Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nyt lungecenter åbner i København

Et nyt center for lungesygdomme har slået dørene op i København. Det kommunale center skal forebygge sygdomsforværring og give borgere mere viden om at leve med en kronisk lungesygdom som KOL eller astma.

Mennesker, der lever med lungesygdomme, skal have bedre og tidligere hjælp til at tackle deres sygdom, hvorfor Center for Lungesygdomme i København nu er åbnet.

I det nye center kan borgere med astma eller KOL få et skræddersyet forløb, der fokuserer på alt fra kost og motion til uddannelse i sin egen sygdom. 

“Vi ønsker at lære borgerne at mestre livet med lungesygdom, uden de tænker på, at de har en kronisk sygdom. Vi tager udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for det enkelte menneske, så vi kan komme ind på alt fra, hvordan de tager deres inhalationsmedicin til madlavningskurser og mindfulness," siger Charlotte Glümer, der er konstitueret centerchef i Center for Lungesygdomme samt centerchef ved Center for Diabetes i Københavns kommune.

Centeret har en række forskellige rehabiliterings- og forebyggelsestilbud som blandt andet telemedicinske konsultationer, kurser, naturtilbud og viden om kost og motion. Målet er, at borgere med lungesygdomme skal lære at leve livet med en kronisk sygdom og tackle de udfordringer, det kan have. 

Det nye kommunale center er blevet til i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. Indtil sidste år fandtes Center for KOL, som nu bliver en del af det nye Center for Lungesygdomme, der også favner astma. 

Spred budskabet

Håbet med de skræddersyede tilbud er blandt andet at undgå forværringer i borgernes sygdom og forebygge uplanlagte hospitalsbesøg og indlæggelser. 

Centeret, der første gang slog dørene op i februar, har 600 borgere med KOL og omkring 70 borgere med astma. Håbet er dog, at antallet vil stige i takt med, at flere læger bliver klar over, at tilbuddet eksisterer, forklarer Charlotte Glümer.

“I dag ser vi borgerne meget sent i forløbet, og det er ærgerligt. Det optimale vil helt sikkert være, at vi så dem noget før, så vi kunne komme godt i gang. Mit håb er, at flere praktiserende læger og hospitalslæger får mere viden om vores tilbud,” siger hun.

Borgere kan både henvises til tilbuddet af deres egen praktiserende læge og sygehuslæge, eller selv henvende sig til centeret. For astma gælder tilbuddet både voksne og børn over fem år.

Skal blive landsdækkende

Patientforeningen Astma-Allergi Danmark er glad for, at der er kommet et nyt lungecenter til København og arbejder for, at der også kommer centre i resten af landet.

“Vi håber, at det kommer mange mennesker i Københavns Kommune til gavn. Men vi håber naturligvis også, at samfundet får øjnene op for værdien af rådgivning, som vi oplever for de tusindvis af mennesker, der henvender sig til Astma-Allergi Danmarks rådgivning hvert år,” siger Anne Holm Hansen, der er direktør i Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse

Center for Lungesygdomme er et ud af flere af de københavnske faglige centre, hvor der også findes Center for Kræft og Sundhed, Center for Diabetes og Hjertesygdomme, et Center for Børn og Unges Sundhed og siden 2020 et Center for Mental Sundhed.

Del artikler