Børn, der var blevet til ved hjælp af et tidligere nedfrosset, befrugtet æg, havde godt dobbelt så høj risiko for kræft i en stor dansk undersøgelse. Risikoen var omkring 50 procent højere blandt børn født efter mikroinsemination – en behandling, hvor en enkelt sædcelle sprøjtes direkte ind i et æg.
Men fordi kræft hos børn er sjælden, er risikoen for det enkelte barn fortsat lav. Omregnet til 100.000 børn, der bliver fulgt i et år, var der omkring 41 kræfttilfælde efter behandling med nedfrosne, befrugtede æg og 28 efter mikroinsemination. I sammenligningsgruppen var tallet omkring 18.
"Risikoen for den enkelte familie og det enkelte barn er altså stadig virkelig lav," skriver Anton Pottegård på LinkedIn. Han er professor ved Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen, som er lavet i samarbejde med blandt andre Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.
I en video, som han har offentliggjort sammen med opslaget, fremhæver han, at undersøgelsens størrelse giver forskerne et solidt grundlag for at vurdere risikoen.
"Det nye studie er utroligt stort, og det gør, at vi kan udtale os om det her med ret stor præcision," siger han i videoen.
Forskellen ligger i, hvordan behandlingen foregår
Ved almindelig reagensglasbehandling, også kaldet IVF, tages æg ud af kvindens æggestokke og lægges sammen med sædceller i et laboratorium. Her skal en sædcelle selv trænge ind i ægget. Et befrugtet æg lægges derefter op i livmoderen, hvor det kan udvikle sig til en graviditet.
For børnene i undersøgelsens gruppe med denne behandling fandt forskerne ingen øget risiko for kræft. Forekomsten var stort set den samme som i sammenligningsgruppen: omkring 18 tilfælde pr. 100.000 børn fulgt i et år.
Ved mikroinsemination hjælpes sædcellen derimod helt ind i ægget. I laboratoriet sprøjtes én sædcelle direkte ind i ægget, som efter befrugtningen kan lægges op i livmoderen. Metoden bruges blandt andet, når mandens sædkvalitet er stærkt nedsat.
Den anden behandling, hvor forskerne fandt en øget risiko, indebærer, at et befrugtet æg først fryses ned og gemmes. Senere bliver det optøet og lagt op i livmoderen. Det befrugtede æg kan oprindeligt være blevet til ved enten almindelig reagensglasbehandling eller mikroinsemination.
Forskerne fulgte i alt 1.086.136 børn født fra 1996 til 2012 frem til 2023. Heraf var 37.228 blevet til efter en af de undersøgte behandlinger. Undervejs blev der registreret 3.736 kræfttilfælde i hele gruppen på godt en million børn.
Der var også forskelle mellem kræftformerne. Behandling med nedfrosne, befrugtede æg var forbundet med øget risiko for leukæmi, som er en form for blodkræft, lymfekræft og kræft i kroppens bløde væv, eksempelvis muskler og bindevæv.
Mikroinsemination var forbundet med øget risiko for lymfekræft, kræft i kroppens bløde væv og svulster i hjernen og rygmarven. Der er dog større usikkerhed om, hvor meget risikoen er øget for de enkelte kræftformer.
Er det behandlingen eller problemerne med at få børn?
En vigtig del af undersøgelsen var at komme nærmere, hvad forskellen kan skyldes. Hænger den sammen med selve behandlingen? Eller med de forhold hos forældrene, som gjorde det svært at få børn?
For at undersøge det lavede forskerne ekstra sammenligninger. De sammenlignede blandt andet med børn af kvinder, som også havde haft problemer med at blive gravide, og med børn født efter almindelig reagensglasbehandling.
De fandt et lignende mønster. Det peger på, at forældrenes fertilitetsproblemer næppe alene kan forklare den øgede kræftrisiko, og at forhold ved behandlingen kan spille en rolle.
Undersøgelsen beviser dog ikke, at behandlingen er årsagen. Den kan heller ikke fortælle, hvilken del af behandlingen der i givet fald kan have betydning.
Marie Hargreave, seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og leder af undersøgelsen, mener, at forskerne nu bør se nærmere på selve behandlingsmetoderne.
"Vores undersøgelser tyder på, at den underliggende infertilitet alene næppe forklarer den øgede risiko. Derfor er det vigtigt at undersøge, om bestemte dele af selve behandlingen kan spille en rolle," siger hun til Kræftens Bekæmpelse.
Forskerne har flere mulige forklaringer
Anton Pottegård understreger i sin video, at forskerne endnu ikke ved, hvorfor risikoen er forhøjet ved netop de to behandlingsformer.
"Præcis hvorfor det så er sådan, ja, det ved vi faktisk ikke rigtig," siger han.
Men der er flere mulige forklaringer, som forskerne nu kan undersøge nærmere.
Den ene handler om den måde, et æg bliver befrugtet på ved mikroinsemination. Ved en naturlig befrugtning skal sædcellerne selv nå frem til ægget, og én sædcelle skal trænge ind i det. Ved mikroinsemination vælger personalet på fertilitetsklinikken derimod en enkelt sædcelle, som sprøjtes direkte ind i ægget.
Dermed springer man nogle af de processer over, som normalt finder sted, når en sædcelle befrugter et æg. En mulighed er, at det kan have betydning for barnets senere risiko for kræft.
En anden mulig forklaring handler om nedfrysning og optøning af befrugtede æg. Her bliver æggene udsat for flere processer i laboratoriet, inden de lægges op i livmoderen. Det er muligt, at håndteringen kan påvirke det tidlige fosters udvikling.
Anton Pottegård peger i videoen på begge muligheder, men understreger, at der endnu er tale om hypoteser og ikke dokumenterede årsager.
Forskerne overvejer desuden, om hormonbehandling i forbindelse med fertilitetsbehandling kan spille en rolle.
Marie Hargreave fremhæver i Kræftens Bekæmpelses omtale af undersøgelsen, at tidligere forskning har fundet sammenhænge mellem påvirkning fra bestemte hormoner i fosterlivet og senere kræftrisiko.
"Man ved fra tidligere studier, at eksponering for visse typer af hormoner i fosterlivet er koblet til en øget kræftrisiko. Derfor er det relevant at undersøge, om hormonbehandling i forbindelse med fertilitetsbehandling kan være en medvirkende forklaring på de fund, vi gør i denne undersøgelse," siger hun.
Ingen af de mulige forklaringer er dog blevet bevist i det nye studie.
En lille risiko kan vække stor bekymring
Anton Pottegård peger på, at en stigning på 50 eller 100 procent let kan lyde meget voldsom. Derfor er det vigtigt også at forklare, hvor få børn der får kræft, selv når risikoen er forhøjet.
Samtidig understreger han, at selv en lille risiko kan være en vanskelig besked for familier, der har fået eller forsøger at få et barn gennem fertilitetsbehandling.
"Det er ikke desto mindre kræft vi snakker om. Og hos børn. Så har man et barn (eller forsøger at få et) via fertilitetsbehandling, så er det en nyhed som vil ramme en," skriver Anton Pottegård på LinkedIn.
I opslaget fortæller han også, at forskergruppen har lagt ekstra arbejde i at forklare resultaterne. Forskningsartiklen er formuleret forsigtigt, pressemeddelelsen er gennemskrevet flere gange, og forskerne har lavet en video om resultaterne. Målet er at fremlægge den nye viden uden at skabe unødig bekymring.
"Det siger sig selv at det er vigtigt at få skabt klarhed over den slags risici. Så vi kan forstå det og måske gøre noget ved det."
Det er samtidig et spørgsmål, som berører stadig flere danske familier. Ifølge Kræftens Bekæmpelse blev 6.336 børn født efter fertilitetsbehandling i Danmark i 2025. Det svarer til 10,6 procent af alle nyfødte – omtrent hvert niende barn. I 2020 var det 5.410 børn, svarende til 8,8 procent.
Netop behandlingen med nedfrosne, befrugtede æg er blevet langt mere udbredt. Antallet af påbegyndte behandlinger med denne metode er mere end fordoblet fra 2015 til 2025, og i 2024 blev der født flere børn efter denne metode end efter nogen anden form for fertilitetsbehandling.
Marie Hargreave mener derfor, at kvinder og par bør informeres om den mulige risiko, når de overvejer fertilitetsbehandling.
"For den enkelte er det en lille øget risiko. Men fertilitetsbehandling bliver stadig mere udbredt, og når vi efterhånden ser lignende signaler i flere store gode undersøgelser, bør kvinder og par informeres om den mulige øgede risiko for børnekræft, når de overvejer at få fertilitetsbehandling," siger hun til Kræftens Bekæmpelse.
Anton Pottegård understreger imidlertid, at resultaterne ikke i sig selv betyder, at fertilitetsklinikkerne straks bør ændre deres behandlinger.
"Det er ikke et studie, der gør, at vi i morgen skal ud og gøre alting anderledes. Men det er vigtigt, at vi forstår det her, så vi måske også kan blive klogere på hvorfor, og måske kan denne risiko nedbringes, eller helt undgås," siger han i videoen på LinkedIn.
Det langsigtede mål er at forstå, hvad der ligger bag den øgede risiko, så man eventuelt kan ændre de dele af behandlingen, der viser sig at have betydning.
"Så det er virkelig vigtig viden vi får frem, så vi kan blive klogere på, hvordan vi kan gøre det mest sikkert og bedst muligt for de her familier," siger Anton Pottegård.