Coronakort, fredag morgen 27. august.

Nyt coronakort: En rød hovedstad og kritiserede sognelukninger

Jyske kommuner plejer at blande sig lidt i top 10 over kommuner med mest udbredt smitte, men i denne uge kunne det umiddelbart se ud som om, at coronasmitte i Danmark mest er et hovedstadsfænomen. Alle kommuner i top 10 er placeret tæt på København - ja, faktisk er de øverste 14 kommuner placeret i hovedstadsområdet.

Ishøj, Brøndby, Herlev, Glostrup og Fredensborg indtager - i den rækkefølge - toplistens fem første og ikke attraktive pladser. Og i alle fem kommuner er smitten stigende. Først på en 15. plads kommer en kommune udenfor hovedstaden - nemlig Samsø Kommune. Ø-kommunerne har ellers klaret sig særdeles godt under coronaepidemien - de har været ret isolerede, og vaccinationstilslutningen er tårnhøj. Tilslutningen på Samsø er også landets 3. største med 78,9 procent færdigvaccinerede, og det er heller ikke det store smitteudbrud, som har givet Samsø placeringen. Kun 7 smittede har der været den seneste uge. Men på grund af de få tusinde beboere nok til en høj placering. 

Men de automatiske nedlukninger af sogne er med til cementere, at nej, corona er ikke et københavnerfænomen. Smitten er overalt. Den seneste uge er der nemlig lukket fem sogne, og de er alle placeret langt væk fra København. Det gælder Odense-forstaden Volsmose, Tvis Sogn i Holstebro Kommune, Skelund Sogn i Mariagerfjord Kommune, Saltum i Jammerbugt Kommune og Aastrup Sogn i Odder Kommune.

Sognelukningerne har i den forgangne uge mødt stor kritik fra både skoler, borgere, lokalpolitikere og landspolitikere, og epidemikommission mødes i dag for at undersøge, om der skal laves en justering af nedlukningsmodellen. Det vil i så fald blive tredje gang, at modellen justeres. Det skete også i maj og juli, hvor grænseværdierne blev hævet, så det kræver flere smittede før nedlukning.

At myndighederne stadig kan lukke skoler, daginstitutioner, kulturtilbud, indendørs forenings- og idrætsliv m. m. ned i et helt sogn eller en hel kommune, når smittetallet overskrider fastsatte grænser, skyldes, at covid-19 betegnes som en samfundskritisk sygdom. Det store spørgsmål de kommende par uger bliver, om covid-19 stadig skal betegnes som en samfundskritisk sygdom, når så mange danskere er vaccinerede, og så relativt få ligger på sygehusene.

Sundhedsministeren skal svare senest 10. september på det spørgsmål. Da udløber bekendtgørelsen, som har givet regeringen grundlaget for at kunne indføre diverse restriktioner. 

Kritikken har bl.a. gået på, at det har store konsekvenser for forældre, hvis de også i efteråret skal blive væk fra arbejde for at passe hjemsendte børn. Hårdest har kritikken gået på sognelukningerne, fordi de kan ramme meget skævt. 

Skævt er det f.eks. i det lukkede Astrup Sogn. Ifølge Aarhus Kommune er det primært små skolebørn, der er smittede - og en af konsekvenserne ved en 'nedlukning' er, at grundskoler i det berørte sogn skal lukke. Men i sognet er der slet ikke skoler - eller fritidstilbud og kulturinstitutioner - og skolebørnene i Astrup går ikke i skole i Astrup Sogn - de bor der bare. Solbjergskolen, som er skolen nærmest Astrup, ligger nemlig i nabosognet Tiset, som ikke overskrider de grænser for nedlukning. Nedlukningen i Astrup har altså reelt ingen konsekvenser for den gruppe, der driver smitten i området. 

I det lukkede Saltum Sogn er man også uforstående over for, at hele skolen skal lukke. Skolen havde tirsdag 31 smittetilfælde koncentreret om mellemtrinnet, mens der også var fundet enkelte tilfælde i indskolingen. Men i de øverste klasser, som har deres helt egen fløj, har der derimod ikke været en eneste smittet. Hvorfor kan de ældste elever så ikke få lov til at møde op? spørger skolelederen.

Ikke underligt, at skolefolk, forældre og politikere i dag er spændte på, om epidemikommission kan finde en mere fleksibel nedlukningsmodel. 

Mest spændte er man måske i Store Taastrup Sogn i Holbæk Kommune, Thorning Sogn i Silkeborg Kommune og Husumvold Sogn i Københavns Kommune. Alle sogne, som balancerer på et knivsæg på grænsen til en nedlukning.

Hvem smittes, indlægges og dør?

Det er stadig i denne uge udbrud i daginstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner, som er med til at drive epidemien. 

I den forløbne uge har der været 7.348 nye smittede, og 43,1 procent af dem har været børn og unge under 20 år.

Til gengæld er der relativt langt blandt de smittede, når man ser på børnenes bedsteforældre, hvoraf langt de fleste er fuldt vaccinerede. Kun 13,4 procent af de smittede den seneste uge har været over 49 år.

På trods af de mange smittede børn og unge er andelen af børn og unge, som bliver indlagt på grund af covid-19, dog gået ned den seneste uge. I sidste uge var 53 procent af alle nyindlagte under 40 år og 14 procent under 20 år.  I denne uge er det 46 procent af alle nyindlagte, som har været under 40 år, og 11 procent har været under 20 år.

Ser vi på de coronarelaterede dødsfald fra tirsdag 17. august til tirsdag 24. august har der heller ikke været dødsfald blandt helt unge.

Der var i alt seks coronarelaterede dødsfald i ugen:

  • En mand i 40´erne, som havde andre sygdomme.
  • En mand i 50´erne, som havde andre sygdomme.
  • En mand i 60´erne, som havde andre sygdomme.
  • To mænd og en kvinde i 80´erne. To af dem havde andre sygdomme.

  

 

 

 

 

 

 

 

Fakta: Nuværende kriterier for sognelukning

  • Der skal være mere end 20 smittetilfælde de seneste syv dage
  • Positivprocenten skal være på tre procent eller mere
  • Incidensen skal være på 1000

 

Se de mest aktuelle smittetal her (opdateres løbende):

 

Se smitten i din kommune 

Bemærk, at tallene opdateres automatisk de fleste hverdage og derfor måske ikke passer med indholdet i artiklen, som er skrevet 20. august om morgenen. 

 

Ved at pege med musen på en kommune kan du se antal smittede i alt, antal smittede i alt pr. 100.000 indbyggere samt hvor mange aktivt smittede, der er lige nu i den pågældende kommune.

Relaterede artikler

Tags: corona, coronakort

Like eller del denne artikel