Kulturpasset skal bygge bro mellem kultur og sundhed

Kulturpasset bør bygge på de kulturorganisationer, der allerede har erfaring med udsatte unge og med at koble kultur, sundhed og trivsel. Det skriver Mikkel Ottow, sundheds- og kulturkonsulent i Region Midtjylland, som efterlyser en mere målrettet investering i den kulturelle infrastruktur.

Af Mikkel Ottow, sundheds- og kulturkonsulent i Region Midtjylland med fokus på sundhed, kultur og social innovation

Kulturpasset er en af de største nye national-kulturpolitiske idéer i mange år, og som med al anden innovation skal projektet afprøves, diskuteres og udvikles.

For øjeblikket peger pilen på, at de langvarige forløb, der er drevet af kulturorganisationer med stor erfaring med målgruppen og med at arbejde i krydsfeltet sundhed, trivsel og kultur, er den mest bæredygtige løsning at investere i. Den samme indsigt findes på feltet sundhed og kultur, hvor en række organisationer de seneste år er vokset både lokalt og nationalt med en målrettet strategi om at blive ”kulturelle sundhedsorganisationer”, der arbejder med både uddannelse, konkrete koncepter og forskning. Ved at investere i disse organisationer får vi udviklet særlige kompetencer hos de fagprofessionelle, vi får udviklet netværk mellem sundheds- og kultursektorerne, og vi får koncepter, der er designet til opgaven.

I kulturlandskabet er pengene små, og eksistensen er baseret på løbende fondstilskud til projekter – oveni den almindelige drift med teaterforestillinger, udstillinger, koncerter og så videre. Så når der er penge at hente, løber alle i samme retning. Men det er ikke sikkert, at alle vores kulturinstitutioner skal være specialiserede i at drive sundheds- og trivselsforløb, for eksempel for udsatte unge. Måske nogle kan være gode til noget – andre til andet – og så må vi hjælpe hinanden.

Jeg er for øjeblikket optaget af en skelnen mellem den kommunale kulturinstitution som kulturskolen eller biblioteket og af de nationale kulturleverandører med hovedkontor ét sted, der arbejder på tværs af kommunegrænser med hele landet som målgruppe som for eksempel Læseforeningen, Sangens Hus, Fod på gulv og Hospitalsklovnene.

Den lokale kulturinstitution er til rådighed i det daglige, og de ansatte har deres daglige gang i lokalområdet. Her kan man have øvelokaler, scener og fællesrum, hvor alt det spontane kan opstå. Ved at have en stærk forbindelse mellem det lokale kulturliv og det lokale sundheds/socialområde kan kulturinstitutionerne udvikle sig i takt med kommunens behov og være en faktor i de lokale borgeres liv fra vugge til grav.

De specialiserede nationale organisationer har andre muligheder og kan bevæge sig mere frit, der hvor mulighederne og behovet opstår. De kan arbejde med uddannelse, nationale netværk og er uafhængige af lokale politiske forhold. De kan specialisere sig i koncepter, som de med stor dygtighed kan levere til hele landet og indgå i samarbejder med de lokale organisationer.

Der er behov for begge typer af organisationer, og vi skal være mere opmærksomme på potentialerne i de forskellige, når vi designer vores kulturelle landskab og investerer i kulturen. Grundlæggende skal vi investere mere og dygtigere i den kulturelle infrastruktur.

Kulturpasset er et innovationsprojekt, der går nye veje. Den nationale samtale i sig selv er vigtig på vejen mod bedre kulturel sundhed til hele landet.