes sikkerhed, fordi man overskrider sine budgetter på de enkelte sengeafdelinger og på centrene.

Både Lars Gaardhøj og Lone Bjørklund angiver, at medarbejderne skal have de nødvendige ressourcer for at kunne udføre deres arbejde i sikkerhed - vel vidende, at man flere steder gør det stik modsatte stadigvæk. Ikke kun har tilgangen fra direktionen og centerledelserne forringet medarbejdernes vilkår og trivsel, men også i voldsomt omfang forringet specialets evne til at sikre observationer, pleje og behandling af patienterne. Man vælger aktivt at tilsidesætte sikkerhed og påbud fra Arbejdstilsynet som en løsningsmodel, hvilket burde vise vores regionrådsformand, at administrationen af Region Hovedstadens Psykiatri er gennemsyret af forråelse og et sygeligt behov for at levere på trods af tæt på umulige vilkår for netop succesfuld ledelse. 

Kig på trivselsmålingerne

Når man læser kronikken fra Lars Gaardhøj og Lone Bjørklund, giver det ikke et indtryk af, at nogen af dem har villet åbne en eneste trivselsmåling fra Region Hovedstadens Psykiatri fra de seneste år. De er gennemgående grim læsning om dårlig trivsel, dårlig faglighed og en ikke eksisterende sikkerhed for medarbejderne. Og man kan ikke engang konkludere, hvordan medarbejderne vurderer egen centerledelse og direktionens indsats, da disse i årevis har nægtet medarbejderne at vurdere tilliden til dem. 

Jeg vil opfordre Lars Gaardhøj og Lone Bjørklund til at bruge trivselsmålingen fra velkomsthuset på Skt. Hans som et eksempel og derfra trække ud, hvad centerledelsen og direktionen har gjort for at bedre de blodrøde tal. På Skt. Hans har man også fortsat lukket mange sengepladser, fordi man ikke kan rekruttere og fastholde sit personale. Skt. Hans vil selvfølgelig gerne have åbnet de senge op igen, for de mangler massivt i specialet. I stedet for kun at fokusere på genåbning af disse senge, bør der være en diskussion om, hvorvidt den nuværende mangel på personale og den omfattende brug af vikarer nødvendiggør yderligere lukning af en afdeling - eller måske to alt efter hvor pessimistisk, man læser trivselsmålingerne og brugen af vikarer. Og at man netop ikke inddrager trivsel og ledelse må undre mange - specielt hvis man ser på de seneste ugers historier om magtfordrejning og forfølgelse af fagligt aktive i toppen af Region Hovedstadens Psykiatri, hvor netop et medarbejderperspektiv er larmende fraværende i debatten om specialet. 

Regionen vil sikre seks spørgsmål om sikkerhed i trivselsmålingerne fremadrettet, men ikke nogen om, hvorvidt medarbejderne har tillid til deres centerledelse og direktion. Og netop tilliden til disse er afgørende, når man skal sikre rammer, som både medarbejderne og patienterne kan være sikre i.

Ny uddannelse uden adgangskrav

Og så har Region Hovedstaden desuden lavet en ny uddannelse i specialet. Sikkerhedsassistenter skal nu erstatte dyrere løsninger med for eksempel G4S eller faguddannet personale. Men at give en seks-otte ugers uddannelse, hvor eneste adgangskrav er, ja, ingenting, så burde det undre, når regionen ønsker at bruge dem i kompliceret relationsarbejde med vores allermest komplekse og sindslidende patienter. 

Ved de private vagtbureauer stilles der krav til de medarbejdere, de sender ud til deres kunder. De repræsenterer jo deres virksomhed. De nye sikkerhedsassistenter er Region Hovedstadens forsøg på at få mere arbejdskraft uden at stille krav overhovedet. Den eneste og vigtigste løsning burde være fagfolk, som kan forebygge og observere patienterne, så vi netop ikke skal ende i situationer, hvor vi skal bruge vagter for at undgå, nogen bliver slået ihjel. 

Men mulighederne for faglig godt arbejde og derved også forebyggelse er som tidligere nævnt stille og roligt blevet sparet væk. Nu er ufaglært personale med et kort kursus en billigere og bedre løsning, end at man sikrer midler til driften med en højere, faglig normering. At det er et værktøj, fordi man ikke kan skaffe de fagligt kvalificeret medarbejdere, man skriger efter, er faktisk okay. Men det er et kæmpe problem, at man både politisk og organisatorisk sælger en nødløsning som en reel løsning. 

Hvordan er det blevet en ny ting?

Man vil sikre psykofysisk træning til alle, men det har man jo ville i mange år. De fleste steder er det ikke bare et ønske, men et krav, så hvordan at det pludselig er blevet en ny ting, er jeg uforstående overfor. I stedet for at gentage sig selv med et tiltag, som åbenlyst ikke er blevet fulgt efter forskrifterne de seneste mange år, så burde man jo som en ansvarlig ledelse finde ud af, hvorfor det ikke bliver efterlevet - og handle på det.

Malingen er ikke engang tør– og nu flyttes de igen

Og så nævner man sørme også bygningsmæssige forbedringer som et punkt. Man har lige renoveret og sikret rammer i Frederikssund til de Særlige Pladser for millioner, og inden at malingen på væggene er tør, hælder man de mange millioner ud af vinduet, bruger nye millioner på at renovere en ny lokation, inden man så tvangflytter et tilbud, der har overrasket positivt for de mange patienter og deres pårørende. 

Medarbejdere bange for at ytre sig

Igennem mange år har direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri sammen med deres centerledelser handlet imod bedre viden, fordi der ikke har været midler til at levere det, som vores samfund har krævet. Og de medarbejdere, der har turdet at tale højt om udfordringerne, og som har turdet sige direktion og centerledelserne imod, når de har solgt forringelser som forbedringer, er igennem årene blevet jagtet. 

Og nu hvor der er kommet mediebevågenhed om en sag med magtmisbrug og forfølgelse af fagligt aktive medarbejdere, så høster administrationen stor opbakning og støtte blandt politikerne i Regionsrådet, hvilket kun kommer til at påvirke tilliden mellem medarbejderne og ledelsen negativt. Et tillidsfuldt sammenspil mellem ledelse og medarbejdere er det vigtigste, hvis man vil bedre vilkårene i psykiatrien. Ikke kun for medarbejderne, men også i vid udstrækning for patienterne og deres pårørende.

For nuværende er tilliden ikke eksisterende og medarbejderne er bange for at ytre sig, bekymret og/eller kritisk, fordi den type medarbejdere mister deres levebrød.

Relaterede artikler om kronikkens forfatter, Thomas Sørensen: Sygeplejerske kritiserede ledelse: Blacklistet fra at få job

Eksperter: “Der er tale om en særdeles indgribende beslutning”

Kritikere kritiserer region for magtmisbrug: HR-system kan bruges til at holde systemkritikere ude

Region gemmer oplysninger om udskældt, tidligere ansat i 10 år: ’Det er urimelig lang tid’

Sundhedsordfører vil have minister til at gå ind i sag om blacklistet sygeplejerske: Jeg forventer, at der ryger hoveder

Altså mangler der en meget vigtig komponent i arbejdet med at udvikle psykiatrien og sikre både medarbejderne og patienterne i fremtidens psykiatri. Og den ukritiske støtte til netop ledelsen af Region Hovedstadens Psykiatri har kun sikret, at endnu færre medarbejdere vil, kan og tør hæve den stemme, der i udtalt grad mangler i debatten.

Til sidst må man undre sig over det åbenlyse fravær af de udfordringer, som den nuværende psykiatrilov giver sammen med flere indskærpelser fra ombudsmanden om, hvordan psykiatriloven skal tolkes. At man imellem en vicedirektør og en regionrådsformand ikke kan finde en eneste linje til at påpege vigtigheden af, at der skal laves lobbyarbejde, for at en revurdering af psykiatriloven kan komme tættere på, er direkte skræmmende. Der er i det daglige store udfordringer med de begrænsninger, som sammenspillet mellem tiltagende dårlige og farlige patienter har med øgede rettigheder og frihed for potentielt personfarlige patienter. Sikrede vi personale nok til at behandle og pleje vores patienter ambulant og på bostederne med mere, så var det nok slet ikke nødvendigt med tvang.

Ledelse og en revidering af psykiatrilov er de vigtigste elementer

At en revidering af loven er nødvendigt, kunne man jo have nævnt, når man alligevel skriver om øget behov for visitering – hvilket tolkningen af loven på nuværende tidspunkt forhindrer. Netop ledelse og en revidering af vores psykiatrilov er de vigtigste elementer, hvis man vil have varige og virksomme ændringer i Region Hovedstadens Psykiatri.

At man nu igen politisk og organisatorisk har brugt tid og penge på at tale om noget andet, end det der efterspørges mest, er ikke videre betryggende for det fremtidige samarbejde mellem politikere, ledelse og medarbejderne. Og mest af alt er det bekymrende for de tusindvis af patienter, der er afhængige af, at Region Hovedstadens Psykiatri gennemgår en udvikling, der kan sikre faglighed, omsorg og behandling i det niveau, direktionen påstår er muligt.