Velfærdsforsker: Vi ved ikke, om kommunerne kan det, de skal

"Det, der ikke er svært, skal være nært", har det lydt regeringens mantra i dens udspil til en ny sundhedsreform. Men det er ikke oplyst, hvad der er svært eller nemt for hvem ude blandt de kommunale sundhedsmedarbejdere, som ifølge regeringens sundhedsreform skal overtage en del af hospitalernes arbejde.

Ifølge projektchef i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), Sidsel Vinge, er der sådan set ikke spor nyt i, at kommunerne i stigende grad overtager sundhedsopgaver fra hospitalerne. Flere og flere sundhedsfaglige opgaver er nemlig allerede gennem de seneste 20 år i stigende grad havnet i kommunerne ud fra ønsker om at få sundhedsvæsnet tættere på borgerne. Men, påpeger Sidsel Vinge, vores viden og data, om hvem der gør hvad og hvordan i den kommunale sundhedssektor, er næsten ikke eksisterende trods denne årelange glidende udvikling.

” Vi ved rent faktisk ikke i dag, hvad vi laver af sundhedsydelser ude i kommunerne. Det har vi simpelthen ikke data på. Hverken i forhold til kvalitet, kvantitet eller opgavernes karakter. Der er ingen tvivl om, at der er sket en opkvalificering af det kommunale sundhedspersonales kompetencer gennem årene. Men vi ved simpelthen ikke, om de kan alt det, som de skal kunne ifølge Sundhedsstyrelsens krav, for vi har ingen data på det. Men det bør vi selvfølgelig finde ud af,” siger Sidsel Vinge, der selv tidligere har været kommunal sundhedschef i godt tre år og desuden har arbejdet med analyser af organisering, ledelse og evaluering af hospitalssektoren, det kommunale sundhedsvæsen og almen praksis i mere end 15 år.

Ifølge regeringsudspillet skal Sundhedsstyrelsen udarbejde faglige kvalitetsstandarder for de nye, udvidede kommunale sundhedsopgaver. Standarder som udover beskrivelse af opgaveløsninger også indeholder krav til kompetencer og kvalitet i forsøg på at undgå kvalitetsforskelle mellem de tilbud, som landets borgere får tilbudt.

”Jeg tror ikke på, at man vil kunne undgå geografiske kvalitetsforskelle i det kommunale sundhedsvæsen. Ligesom der også i dag kan være forskel på den behandling, som du får på et lille provinshospital og et stort universitetshospital, vil der kunne være forskelle i kvaliteten i de enkelte kommuner. Blandt andet derfor forestiller jeg mig også, at vi givetvis kommer til at se mindre kommuner, der går sammen om specifikke kommunale sundhedstilbud for på den måde at sikre kompetencer og kvalitet. Og under alle omstændigheder er det godt og rigtigt, at Sundhedsstyrelsen udarbejder faglige fælles kvalitetsstandarder til det kommunale sundhedsvæsen, som er udtryk for, hvad man skal gøre, og ikke kun hvad man kan gøre. Ligesom man har kliniske retningslinjer, kvalitetsstandarder osv. for arbejdet i hospitalsvæsnet for at sikre kvalitet og kompetencer, bør vi også have det på tværs af kommuner,” siger hun.

Og på samme måde som der i dag foregår datadrevet overvågning af hospitalers kvalitetsarbejde, mener Sidsel Vinge, at også kvalitet og kompetencer i den kommunale sundhedssektor bør monitoreres:

” Det vil ikke være hensigtsmæssigt at lave opgaveglidning mellem sektorerne uden at have data på det. Man vil sagtens kunne sige, at det er ved at være på høje tid med flere kommunale sundhedsdata på kvalitet og kompetencer, reform eller ej. Også selvom det selvfølgelig koster ressourcer”, siger Vinge og påpeger vigtigheden af, at denne kommende monitorering i givet fald ikke placeres hos Kommunernes Landsforening, men funderes i et uafhængigt organ. På samme måde som data om hospitalernes produktion i form af for eksempel landspatientregistret, nationale kliniske databaser, kræftpakkemonitoreringen osv., heller ikke er forankret i Danske Regioner.

Blandt elementerne i regeringens udspil til reformen er 100 nye ydernumre til praktiserende læger og i alt 2.000 flere sygeplejersker frem mod 2022. Målet er blandt andet 40.000 færre indlæggelser og 500.000 færre ambulante hospitals besøg inden 2025.

Men allerede nu har kommunerne ifølge Sidsel Vinge vanskeligheder med at få sammenhæng i tingene og løfte de opgaver, som enten allerede er gledet over til dem, eller som de har ønsket at påtage sig for borgernes skyld – for eksempel i forhold til opgaveglidning mellem hospital og hjemmesygeplejen, som i stigende grad har store og voksende grupper af borgere, som kan udløse så store udgifter så hurtigt, at nogle kommuner begynder at opgive tilbud, som de ellers havde sat i værk.

”Det handler ofte om de mange bække små, som bliver til så stor en å, at det bør medtænkes i den kommende reform. For eksempel er det ofte en fordel for borgerne at kunne få intravenøs behandling derhjemme i stedet for at optage en hospitalsseng. Alligevel har flere kommuner sagt stop og hjemtager ikke længere borgere til IV-behandling. Ikke fordi de ikke kan eller ikke mener, at det gavner borgerne, men fordi behandlingerne har antaget et omfang, hvor udgiften til det alene kunne tælles i millioner af kroner i de kommuner, som har sagt stop. Så det er ikke svært at se, at udviklingen udfordrer kommunernes økonomi, og at incitamenterne ikke understøtter den udvikling, der ønskes. Derfor bør den kommende reform forholde sig konkret til, hvordan vi strukturelt understøtter den udvikling, der er i fuld gang, hvor mere og mere kan og bør løses i kommunerne”, siger Vinge, som efterlyser konkrete bud i reformen på, hvordan den ønskede sammenhæng skabes i et nyt datadrevet, kvalitets- og kompetencesikret sundhedsvæsen.