Ny TV-doku-serie om unge med Downs syndrom har momenter af stor skønhed  

DOKUMENTAR. TV2’s nye serie ´Ups, vi er voksne´ er en rørende, tankevækkende og godt skruet sammen fortælling om de massive udfordringer, som unge voksne med Downs syndrom og deres forældre står overfor hver eneste dag året rundt. Trods sygdommens alvorlighed og sin samfundskritiske skildring af problemer og nedskæringer er serien alligevel ren feel-good. 

At Danmarks unge og voksne med Downs syndrom har samme sociale behov som alle andre, men at få ressourcer og tilbagevendende forsøg på yderligere nedskæringer betyder, at de lever i permanent risiko for social afsondrethed, kedsomhed, ensomhed og dårlig trivsel fremgår med bedrøvelig tydelighed af TV2’s nye både underholdende og meget lærerige serie ´Ups, vi er voksne´. I serien lader en gruppe venner, Jeff, Christine, Sarah, Jakob, Alberte, Esther og andre unge voksne os komme tæt på deres liv på bostedet Valbyholm, hvor de bor i egne lejligheder og selv skal finde ud af de fleste af hverdagens gøremål. 

Selv om vennerne fra Valbyholm har udviklet sig og dannet nye relationer – både venskabelige og romantiske – siden seerne sidst blev budt indenfor, så er meget dog stadig ved det gamle. Og besøget hos de medvirkende udviklingshandicappede unge mellem cirka 25 og 35 år er da også fortsat livsbekræftende og fordomsnedbrydende selskab. For selv om der er masser af gode grunde til, at de bor på institution, så kan de – om end med forskellig grad af assistance – hver især ting, som gør dem i stand til at få noget godt ud af livet.

For eksempel ser vi, hvordan de næsten alle er vanvittigt dygtige til at feste. Den offentligt støttede fredagsfest med dans, fuld makeup og høj musik er ugens ubetingede højdepunkt. De fleste er, som serien meget fint viser, også vældigt gode til at have nære venner, kærester og kolleger, og de elsker deres forældre og søskende ubetinget: 

”Min lillebror, han er vidunderlig, og jeg elsker ham rigtig højt. Han er mit et og alt,” fortæller 29-årige Jakob Kofoed om sin yngre bror Frederik, som vi oplever være en kæmpe hjælp i det daglige for Jakob.

Og hvad serien også viser via eksemplernes magt er, hvor fuldstændigt afgørende det er for de medvirkendes livskvalitet at have et job og en funktion i samfundet at stå op til hver dag. Flere arbejder i beskyttede jobs som serviceassistenter i butikker, 32-årige Christine arbejder på tiende år på en skoles lærerværelse og kantine, og 31-årige Stine maler meget personlige billeder, som hun både udstiller og sælger, mens Jeff arbejder i et eventbureau, der arrangerer festivaler og koncerter.

Så selv om de medvirkende på nogle måder kognitivt fortsat er på, hvad der mest af alt minder om barnestadie, har de meget tankevækkende alligevel den voksnes trang til at bidrage, være en del af arbejdsmarkedet og opnå respekt og ligeværd i kraft af indsatserne for at gøre sine ting godt. 

At mennesker med Downs syndrom er så afhængige af at få lov at gå på arbejde, at nogle af dem nærmest er tæt på at hvile op af diagnosen arbejdsnarkomani, er vigtig information til vælgere og socialpolitikere i en tid, hvor som dokumenteret i serien, de kommunale sociale myndigheder hele tiden ligger på lur med sparekniven også overfor disse helt forsvarsløse unge voksne. 

I Danmark lever der cirka 1.000 mennesker under 40 år med Downs syndrom, der blandt andet ved viser sig ved mental retardering, en række særlige fysiske kendetegn som for eksempel skrå øjne med en ekstra fold i øjenkrogene, store tunger og snøvlende vejrtrækning. Hertil kommer at der ofte følger andre sygdomme med syndromet som for eksempel misdannelser og øget sygelighed i forhold til stofskifte, hjerte, tarm, syn, hørelse, immunforsvar og blodkræft. Foruden at halvdelen vil få Alzheimers sygdom allerede som 35-40-årige ifølge Videnscenter for Demens.

Flere af de unge har da også forskellige fysiske symptomer at slås med. Mest tydeligt måske den livlige, ganske selvbevidste og meget humoristiske 34-årige Jeff, der ligger i evig magtkamp med sin højtelskede mors forsøg på at beskytte ham overfor blandt andet hans alvorlige hjertesygdom og smertefulde gigt ved for eksempel at lægge begrænsninger på hans idelige trang til pølser og pizzaer. En på liv og død kamp om selvstændighed kontra beskyttertrang udfoldet i gensidig respekt og kærlighed mellem mor og søn, som i dens almene gyldighed kunne have været en hel serie værd i sig selv. For hvornår er noget for meget, og hvornår er andet for lidt i en mor-barnrelation – også selv om det handler om invaliderende sygdom og ulidelige smerter?  

´Ups, vi er voksne´ er sæson 2 af TV2’s sidste år populære serie af samme navn om de unge og deres imponerende forældre, der hele tiden må være parate til at smide, hvad de har i hænderne for at redde deres kalendermæssigt voksne, men reelt kun børns kastanjer ud af ilden. Uanset om nødråbene som her i den nye sæson handler om indtagelse af alt for mange cocktailpølser, overforbrug på Dankortet, komme ud af sengen, hjælp til bugsering af den unge og kørestolen ned og op i lejligheden, kærestesorger, påklædning, indkøb, medicinering, tøjvask, kedsomhed eller afholdelse af de fødselsdage, der mest af alt minder om børnefødselsdage. 

Eller som en far erklærer efter at have stået for datterens og de indbudte venners fødselsdagsfestligheder i form af bowlingspil, popkorn, sodavand og burgers suppleret med børnefødselsdages traditionelle konfliktløsninger og trøste-seancer:

”Det er 30. gang, jeg holder 5-års fødselsdag for hende,” forklarer 31-årige Stines far, som frygter ikke kun, at Stine vil blive ramt af demens, men også at datterens øvrige helbred er på vej i den gale retning.

For 31-årige Christines mor, Lis Mørck, har det været en vigtig begrundelse for at medvirke i programmet at gøre opmærksom på de mange udfordringer, som udviklingshæmmede og deres forældre står alt for alene med, når deres børn nok er voksne, men alligevel har brug for deres hjælp resten af livet. Og både hun og de øvrige medvirkende forældre giver udtryk for daglige - og når man ser hvor store behov for hjælp de unge har - også meget forståelige bekymringer over at dø fra deres børn.

”Hvis ikke jeg havde min mor eller min far, når jeg har brug for hjælp, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre,” forklarer 34-årig Jeff, hvis rygsvage far meget symbolsk bærer sin tunge søn op og ned af de stejle trapper i Parken, da de skal til den vigtige far-søn-kamp med FCK i Parken, hvor kørestolen ikke har adgang.  

Og det er da også helt tydeligt, at når seriens medvirkende har et godt og til tider muntert liv, så er det i allerhøjeste grad på grund af alt det, som de bliver givet af forældre og søskende. Hjælp, bistand og så meget kærlighed, at serien er fuld af momenter og situationer mellem forældre, søskende og kærester af en hjertegribende, men usentimental stor skønhed, som gør serien til en ægte vaske feel-good oplevelse. Trods dens veludviklede kritiske øje for hvordan vi også som samfund i alt for høj grad overlader disse unge og deres forældre til deres egne forgodtbefindende og mangel på de oplevelser og den inspiration, som disse mennesker ellers netop er så gode til at drage nytte af. 

´Ups, vi er voksne´ er ikke en serie, der er præget af høj produktionsværdi. Tværtimod kunne for eksempel lyden lejlighedsvis sagtens have været bedre. Og vi mødes heller ikke med opsigtsvækkende journalistiske afsløringer af magtmisbrug eller tydelig og stor interviewkunst. Men til gengæld viser serien, at også mindre kostbare, mindre kontroversielle og mere stilfærdige, afdæmpede beskrivelser af en lille, men udsat gruppe danskeres almindelige hverdag i den grad også har sin berettigelse for en velfærdsstats borgere og deres udbyder af public service-TV. For tager vi godt nok hånd om vores udviklingshæmmede medborgere, og er det lige dem, der skal rammes af besparelser, når budgetterne strammer, er den diskussion, som står tilbage, og som serien er et godt udgangspunkt for at føre under aftenkaffen.   

Se sidste afsnit af 'Ups, vi er voksne' onsdag 15. maj klokken 20 på TV 2 – eller alle 6 programmer på TV 2 Play.