Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Hvis der er nogle læger, som afviger markant fra det normale ydelsesmønster, så kan regionerne lettere sætte ind," siger sundhedsminister Sophie Løhde om den nye bekendtgørelse.

Sundhedsminister: Det skal være slut med Ozempic-svindel for skattekroner

I fremtiden kan man ikke få udleveret mere end et års forbrug af diabetesmedicinen Ozempic ad gangen.

I foråret kunne flere medier fortælle om læger, der havde udskrevet diabetesmedicinen Ozempic med offentligt tilskud til patienter i enorme mængder – i ét tilfælde svarede det til 27 års forbrug, selv om Ozempic har en maksimal holdbarhed på tre år. Ozempic har samme indholdsstof som fedmemedicinen Wegovy.

 "Så er det tydeligt, at man har til hensigt at gå på det sorte marked, med skatteborgernes penge i ryggen, og udnytte det til videresalg," siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til DR. 

Men i en ny bekendtgørelse får apotekerne forbud mod at udlevere et lægemiddel til mere end et års forbrug. Den nye bekendtgørelse fra Lægemiddelstyrelsen blev sendt i høring 6. maj.

I høringsbrevet skriver Lægemiddelstyrelsen:

"Der foreslås indsat to nye bestemmelser (§§ 78 og 79) i receptbekendtgørelsens kapitel 5 i et nyt afsnit om justering eller afvisning af recepter på store mængder lægemidler. Hensigten med de foreslåede bestemmelser er at mindske risikoen for misbrug af tilskudsmidler og muligheden for videresalg af receptpligtige lægemidler ved at hindre, at medicinbrugere kan få udleveret mængder, der klart overstiger den anbefalede maksimale dosis til et års forbrug."

Udover at give apotekerne ret til at afvise recepter, så vil den nye regelændring også give regionerne bedre mulighed for at holde øje med de recepter, der bliver udskrevet. Ifølge Sophie Løhde vil man udvide regionernes værktøjskasse, så det bliver nemmere at overvåge de praktiserende læger.

"Hvis der er nogle læger, som afviger markant fra det normale ydelsesmønster, så kan regionerne lettere sætte ind," siger hun til DR.

Det vil også fremover blive sværere at få tilskud til diabetesmedicin af typen GLP-1 analoger som eksempelvis Ozempic, Rybelsus og Trulicity, idet Lægemiddelstyrelsens 1. maj kom med sin endelige afgørelse om det fremtidige tilskud til danskere med type 2-diabetes.

Afgørelsen betyder, at mange patienter i stedet skal flyttes over på billigere diabetesmedicin. Styrelsen vurderer, at der er tale om omtrent halvdelen af de nuværende cirka 100.000 brugere af GLP-1 analoger. Den halvdel, der skal flyttes, er de mennesker med type 2-diabetes, som ikke først har prøvet billigere diabetesmedicin – de såkaldte SGLT-2-hæmmere, som for eksempel Forxiga og Jardiance. De skal nu aftale med deres læge, at de skal skifte medicin, med mindre de selv vil betale. 

Del artikler