Ledende overlæge: Kirurgers kompetencer bør måles og vejes i hele karrieren

Danske speciallæger i kirurgi er ikke underlagt nogen lovgivning, som sikrer, at de udvikler og dygtiggør sig gennem karrieren. Drivkraften for deres kompetence-udvikling er egne faglige ambitioner.

Derfor vil der altid være en risiko for, at enkelte kirurger læner sig mageligt tilbage, mener ledende overlæge på Sjællands Universitetshospital, Henrik Møller. Han så derfor gerne, at Danmark indførte lovpligtig efteruddannelse af speciallægerne lig den, som findes i USA, England og Canada.     

Når man i USA, England eller Canada bliver uddannet speciallæge i for eksempel kirurgi, forpligter man sig samtidigt til at dygtiggøre og videreuddanne sig hele sin karriere. Man bliver løbende ’målt og vejet’ - og kan således ikke hvile på laurbærrene. Lever man ikke op til de faglige forventninger, er speciallægens autorisation i fare. I Danmark er der modsat ingen formelle krav om, at man som speciallæge i for eksempel kirurgi skal dygtiggøre eller specialisere sig yderligere, når man først er uddannet og godkendt som speciallæge i kirurgi, fortæller ledende overlæge på Sjællands Universitetshospital, Henrik Møller - og der skal endda ganske graverende sager til, før en speciallæge får frataget sin autorisation.

”I dag ligger ansvaret for, at alle kirurger i en afdeling arbejder på et højt fagligt niveau hos den ledende overlæge. Eneste reelle drivkraft er den enkelte kirurgs egne faglige ambitioner. Langt hen ad vejen vil det dog også være en tilstrækkelig motivationsfaktor – men i nogle tilfælde vil det ikke være det,” pointerer Henrik Møller. Han mener, at man i Danmark på sigt bør indføre krav om efteruddannelse af speciallæger i kirurgi lig den, man har i USA, England og Canada for at sikre, at vi alle har adgang til den bedst tænkelige behandling, når vi bliver syge.

Mere gulerod end pisk

I dag er det altså ikke pisken, som driver de danske speciallæger i kirurgi i anstrengelserne for at blive stadigt bedre til deres fag – men snarere guleroden: Der er nemlig prestige ved at være en del af et ofte lille, eksklusivt team, som er højt specialiseret inden for sit kirurgiske felt, forklarer Henrik Møller:

”At arbejde i et miljø, hvor der hele tiden er nogen, der napper en lidt i haserne, hvor der er et vist element af konkurrence, ansporer typisk til at blive ved med at udvikle og dygtiggøre sig for at blive højt specialiseret. Man bliver ved med at spørge sig selv og hinanden, om det man gør, er godt nok, man tager på kurser i udlandet for at lære de nyeste metoder, man forsker, og man har adgang til den mest moderne teknologi,” siger han.

Udfordringen er dog, mener Henrik Møller, at de ovennævnte omstændigheder primært gælder for de kirurgiske specialer, som er forbundet med en høj grad af prestige – for eksempel kræftkirurgien og kirurgi inden for nogle af de mere sjældne sygdomsområder – men knapt så meget inden for den mere rutinemæssige kirurgi.

En risiko for at forfalde til rutinen

Hvis man er kirurg, der udfører operationer, som traditionelt udføres i stor volumen og måske med mindre kompleksitet, og som derfor også er forbundet med mindre prestige, og hvor der er mindre udvikling i metoderne - for eksempel brokoperationer og fjernelse af galdeblæren - er der måske ikke altid samme incitament til at dygtiggøre og udvikle sig, mener Henrik Møller:

”Der kan være en risiko at forfalde til rutinen og nogle gange også læne sig lidt for mageligt tilbage, fordi man har udført samme operation et utal af gange. Der er ikke helt samme ’swung’ over den slags rutineoperationer, som der er inden for eksempelvis kræftkirurgien, hvor kirurgerne hele tiden skal præstere deres ypperste for at være på højde med den nyeste udvikling,” siger han.

Henrik Møller understreger, at der naturligvis er afdelinger, som formår også at sikre faglig udvikling inden for de mere almindelige sygdomme, og her bør man skele til, hvordan de gør det og søge at udbrede den viden. For er man patient, så skal man, uanset hvad man skal opereres for – om det er kræft eller en rutinemæssig operation - og hvor i landet man skal opereres, naturligvis kunne være sikker på, at få den samme optimale behandling.

Et A- og et B-hold

Netop derfor vil det være godt at bruge lidt mere pisk for at sikre og udvikle kompetencer også inden for de mere almindelige sygdomme, mener Henrik Møller – og måske endda indføre en model i Danmark i stil med den, man har i USA, Canada og England:

”Selv om jeg er stor tilhænger af det faglige incitament, så tror jeg ikke, at fagligheden i sig selv er tilstrækkelig drivkraft inden for alle kirurgiske specialer, og jeg er bange for, at vi i fremtiden i Danmark løber en risiko for at ende med at få et A og et B-hold inden for kirurgien. Det vil få konsekvenser for den behandling, som vi kan tilbyde patienterne. Jeg er bestemt tilhænger af, at man skeler lidt til andre lande, og man som kirurg med jævne mellemrum skal kunne dokumentere, at man gør noget aktivt for at følge med, at man deltager i kurser, eller at man forsker for at være på højde med den seneste viden,” siger Henrik Møller.

Operationer på ens og samme måde

I begyndelsen af 2018 overgik ansvaret for kirurgerne på Nykøbing Falster Sygehus til Sjællands Universitetshospital, hvor Henrik Møller er ledende overlæge. Det er ham, som har det overordnede ansvar for at kvaliteten af den kirurgiske behandling, og dermed er det også hans ansvar at sikre, at de rette kirurgiske kompetencer er til stede på de sygehuse, som hører under Sjællands Universitetshospital. Det er en af årsagerne til, at han har valgt at hente kirurgerne fra Nykøbing Falsters Sygehus til afdelingen i Køge og integrere dem i det daglige arbejde der.

”På den måde kan jeg sikre mig, at vi på alle hospitaler under Sjællands Universitetshospital udfører rutineoperationer, som for eksempel galdevejs- og brokkirurgi på ens og samme måde og af samme standard. Volumen af operationer er desuden større på Sjællands Universitetshospital i Køge, end den er på Nykøbing Falster Sygehus, så det er også en måde at sikre, at kirurgerne på Nykøbing Falster Sygehus får oparbejdet tilstrækkelig erfaring og ekspertise.”

Ifølge Henrik Møller bør kompetence-vurderingen i Danmark lægge sig tæt op af de rammer, der er sat i EU, og som i øvrigt harmonerer med både de canadiske og amerikanske systemer. Her får lægerne såkaldte CME-points (Continuing Medical Education) for deres postgraduate-kurser.

Læs mere på https://www.uems.eu/areas-of-expertise/cme-cpd/eaccme

Fremtidens kompetencer i sundhedsvæsenet

I hele sundhedssektoren vil der blive behov for at videreudvikle den videnskabelige og refleksive kultur som led i udvikling af forbedret patientbehandling og en moden patientsikkerheds- og læringskultur. Samtidig vil grænserne mellem uddannelse og job – at lære og at arbejde – blive stadig mere flydende. Denne udvikling kan medvirke til at sikre fremtidig rekruttering og fastholdelse af personale i sundhedssektoren.  

Kompetencevurdering vil i stigende grad foregå relateret til arbejdssituationer. Det er væsentligt at arbejde med grunduddannelsernes opbygning, men det vil være lige så vigtigt at sikre den fortsatte uddannelse af de mange ansatte, som allerede arbejder i sundhedsvæsenet.

Uddannelsesinstitutionerne og Region Hovedstaden kan forvente at skulle styrke samarbejdet om at understøtte mulighederne for løbende og livslang læring blandt sundhedsprofessionelle, som er baseret på en opdateret indsigt i kompetencebehov, kompetenceudvikling og kompetencevurdering.

Kilde: Fremtidens kompetencer i sundhedsrapport af specialkonsulent Birgitte Bruun, professor Kristian Larsen og Gro Hansen fra Aalborg Universitet og professor i medicinsk uddannelse, Doris Østergaard, fra Region Hovedstaden, maj 2018

Andre artikler i serien:

[category-name] | mandag, 12. november 2018 09:20

Professor: Vi bør måle sundhedsprofessionelles kompetencer

Man kan ikke overlade vurderingen af sundhedsmedarbejderes evner til dem selv. Medarbejderes individ...