Professor: Vi bliver nødt til at måle kompetencerne i hele sundhedsvæsenet

500.000 færre ambulante besøg og 40.000 færre indlæggelser på sygehusene frem mod 2025. Det er en af målsætningerne i regeringens nye sundhedsreform. Men hvordan dokumenterer man kvaliteten og sikrer et ensartet kompetenceniveau i de kommunale tilbud? Ifølge sundhedsøkonom og professor på SDU, Jes Søgaard, bliver det i fremtiden nødvendigt i langt højere grad at måle kompetencerne i sundhedsvæsenet.

”Selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis det er dét man vil – men det bliver svært, det kommer til at tage tid, og det vil også koste penge.”

Det er budskabet fra professor på SDU, Jes Søgaard, når det handler om at rulle regeringens nye sundhedsreform ud – en reform, som han mener afføder mange spørgsmål. Et af de helt centrale er og bliver, mener han, hvordan man sikrer et velsmurt samarbejde mellem specialisterne på hospitalerne, de kommunale sundhedspersoner og almen praksis, så patienterne uanset bopæl kan være sikre på at få den bedst mulige behandling.

”Reformen lægger op til, at behandlingsopgaver skal flyttes fra specialister på sygehusene til generalister uden for sygehusene. Men hvordan organiserer vi samarbejdet mellem specialister og generalister? Og ikke mindst, hvordan sikrer vi og monitorerer kvaliteten i tilbuddene?” siger han.

Et A- og et B-hold

Uanset om man læser den korte eller den lange version af reformteksten, så er der kun meget få konkrete forslag til, hvordan vi får flyttet behandlingsopgaver fra hospitalerne ud i kommunerne uden at noget af kvaliteten i behandlingen går tabt, understreger Jes Søgaard.

”Jeg hører ingen kritisere målsætningen om at få flere behandlingsopgaver ud af hospitalerne og tættere på patienterne. Det store spørgsmål bliver, hvordan gør vi det, og hvordan vi sikrer en ensartet faglig kvalitet i tilbuddene: Hvordan undgår vi, at nogle borgere bliver urolige for, om de får den samme kvalitet i behandlingen i kommunen som på sygehuset – eller om hvorvidt de er blevet sat på et ’B-hold’?”

Jes Søgaard fremhæver, at han ofte hører ministre henvise til pilotprojekter rundt omkring i landet som ’best practice’ og i samme åndedrag efterlyse en spredning af de gode eksempler. Men der er altså ikke solid, videnskabelig evidens for, at de enkelte pilotprojekter virker i stor skala, understreger han:

”Vi er, mener jeg, nødt til at effekt-dokumentere og kvalitetssikre pilotprojekterne, før de bliver spredt. Det er én vej til at sikre høj og også en ensartet kvalitet i kommunerne. Vi godkender jo heller ikke medicin, som kun har vist god effekt på dyr,” siger han.

Standarder eller videnskabelige undersøgelser

Det tager tid at udvikle kompetencer uden for sygehusene, fastslår Jes Søgaard, og hvis ikke man indfører effektdokumentation og monitorering af kvaliteten i de kommunale tilbud, så mener han, at det bliver mere end vanskeligt at få lægerne til at henvise til dem:

”Læger arbejder ud fra en anden logik end politikere: Noget har først bevist sit værd, hvis det er dokumenteret og i en god og gerne videnskabelig undersøgelse – altså evidensbaseret medicin,” siger han.

Uden den evidens kan Jes Søgaard ikke se, hvordan Sundhedsstyrelsen skal kunne udarbejde standarder og retningslinjer for de kommunale sundhedstilbud. Og når de kommunale behandlingstilbud er udviklet og effekt-dokumenterede og Sundhedsstyrelsen har udviklet standarder, så skal de monitoreres løbende, fastslår, Jes Søgaard:

”Det vil være oplagt at bede RKKP (Regionernes Kliniske Kvalitets-udviklingsprogram) varetage den opgave, da det allerede er det, de gør, når det handler om sygehusbehandling.”

Ingen fuldførte projekter

Det er ikke blot i Danmark, men i hele Europa, at man i øjeblikket taler om, hvordan man flytter behandling og kontrol fra de pressede sygehuse og ud i de kommunale tilbud. Men det er en vanskelig disciplin, og Jes Søgaard kan ikke umiddelbart pege på nogle lande, som har fundet vejen.

”Alle vil det gerne – men både den overordnede styring og den faglige organisering er en udfordring,” forklarer han. Jes Søgaard fremhæver dog Skotland, hvor man i hvert fald har taget et vigtigt skridt på vejen:

”Her har man indført Integration Joint Boards, svarende til det danske regeringsudspils sundhedsfællesskaber. De skotske fællesskaber har fået tildelt økonomi, ledelse og lovgivning til at løse behandlingsopgaver i krydsfeltet mellem kommuner, almen praksis og sygehuse – og med det helt klare fortsæt at udflytte opgaver, der hvor det giver bedst mening. Der er altså en eksplicit struktur til at understøtte udflytningen af sundhedsopgaver og sikre det faglige arbejde omkring den udflytning – men man er stadig langt fra målet,” siger Jes Søgaard.

Ikke let – men heller ikke umuligt

Ifølge Jes Søgaard er der ingen anden vej end at etablere strukturer for at dokumentere kvaliteten og kompetencerne i de kommunale tilbud. Men om det skal ske ved blot gennem standarder at sætte det i gang og følge det tæt, eller om man skal etablere egentlige videnskabelige forsøg, står ubesvaret hen.

”Nogle vil nok mene, at jeg er alt for vidtgående i mine krav til dokumentation – og at det bliver alt for dyrt. Men vi må tage diskussionen. Uanset, så kommer det til at koste tid og penge at flytte kompetencer fra sygehusene og ud i kommunerne. Jeg har ikke hørt nogen, der har sagt, at det bliver let, men jeg har heller ikke hørt nogen sige, at det er umuligt - så det handler om at finde den rette måde at gøre det på,” siger Jes Søgaard.