Professor: Vi bør måle sundhedsprofessionelles kompetencer

Man kan ikke overlade vurderingen af sundhedsmedarbejderes evner til dem selv. Medarbejderes individuelle kompetencer bør måles evidensbaseret og systematisk, mener professor Lars Konge.

Det vil styrke patientsikkerheden, mener Lars Konge, som har speciale i thoraxkirurgi og desuden er forskningsleder på simulationscenteret på Rigshospitalet.

Hans forskning koncentrerer sig om simulationsbaseret træning og certificering af tekniske færdigheder, og han er blandt verdens mest aktive forskere i medicinsk uddannelse og har udgivet mere end 170 artikler i internationale, peer-reviewede tidsskrifter.

”Den eneste måde, man kan sikre kompetence hos medarbejdere, er ved at måle kompetencer. Den videnskabelige viden viser, at der er dårlig korrelation mellem, hvor god man reelt er, og hvor god, man tror, at man er, og at man således ikke er i stand til selv at vurdere egne kompetencer på en pålidelig måde. Kompetencevurderinger er heller ikke noget, der kan læses i personalemapper, så med mindre hospitalets ledelser og afdelingsledelser selv står nede og for eksempel ser deres folk lave operationerne, så kan de jo heller ikke vurdere, hvor gode de er," siger Lars Konge og fortsætter:

”Men hvordan skulle de også kunne det, når man sidder langt væk ved et skrivebord. Det svarer jo til at sige, at bestyrelsesformanden for SAS bør vide, hvilke piloter der er dygtige til at flyve. Hvis man kunne nøjes med hans eller direktørens vurdering, så kunne SAS jo spare rigtig mange penge hver dag på kompetencemålinger og certificeringer af medarbejdere. I luftfarten er det en del af personalernes professionelle virke, at de trænes og testes - og groundes, hvis de ikke består. Men når man som i sundhedsvæsenet ikke bliver testet, så har man heller ingen sikring af kompetencer,” siger Lars Konge, der mener, at sundhedsvæsenets personale burde systematisk og evidensbaseret kompetencesikres ved hjælp af kompetencevurderings redskaber og programmer.

For Lars Konge er en sundhedsproffesionels kompetencer og målingerne heraf dog ikke kun et spørgsmål om dennes tekniske formåen. Man bør også vurdere personalers non-tekniske kompetencer:

”Vi ser også på evnen til at træffe de rigtige beslutninger, på evnen til at kommunikere og på evnerne til at indgå i teams, som er nødvendige for at få den højeste grad af patientsikkerhed. De fleste fejl sker ikke, fordi kniven smutter, eller fordi man ikke er dygtig nok til at udføre og tolke ultralydsscanninger. Der sker flere fejl på grund af, at de ’non-tekniske skills’ ikke er gode nok, så jeg vil sige, at en sikring af kompetencer skal ske både i forhold til de tekniske og de ikke tekniske skills. Og det ville helt sikkert løfte patientsikkerheden."

Men Jette Steenberg Holtzmann, sektionschef i Region Hovedstaden er ikke enig i, at individuel kompetencesikring er vejen frem til et løft i hospitalernes behandlingskvalitet:

”Når jeg ikke tror på kompetencekontrol som redskab til styrket patientsikkerhed, er det ikke kun fordi, det ville være i modstrid med tankegangen bag de nye otte nationale mål for sundhedsvæsnet. Mål som arbejder sig væk fra kontrol og styring frem mod værdibaserede redskaber og ledelse. Men også fordi vi i Region Hovedstaden ønsker en læringskultur, som er mere udviklende og anerkendende end kontrollerende og styrende," siger hun.

En rundringning til de fire øvrige regioner samt Danske Regioner som Sundhedspolitisk Tidsskrift har foretaget, viser, at Jette Steenberg Holtzman ikke er alene med sin skepsis overfor systematisk kompetencekontrol af sundhedsvæsnets medarbejdere. 

”Den slags programmer til målinger af enkelte sundhedspersoner har vi ikke kendskab til”.  ”Jeg har ikke kendskab til, at der udføres individuelle målinger af vores sundhedspersoner”. ”Jeg må henvise til de enkelte sygehuses afdelingsledelser. Det er afgørende for regionerne, at der skelnes klart mellem læring og kontrol i arbejdet med både kvalitet og patientsikkerhed,” lyder nogle af kommentarerne fra de nationale regionsledelsers HR- og presseafdelinger.

At ideerne om systematisk kompetencevurderinger ikke mødes med den store entusiasme i regionerne kommer ikke bag på Lars Konge, som dog fastslår, at der findes strukturerede evidensbårne redskaber og programmer til måling af både tekniske og ikke-tekniske kompetencer:

 ”Problemet er, at vi ikke anvender målingerne ret tit, og dermed har vi også valgt, at vi ikke lægger stor vægt på at sikre kompetencer. Kompetencemålingerne kommer dog mere og mere ind i uddannelserne, men langtfra systematisk og fuldt struktureret, så nettet er stormasket i forhold til at opfange de medarbejdere, som ikke kan det, de burde kunne," siger han.

Men Jette Steenberg Holtzmann har dog også en anden bekymring i forhold til kompetencekontrol:

"Det, man måler, er også det, som bliver virkeligheden. Dermed mener jeg, at det, man måler på, også bliver det man får i den sidste ende. Og det er ikke nødvendigvis altid de kompetencer, som man ønsker ude ved sengene, hvor patienterne er, og hvor arbejdet skal udføres i en kompleks hverdag."

Når kompetencemålinger ikke har vundet mere frem i et sundhedsvæsen, som i en årrække har talt om at styrke patientsikkerheden, mener Lars Konge dog, at det i høj grad blandt andet handler om penge og ressourcer:

”At kompetencevurdere medarbejdere er ikke gratis. Det koster tid og penge i et i forvejen presset sundhedsvæsen, så man skal da bestemt heller ikke iværksætte kompetencevurderingsprogrammer, hvis man ikke er parat til at tage konsekvenserne heraf for eksempel i form af efterfølgende uddannelse. Kompetencemålinger uden konsekvenser vil være meningsløse og kan skade mere end, de gavner. Kompetencevurderinger skal altid ses i sammenhæng med uddannelse – både før og efter målinger," siger han.

 Og penge og ressourcer spiller også ind på en anden måde end blot som direkte udgifter til målinger og eventuelle efterfølgende uddannelser og konsekvenser ifølge Lars Konge:

”Hvis du siger, at vi vil til at sikre kompetencer, og det vil vi gøre ved at måle, så har man også indirekte sagt, at vi har et kompetenceproblem, og så støder du ind i forestillingen om, at vi har verdens bedste sundhedsvæsen. Vi vil alle sammen gerne tro på, at vi har et fantastisk godt sundhedssystem, at Danmark har verdens bedste sundhedsvæsen. Befolkningen fordi det er trygt at tro på for dem selv og deres pårørende. Lægerne fordi det er vores professionelle stolthed, og politikerne fordi sundhedsvæsnet er deres økonomiske og politiske ansvar," siger han og uddyber: 

”Så ingen har rigtig lyst til at høre sandheden, selv om internationale undersøgelser viser, at vi kan blive bedre. Jeg siger ikke hermed, at vi halter bagud. Men jeg siger, at vi ikke er gode nok, og at vi kan blive bedre – for eksempel ved at vi måler, uddanner og certificerer medarbejdere, så vi er sikre på, at de er kompetente, inden de får lov at gøre noget selvstændigt i forhold til patienterne," siger Lars Konge, der vurderer, at sundhedsvæsnets i længden vil spare penge på at indføre systematiske kompetenceprogrammer, træning og certificeringer i lyset af, hvor kostbare fejl og utilsigtede hændelser hvert år er for sundhedsvæsnet.

Fakta

Indenfor robotassisteret kirurgi findes der en gradueret certificeringsproces fra basis til mere komplekse procedurer med gradvis udfasning af supervision og et minimum antal gennemførte procedurer, før næste trin kan tages i brug .

Der er ligeledes udviklet systemer til vurdering af ikke-tekniske færdigheder for anæstesiologier, kirurger, operationssygeplejersker og anæstesisygeplejersker samt redskaber til vurdering af ikke tekniske færdigheder i teams. Redskaberne kan anvendes både i simulation og klinik.