Kritik af læge-uddannelsen fører til øget supervision på afdeling

Efter kritiske evalueringer er der strammet op på supervisionen af både yngre og mere erfarne læger under uddannelse på Rigshospitalets øre-næse-halskirurgiske afdeling. Flere af de erfarne læger finder den øgede supervision grænseoverskridende – men hos de yngre læger giver det øget tryghed. På sigt håber man, at initiativet også vil påvirke kvaliteten af patientbehandlingen.

”De store, travle hospitalsafdelinger har umuliggjort den tidligere tradition for oplæring fra ’mester til svend’. I dag møder de yngre læger under uddannelse hver dag forskellige ældre kolleger, og der er derfor ikke samme kontinuitet og opfølgning og heller ikke samme tryghed i oplæringen.”

Det fastslår overlæge og uddannelsesansvarlig på Rigshospitalets øre-næse-halskirurgiske afdeling, Jacob Melchiors, som har stået i spidsen for den omstrukturering af supervisionen af både yngre og mere erfarne uddannelsessøgende læger, som man lige nu er i gang med på Rigshospitalets øre-næse-halskirurgiske afdeling. Årsagen til omlægningen af supervisionen er, at afdelingen, som Jacob Melchiors udtrykker det, har fået ”svær kritik” af deres indsats i forhold til uddannelsen af de yngre læger.

Speciallægen sidder i hjørnet

Kritikken, som i øvrigt ikke er enestående for netop øre-næse-hals-afdelingen på Rigshospitalet, kommer fra to sider: Både de yngre læger under uddannelse - men også fra kolleger fra andre steder i landet, som har været på besøg i forbindelse med de inspektorbesøg, som jævnligt igangsættes af Sundhedsstyrelsen. Beskeden var, at man på afdelingen ikke havde de fornødne resurser, primært i form af tid, til at kunne varetage en uddannelse af høj kvalitet af de yngre læger.

Som en konsekvens af evalueringerne har man af klinikchefen og den øverste ledelse fået grønt lyst til, at en mere erfaren speciallæge hver dag er dedikeret til og har det fulde fokus på de yngre læger i deres arbejde. Speciallægen sidder i hjørnet, lytter og betragter og giver efter konsultationen feedback på, hvad den yngre læge gjorde rigtigt, og hvad der kunne være grebet anderledes an.

Alle yngre læger er bange for at begå fejl

Tidligere var det sådan, at man ret hurtigt i sit uddannelsesforløb blev ”sluppet løs” på hospitalet for at varetage vagter med beskeden om, at man skulle ringe til bagvagten, hvis der var noget, man var i tvivl om, fortæller Jacob Melchiors.

”Sådan er jeg selv som så mange andre læger oplært, og jeg har lært flere af mine færdigheder ved en ’see one – do one’ tilgang. Det var en hård måde at blive bedre til sit fag på, og af og til følte jeg da også, at jeg stod og balancerede på kanten af, hvad jeg kunne håndtere. For eksempel husker jeg tydeligt, da jeg første gang skulle lægge et dræn i øret på et barn - og hvor jeg havde min tvivl om, jeg egentlig var klædt tilstrækkeligt på til proceduren. Heldigvis gik det godt. Men det er hverken trygt for den læge, som er under uddannelse eller for patienten. Der er simpelthen større risiko for fejl, hvis ikke man har gennemgået en struktureret oplæring, for eksempel er blevet dubleret mange gange på operationsstuen - eller hvis man ikke man har trænet tilstrækkelig mange gange på en computer eller en simulator, inden den dag man står med egenhændigt ansvar for en patient på akutstuen,” siger han.

Som oftest er de yngre læger dog helt bevidste om, hvad de kan, og hvad de ikke kan, understreger Jacob Melchiors:

”Alle yngre læger er bange for at begå fejl og vil selvfølgelig gerne gøre det godt. De afholder sig fra at udføre en procedure, hvis de er usikre og beder i stedet om hjælp. En uddannelsesstruktur skal sigte efter at kompetenceudvikle og uddanne - ikke efter at finde brodne kar. De få læger, der har en urealistisk positiv opfattelse af egne kompetencer og derfor bliver farlige, hører heldigvis til sjældenhederne. De læger, der ikke ved nok endnu og derfor kan blive sat i situationer, hvor de kan lave fejl, hvis man bare slipper dem løs, hører derimod til dagligdagen.”   

Også de erfarne læger skal superviseres

Tilbagemeldingerne fra de yngre læger er positiv. De fortæller, at de er blevet langt mere trygge, fortæller Jacob Melchiors:

”Den helt store forskel for dem er, at de føler, at når de bliver sendt af sted til en selvstændig opgave, så er det med et ’Det tør vi godt lade dig gøre selv-stempel’ frem for at de, som det måske nogle gange skete tidligere, bliver sendt af sted, fordi man ikke lige kunne finde andre til at løse opgaven.” Den øgede supervision gælder dog ikke kun de yngre læger, men også de mere erfarne, fortæller Jacob Melchiors – og det er ikke hos alle læger blevet lige vel modtaget.

”For de læger, som er længere oppe i graderne og derfor har mere erfaring, har det været en grænseoverskridende oplevelse at skulle underlægges en supervision, som de ikke i samme grad har oplevet tidligere. Det er en modstand, som jeg ikke umiddelbart havde regnet med, men jeg er overbevist om, at forklaringen er, at de som alle andre vordende eksperter har brugt en del tid på at nå dertil, hvor de er i dag. De har opbygget en tro på sig selv og deres egen ekspertviden og -kunnen – og derfor kan det naturligvis virke grænseoverskridende, hvis man pludselig føler sig kontrolleret og overvåget, når man udfører sit arbejde.”  Endnu er det for tidligt i processen at udtale sig om, hvorvidt det går patienterne på afdelingen bedre, understreger Jacob Melchiors:

”Men vi skulle gerne derhen, hvor vi kan måle, at kompetence-udvikling og –sikring kan relateres direkte til mere velbehandlede patienter og færre utilsigtede hændelser.”

Uddannelse kræver resurser

I øjeblikket oplever øre-næse-halskirurgisk afdeling på Rigshospitalet – som mange andre afdelinger – et stort produktionspres. I det miljø er det en kamp at indføre en systematisk og dokumenteret kompetenceudvikling for alle yngre læger, forklarer Jacob Melchiors:

”Logistisk set er det en kæmpe opgave, som afdelingen nu er i gang med. Uddannelse kræver resurser, og det vil være meningsløst og naivt at forestille sig, at det kan være anderledes,” mener Jacob Melchiors - og det burde der også være en forståelse for højere oppe i systemet:

”Vi får den samme pose penge uanset, hvor mange læger vi uddanner, og hvordan vi uddanner dem. Men god og grundig uddannelse koster penge og lægetimer, og det vil automatisk medføre enten en nedgang i produktionen, hvis ikke der følger resurser med til opgaven.”