Thomas Sørensen er blevet blacklistet fra at få job i Region Hovedstaden, fordi han ved især to hændelser har udtalt sig kritisk om sin ledelse og arbejdsforholdene.
Sygeplejerske i takketale: Mit bidrag har været at vise, hvor begrænset offentlig ansattes ytringsfrihed er
Debat
Thomas Sørensen
Sygeplejerske
1. maj fik sygeplejerske Thomas Sørensen en ytringsfrihedspris af SF og Enhedslisten i Gladsaxe. Han fik prisen for at gå ud i offentligheden med kritik af forholdene i psykiatrien – en kritik, der har ført til en blacklistning i Region Hovedstaden. I dette debatindlæg har han omskrevet sin takketale.
Sidste somme blev jeg udelukket fra ansættelse i Region Hovedstadens Psykiatri. Officielt afviste man det overfor min fagforening Dansk Sygeplejeråd, overfor medierne og overfor kritiske regionrådsmedlemmer.
Men en aktindsigt har givet flere medier indsigt i en syg og utilstedelig ledelse af en af landets største offentlige arbejdspladser – nemlig Region Hovedstaden.
Aktindsigten har vist, at man fra centralt hold har overvåget fagligt aktive, og at man har brugt værktøjer, som man ikke har hjemmel til i dansk lovgivning, når man har forfulgt kritiske medarbejdere. I dette debatinlæg har han omskrevet sin takketale.
Min deltagelse i den offentlige debat er blevet hørt af politisk aktive borgere i Gladsaxe og mange tak for det. Tak for at det politiske bagland i både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti faktisk har vægtet de sanktioner, jeg er blevet mødt med på baggrund af mine ytringer. Og mange tak for, at I har kunne se igennem det politiske spin fra både administrationen i Region Hovedstaden og fra vores regionsråd.
Jeg fik en mail, hvor jeg blev informeret om både prisen, baggrunden, og om jeg ville modtage den.
Som debattør og ikke mindst provokatør er det med en vis ærefrygt, jeg stiller mig i rækken af navne som Sara Omar og Anders Kærgaard.
Så da man i mailen bad mig sige lidt om min egen baggrund for at modtage prisen, og om hvorvidt min sag har ført noget med sig, så blev jeg lidt fyldt med ærefrygt. For hvad er det reelt, jeg har bidraget med?
Redegjort for bekymringer
Jeg har som medarbejder i Region Hovedstadens Psykiatri igennem nogle år deltaget i den offentlige debat om psykiatrien og ikke mindst om de vilkår, man byder medarbejdere, patienter og deres pårørende. Jeg har med kronikker og deltagelse i TV, radio og podcast forsøgt at italesætte de udfordringer, jeg har oplevet med en ledelse af et helt speciale og ikke mindst de konsekvenser, som jeg oplever for brugerne og medarbejderne.
Jeg har sandfærdigt redegjort for de bekymringer, som den nuværende linje giver for specialet, brugerne og medarbejderne, men jeg har jo ikke med min deltagelse skab forandringer. Nogle gange er jeg såmænd i tvivl om, hvor vidt andre end direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri læser det, jeg skriver. De er hvert fald de eneste, der indtil nu har lyttet – på den mest destruktive måde muligt. Vores politiske ledelse i regionsrådet har været larmende stille.
Jeg har - ufrivilligt - sikret fokus på medarbejderrettigheder i det offentlige og på, hvor meget man som arbejdstager skal kigge sig over skulderen, hvis man tænker man har noget at bidrage med i den offentlige debat. Det har været konsekvensen af de usaglige bevæggrunde, som direktionen valgte at bruge for at udelukke mig som sygeplejerske i hele Region Hovedstadens Psykiatri. Bevægegrunde som flere eksperter i mediedækningen hos både TV2 Kosmopol og Sundhedspolitisk Tidsskrift har udtrykt undren over – og i nogle tilfælde direkte forargelse over.
Det var dog på ingen måde det, der var målet, da jeg begyndte at deltage i den offentlige debat. Målet for mit vedkommende var - og er - at sikre bedre information om specialet til både journalister, politikere, embedsmænd og specialets mange samarbejdspartnere.
Psykiatrien manglede – og mangler forsat – en stemme, der repræsenterer de faktuelle forhold og de mange tusinde medarbejdere, der ikke kan, vil eller – eller nu – tør tale højt.
Ikke enestående
Men det er ikke omkostningsfrit at udtale sig tvivlende eller kritisk om egen ledelse, når man er offentligt ansat – og slet ikke i Region Hovedstadens Psykiatri.
Min fortælling er ikke enestående. Jeg har blot haft modet til at stå frem og til at foreholde Region Hovedstadens Psykiatri deres handinger for at sanktionere kritiske medarbejdere.
Jeg opsagde min stilling som sygeplejerske på et psykiatrisk center, hvor ledelsen aktivt tilsidesatte påbud fra Arbejdstilsynet, lokale retningslinjer om sikkerhed, faglighed og patientsikkerhed. Og selv om at jeg faktisk sagde det højt, var eneste konsekvens, at jeg nu er udelukket fra ansættelse i et speciale, der skriger på kvalificeret arbejdskraft. Og ikke bare på én arbejdsplads, men i en hel region.
Organisatorisk eller politisk har man ikke ville forholde sig til det de ledelsesmæssige prioriteringer ved udelukkelsen og den aktindsigt, som blandt andre TV2 Kosmopol og Sundhedspolitisk Tidsskrift har brugt, viser, at man organisatorisk har brugt midler og værktøjer, som ikke hører hjemme hos en offentlig virksomhed.
Ja, jeg gav mine kolleger en provokerende kagemand, da jeg stoppede, men ingen at dem var vrede eller skræmte af den. Faktisk fandt de den så underholdende, at én tog et billede og lagde det på SoMe. Kun vores regionrådspolitikere og direktionen har ville tolke en kagemand som en trussel.
Men siden kagen blev kendt, gik det jo stærkt. Aktindsigten har vist, at centerchefer, chefsygeplejersker, HR, rekutteringsmedarbejdere og direktionen har arbejdet tæt sammen for at undgå, at jeg fik en ny ansættelse. Og det lykkes til fulde.
Eksperter: “Der er tale om en særdeles indgribende beslutning”
Kritikere kritiserer region for magtmisbrug: HR-system kan bruges til at holde systemkritikere ude
Region gemmer oplysninger om udskældt, tidligere ansat i 10 år: ’Det er urimelig lang tid’
Sundhedsordfører vil have minister til at gå ind i sag om blacklistet sygeplejerske: Jeg forventer, at der ryger hoveder
Sygeplejerske: Region Hovedstadens plan for en mere sikker psykiatri mangler det mest vitale
Ud over at man fik chefsygeplejersker til at afbryde ansættelsesprocedurerne i flere tilfælde, hvor oversygeplejersker havde tilbudt mig en stilling, så undlod man at informere mig om det grundlæggende ansættelsesforbud. Man valgte også at lyve overfor regionsrådet - af flere omgange - og man lod medierne vide, at man ikke kunne genkende den fremstilling, som TV2 Kosmopol havde lavet.
Jeg har i små to måneder forsøgt at få Region Hovedstadens Psykiatri til at fortælle, hvad de mener, der mangler i den offentlige fremstilling, for at den for dem er retvisende – men indtil videre har man nægtet at uddybe det. Man værdiger faktisk helst ikke min henvendelse et svar. Man fristes til igen at tolke Region Hovedstadens Psykiatris udtalelser som uden fakta til at underbygge deres påstand om, at jeg enten har talt usandt eller har undladt dele af forløbet, som for min tidligere arbejdsgiver er vigtig.
Nu havde de i en forudgående periode inden den famøse kagemand åbenbart overvåget mine ledelseskritiske ytringer, og endelig kom der en undskyldning for, at de kunne straffe mig. Man ville dog aldrig følge sanktionerne til dørs, og man har blandt andet derfor ikke politianmeldt mig, selv om man mener, at kagen var en trussel. En trussel, flere uafhængige eksperter siden har underkendt.
Regionsrådet har ekstraordinært behandlet dele af min sag, fordi den har indeholdt beskyldninger om magtmisbrug, magtfordrejning og forfølgelse af fagligt aktive medarbejdere. Desværre har regionrådet ikke kunne finde modet til at være kritiske overfor sin administration. Og det er på trods af, at både TV2 Kosmopol og Sundhedspolitisk Tidsskrift har fået flere eksperter til at kritisere Region Hovedstadens administration for deres håndtering.
Så hvad er det så, jeg har bidraget med?
Jeg må nok selv erkende, at mit bidrag i debatten om offentlige ansattes ytringsfrihed har været at vise, hvor begrænset den er på trods af politiske målsætninger om det modsatte.
Jeg har med mit bidrag vist, at en offentlig administration kan bruge lige så usaglige bevæggrunde, som de vil, når de fjerner kritiske medarbejdere, og mediernes dækning har vist mere end 40.000 medarbejdere i Region Hovedstaden, at de ikke kan træde ved siden af, hvis de deltager i den offentlige debat eller er kritiske, når de på deres arbejdsplads taler med ledelsen om vores vilkår. Administrationen i Region Hovedstaden vil bruge alle midler for, at medarbejderne ikke udtaler sig kritisk om deres arbejdsmiljø, kvaliteten af deres arbejde eller deres ledelse.
Mit bidrag har øjensynligt indtil videre været at vise mine tidligere kolleger, at selv om man politisk og organisatorisk taler om ytringsfrihed og ytringspligt, så er begge dele blevet væsentligt indskrænket i Region Hovedstaden siden sidste sommer, og desværre ser det ikke ud til, at man politisk vil se det faktum i øjnene.
Eneste fordel ved at være udelukket på ubestemt tid – eller livstid – er, at jeg hvert fald ikke længere skal være bekymret for, om mine kritik af måden, man driver den regionale psykiatri på, skal koste mig jobbet.