Aldring er en helbredelig sygdom og ikke et nødvendigt biologisk onde, og derfor vil vi snart ved hjælp af moderne teknologi kunne springe alderdommen over og sige: Vi mennesker fødes, og vi dør, når vi er nogle hundrede år gamle.

Det mener i hvert fald læge Michael Hejmadi-Pedersen og cand.polit og futurist, Jannick B. Pedersen, som sammen har skrevet en ny bog ’Antiage’ om fremtidens digitale sundhedsvæsen, som de hævder vil betyde, at vi nærmest selv bestemmer, hvor gamle vi vil være. 

For de to teknologioptimister er der tilsyneladende ingen fast øvre grænse, hvis vi ellers blot passer på os selv, udnytter teknologiens digitale muligheder og så ellers får skiftet reservedele i takt med, at vi gennem årene slider vores knap 47 billioner celler.

”Vi skal - ligesom vi løbende reparerer veteranbiler og får dem til at køre som nye – have en vedligeholdelsestilgang til vores krop. Vi skal reparere skaderne løbende, og vi skal have dem allesammen med. Det svageste led skal også repareres. Forestil dig et velholdt hus, der er mange hundreder år gammelt, men fremstår som nyt – blandt andet fordi det på mange måder ér nyt, da de slidte dele af huset er blevet skiftet ud i tide,” forklarer forfatterne, der ikke holder sig tilbage fra at love læserne guld og grønne skove i form af det snart kommende aldersløse liv:

”Allerede nu vover vi at love, at hvis du kan holde dig i nogenlunde god form i 30 år startende fra i dag, vil teknologien med meget stor sandsynlighed forære dig yderligere 30 år. Så fra i dag har du endnu mindst 60 år at muntre dig i. Velkommen til et længere liv,” lyder løfterne fra lægen og futuristen, som mener, at afskaffelsen af alderdommens plager og de korte liv under hundrede år er lige rundt om hjørnet  

”I de kommende år vil alderdommens svækkelse ændres fra at være en naturlig tilstand til at være en sygdom, der behandles med samme naturlighed som lungebetændelse eller sukkersyge. Baseret på vores viden om medicin og den teknologiske udvikling mener vi, at ændringerne kommer til at ske allerede i vores levetid. Ændringer, der kommer til at betyde helt nye måder at tænke alder, liv og kultur på. Ikke mindst ved ikke længere at betragte alder som en uundgåelig dom. På engelsk skelner man mellem ordene »immortal« (udødelig) – og »amortal« (uden aldring). Vi har brug for et nyt ord på dansk, for mennesket vil med tiden blive amortalt,” skriver Pedersen og Pedersen.
Ifølge Antiage vil sundhedsområdet de kommende 20 år gennemgå en udvikling, der er lige så voldsom som internettets udvikling gennem de seneste 20 år:

”I 2018 er verden uden for sundhedsvæsenet en helt anden: Banken, videobutikken, specialbutikken, pladebutikken, biblioteket og rejseselskabet er rykket fra byen, ind i Brugsen, videre til hjemmets bærbare computer og til sidst ned i lommen, hvor det hele ligger på smartphonen. Men sundhedsvæsenet i 2018 ser ikke væsentligt anderledes ud end for 30 år siden,” lyder kritikken.

Forfatterne vil ikke udelukke, at der ikke indenfor kort tid kan komme helt nye medicinske revolutioner. Men ellers ser de især innovationerne komme indenfor allerede kendte områder som for eksempel DNA-sekventering og redigering, stamcelleteknologi, organreplikation, kunstige organer og hele den digitale sundhedsbølge, hvor patienter monitorerer sig selv via mobilen under sloganet ’from Sick Care to Health Care’:

”Fra du står op, og til du går i seng, vil tusindvis af forskellige sensorer have måltal på alt lige fra din temperatur over din gang og til dit modermærke. Selv dit toilet vil med sensorer screene dig for cancer. Skulle du mod forventning blive syg, vil en digital personlig assistent kunne klare langt det meste af behandlingen. Hvis din temperatur indikerer betændelse – eller din ånde eller din afføring – vil din digitale assistent blinke som advarselslampen i din bil. Din digitale assistent vil vejlede dig om en velegnet behandling, og den vil lave en helbredende mikstur i den 3D-printer, der i forvejen laver din mad,” skriver forfatterne, der fortsætter:

”Miksturen indeholder smarte biologiske maskiner, skræddersyet personligt til dig, der går ind i dine blodbaner og leder efter den mistænkte infektion. Hvis der findes en infektion, frigives penicillin, præcist dér i din krop, hvor der er brug for den. Hvis du mangler vitaminer, mineraler eller er begyndt at tage lidt på, bliver din mad automatisk reguleret. Kun i det tilfælde, hvor du fejler noget helt specielt, eller hvis du selv vælger det, har du brug for hjælp fra sundhedsvæsenet”.

Ret i hovedpræmis?

At læse ’Antiage’ er indimellem en noget bizar oplevelse, for ja, forfatterne har da ret i, at teknologien endnu ikke på afgørende vis har disruptet sundhedssystemerne, selv om for eksempel scanninger og genundersøgelser er blevet bedre og billigere, journaler digitaliseres, og data bliver større og mere tilgængelige. Ligesom forfatterne også har ret i, at man må kunne forvente, at de store investeringer i anvendelse af kunstig intelligens og udvikling af digitale sundhedsprodukter som for eksempel Apple, Nokia, IBM, Phillips og Google foretager i disse år, på ganske spektakulær vis vil kunne vende op og ned på dele af vores sundhedskultur, patienters mulighed for selvdiagnosticeringer ved hjælp af mobilen og sundhedsvæsnets organiseringer og arbejdsmetoder.

Men har forfatterne overhovedet ret i bogens hovedpræmis nemlig, at disse innnovationer vil betyde afskaffelse af alderdommen og flere hundrede år lange liv? Bygger bogens budskaber og løfter om at leve i flere århundreder primært på forfatternes drømme, håb og fantasterier. Er bogen blot gammel vin på nye digitaliserede flasker? For hvis det er så entydigt sikkert, som forfatterne gør det til, at store data og digital innovation medfører store kvalitative spring frem og derved større sundhed og  forlængede livslængder, hvorfor har for eksempel IBM’s diagnosticerings- og behandlingsprogram for cancer, Watson Health, så fejlet big time? Faktisk i en så voldsom grad, at IBM lige nu er i færd med at lukke cancerprogrammet ned trods milliardstore investeringer, som angiveligt skulle have fremtidssikret IBM’s eksistens? Og hvis teoretiske digitaliseringsløfter var så lette at indfri i forsøg på kvalitative forbedringer for patienters liv og førlighed, hvorfor tyder det så på, at Sundhedsplatformen tager mere, end den giver?

Og forfatterne er da heller ikke meget for kritik af visionen om et liv båret af teknologiske landvindinger, hvor vi ikke dør af sygdomme og aldring, men primært af selvmord, krig og andre akutte ulykker:

”Hævder man, at aldring vil forsvinde, bliver man mødt af voldsom modstand. Folk bliver indignerede, sure og bange. Normalt betragter vi døden som et tabubelagt emne, men omvendt oplever vi også, at samtaler om at undgå døden er tabu og virker provokerende. Mennesket har aldrig før nu kunnet gøre sig håb om at overvinde aldring. Alle er indtil nu henfaldet og blevet gamle. For ikke at blive fuldstændig deprimerede over det, har vi udviklet en kultur, hvor aldring giver mening,” erklærer forfatterne, der dog også mener, at forudsætningen for det nye nirvana er, at mennesker holder op med at spise for meget, ryge, drikke og stresse til fordel for blandt andet diæter, motion, meditation og afholdenhed. 

Men er man så for resten ikke lige vidt, og de teknologiske landvindinger også lidt ligegyldige stillet overfor de menneskelige behovs styrker?, spørger den her ellers hverken ’indignerede, sure eller bange’ anmelder.

I begejstring for fremtidens muligheder afviser forfatterne iøvrigt ikke nødvendigheden af kontrol og tvang for at få borgerne til at leve længe, sundt og ikke mindst billigt for samfundet – for eksempel forslås folkepensionen afskaffet til fordel for økonomisk belønning for et sundt digitaliseret liv.