Nyt lægemiddel mod den dødelige sygdom ALS trækkes tilbage
Efter et mislykket opfølgende studie trækkes ALS-lægemidlet Relyvrio nu tilbage fra markedet i USA og Canada.
Det skriver medicinalfirmaet bag Relyvrio – Amylyx Pharmaceuticals – i en pressemeddelelse udsendt i starten af april.
Der var ellers store forventninger til det nye ALS-lægemiddel, da det opnåede en foreløbig godkendelse af den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA (Food and Drug Administration) i 2022. For der findes kun få behandlingsmuligheder for den dødelige sygdom. Men nu må lægemidlet altså tages af markedet, før det er godkendt i Europa.
ALS står for amyotrofisk lateral sklerose og er en progressiv neurodegenerativ sygdom, der påvirker nervecellerne i hjernen og rygmarven. Sygdommen fører til svækkelse af musklerne og vanskeligheder med at tale, sluge og til sidst at trække vejret.
I Danmark estimeres det, at der hvert år diagnosticeres omkring 200 personer med ALS, og at der samtidig er omkring 450 til 500 personer, der lever med sygdommen. Incidensen af ALS i Danmark ligger på omkring 3,5 tilfælde per 100.000 indbyggere årligt. Sygdommen kan ramme alle, men den ses oftest hos personer mellem 50 og 70 år.
Amelyx Pharmaceuticals har selv valgt at trække lægemidlet tilbage fra markedet efter, at et stort fase III-studie ikke påviste en signifikant effekt. I studiet fik 664 amerikanske patienter lægemidlet over en periode på 48 uger, men der blev ikke opnået en signifikant effekt i forhold til placebo.
