Vi har et problem i den danske demensindsats, som ikke kan løses ved blot at gøre mere af det samme.
Alt for mange mennesker med mistanke om demens venter for længe på at få en afklaring. Og mens patienten venter, venter familien også – på en diagnose, rådgivning, behandling og muligheden for at planlægge den næste del af livet.
De seneste tal fra Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens, DanDem, er svære at komme uden om. I 2025 blev kun 25 procent af patienterne på landsplan udredt inden for 90 dage. Samtidig er antallet af patienter, der årligt udredes på en demensudredningsenhed, steget markant gennem de seneste ti år. Der er desuden betydelige regionale forskelle.
Rigsrevisionen har igangsat en undersøgelse af, om regionerne har sikret en hurtig demensudredning af høj og ensartet kvalitet. Undersøgelsen forventes offentliggjort i fjerde kvartal 2026. Rigsrevisionens igangværende undersøgelse understreger behovet for at se på både kapaciteten og organiseringen af demensudredningen.
Derfor bør vi spørge os selv, om vi bruger de neurologiske speciallæger, vi allerede har, godt nok?
De praktiserende neurologer er et overset tilbud
De praktiserende neurologer er det nære specialiserede neurologiske behandlingstilbud, men spiller i dag kun en meget begrænset rolle i den systematiske demensudredning.
Praktiserende neurologer har speciallægefaglig kompetence til at undersøge og behandle sygdomme i nervesystemet og varetager en lang række neurologiske problemstillinger uden for hospitalet. Mellem almen praksis og de højt specialiserede hospitalsfunktioner findes der således et potentiale, som vi i dag kun udnytter i begrænset omfang. Det er ikke et klogt valg.
De centrale hukommelsesklinikker har en vigtig funktion for patienter med komplekse, atypiske eller diagnostisk vanskelige tilstande.
Problemet opstår, når den samme højt specialiserede kapacitet samtidig skal håndtere en meget stor gruppe patienter med mere almindelige problemstillinger. Og demens er desværre ikke sjælden. Derfor risikerer de specialiserede hukommelsesklinikker at blive flaskehalse.
Det er ikke et argument imod de specialiserede hukommelsesklinikker, men et argument for at bruge dem til det, de er bedst til.
Vi har allerede erfaringer med to neurologiske spor
På Parkinsonområdet eksisterer der allerede en arbejdsdeling mellem hospitalsneurologien og de praktiserende neurologer. Parkinsonforeningen har undersøgt 1.397 medlemmers oplevelser med neurologisk behandling. Lidt over halvdelen gik til kontrol hos en privatpraktiserende neurolog, mens resten primært blev fulgt på offentligt hospital.
Parkinsonforeningens undersøgelse peger blandt andet på kontinuitet og fleksibilitet som fordele ved behandling hos praktiserende neurologer. Samtidig er hospitalerne det naturlige sted for patienter med mere komplekse sygdomsforløb og behov for avanceret behandling.
Det er en interessant model. Ikke fordi Parkinson og demens er det samme, men fordi erfaringen viser, at neurologisk behandling kan organiseres i to spor, hvor praktiserende neurologer varetager relevante patienter tæt på borgeren, mens hospitalerne koncentrerer deres ressourcer om de mest komplekse patienter.
Vi mener, at en tilsvarende arbejdsdeling bør ske på demensområdet.
Flere speciallæger og et stærkere nært sundhedsvæsen
Det passer samtidig ind i den bredere udvikling af sundhedsvæsenet. Sundhedsstyrelsen arbejder som led i sundhedsreformen med nationale rammer for bedre fordeling af og adgang til praktiserende speciallæger. Målet er blandt andet en bedre udnyttelse af kapaciteten og en bedre arbejdsdeling mellem speciallægepraksis, almenmedicinske tilbud og sygehusene. De nye rammer træder i kraft 1. januar 2027.
Hvis vi mener alvorligt, at mere specialiseret behandling skal tættere på borgerne, bør neurologien naturligvis også være en del af denne udvikling.
Det handler ikke om at flytte opgaver fra hospitalerne for enhver pris. Det handler om at placere opgaverne dér, hvor de fagligt og organisatorisk løses bedst.
Når vi taler om at flytte mere specialiseret behandling tættere på borgerne, skal vi se på de mange nye muligheder i speciallægepraksis. Klinisk forskning, kvalitetsudvikling og uddannelse kan i højere grad foregå i speciallægepraksis og dermed skabe viden om, hvordan specialiseret neurologisk behandling fungerer tæt på patienternes hverdag.
Det passer godt ind i den retning, som sundhedsreformen har sat for det danske sundhedsvæsen. Hvis flere neurologiske opgaver i fremtiden skal løses i speciallægepraksis, bør vi ikke alene flytte selve patientkontakten. Vi bør også udvikle de faglige miljøer omkring speciallægepraksis.
Den kommende udflytning i forbindelse med sundhedsreformen bør derfor ikke alene handle om, hvor patienterne bliver behandlet. Den bør også handle om, hvor forskning, uddannelse og faglig udvikling foregår.
Speciallægepraksis skal være med, når den nye demensindsats formes
Det er også vigtigt, at de praktiserende speciallæger bliver tænkt med, når Sundhedsstyrelsen skal forme den kommende indsats på demensområdet.
De praktiserende neurologer bidrager gerne til arbejdet. Vi ønsker at stille vores kliniske erfaring og viden om neurologisk udredning og behandling til rådighed, så den fremtidige demensindsats bliver udviklet med blik for hele sundhedsvæsenet – ikke kun hospitalerne.
Sundhedsstyrelsens egne anbefalinger om tværsektorielle forløb for mennesker med demens omfatter allerede speciallægepraksis og understreger betydningen af sammenhæng mellem almen praksis, speciallægepraksis, sygehuse og kommuner. Det er et godt udgangspunkt.
Den kommende indsats bør bygge videre på dette og undersøge, hvordan de praktiserende neurologer kan indgå mere systematisk i udredning, behandling og opfølgning af mennesker med demens.
Vi bør ikke først beslutte organiseringen og bagefter spørge de faggrupper, der skal få den til at fungere. De praktiserende speciallæger bør være med fra begyndelsen, når fremtidens demensindsats skal planlægges.
Det gælder ikke mindst, hvis målet er at skabe et sundhedsvæsen, hvor flere specialiserede tilbud er tilgængelige tættere på patienterne. Her kan erfaringerne fra speciallægepraksis være med til at sikre, at ambitionen om nærhed også bliver omsat til en fagligt bæredygtig organisering.
Nye Alzheimer-behandlinger kræver en nøgtern tilgang
Der er samtidig en udvikling, som gør diskussionen om organisering endnu mere aktuel. Nye sygdomsmodificerende behandlinger mod Alzheimers sygdom er kommet til og er på vej ind i klinisk anvendelse. Lecanemab og donanemab har i fase 3-forsøg vist en langsommere kognitiv forværring over omkring 18 måneder hos udvalgte patienter.
Det er et vigtigt medicinsk fremskridt, men er ikke det samme, som at sygdommen standses. Patienterne genvinder heller ikke tabte funktioner.
Vi bør også være varsomme med at konkludere for meget om den langsigtede effekt. En artikel publiceret i BMJ Neurology Open i 2026 analyserer udviklingen i sygdomsprogression i de dobbeltblindede faser og de efterfølgende open-label-forlængelser af forsøgene med lecanemab og donanemab. Forfatterne finder, at den årlige kognitive tilbagegang i open-label-faserne var stejlere end under den forudgående dobbeltblindede behandlingsfase og nærmede sig niveauet i placeboarmene.
Det betyder ikke, at behandlingerne ikke virker. Analysen kan ikke erstatte de randomiserede, dobbeltblindede forsøg og ændrer ikke i sig selv den samlede evidens, men er en vigtig påmindelse om, at den langsigtede kliniske effekt fortsat er usikker, og at open-label-data skal fortolkes med forsigtighed.
Nye behandlinger er ikke automatisk et argument for centralisering
Når nye behandlinger kommer, vil der naturligvis være behov for højt specialiserede funktioner. Patienter skal udvælges korrekt, behandlingerne skal gives under de rette sikkerhedsforhold, og der skal være adgang til relevante undersøgelser og specialiseret opfølgning.
Men det betyder ikke, at hele demensudredningen skal centraliseres.
Hvis en patient skal modtage avanceret Alzheimer-behandling, kan det være naturligt, at det sker på en specialiseret enhed. Men det er ikke nødvendigvis et argument for, at alle patienter med hukommelsesproblemer skal gennem den samme centrale struktur.
Organiseringen bør tage udgangspunkt i patienternes forskellige behov.
Brug hele den neurologiske kapacitet
Demensområdet står over for et stigende behov. Flere patienter skal udredes, og nye behandlinger stiller nye krav. Samtidig er der allerede betydelige kapacitetsproblemer.
Så er det svært at forstå, hvis vi ikke tager alle relevante neurologiske speciallægeressourcer i brug.
De praktiserende neurologer bør derfor tænkes langt mere aktivt ind i den fremtidige demensindsats.
En mulig model kunne være, at almen praksis fortsat står for den indledende vurdering, mens praktiserende neurologer varetager udvalgte patienter med behov for specialiseret neurologisk udredning. Patienter med komplekse, atypiske eller behandlingskrævende forløb kan henvises videre fra praktiserende neurologer til de specialiserede hukommelsesklinikker. Herved skabes flere indgange til systemet, og frigøres kapacitet på de højt specialiserede enheder.
Vi skal ikke vælge mellem nærhed og specialisering. Vi kan godt have stærke hukommelsesklinikker med højt specialiserede kompetencer og samtidig et nært neurologisk speciallægetilbud.
Vi mener ikke, at svaret på den utilfredsstillende demensudredning på sygehusene skal være at opbygge mere af den samme struktur.
Vi foreslår, at vi arbejder på at bruge de eksisterende ressourcer og kompetencer rigtigt, og her er de praktiserende neurologer en del af svaret.
Herved kan vi opbygge en demenshåndtering, som både er mere specialiseret, mere nær og bedre i stand til at håndtere den virkelighed, der venter os.
Referencer
- Rigsrevisionen. Rigsrevisionen undersøger: Regionernes udredning af borgere for demens. 11. december 2025. Undersøgelsen forventes offentliggjort i 4. kvartal 2026.
- Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens (DanDem). Årsrapport 2025 / Kapaciteten for demensudredning er udfordret. Nationalt Videnscenter for Demens, 2026.
- Parkinsonforeningen. Ny undersøgelse: Parkinsonpatienters oplevelse med at gå til konsultation hos neurolog. 2023.
- Parkinsonforeningen. Patienterne har gavn af, at der er to spor i parkinsonbehandlingen. 2024.
- Sundhedsstyrelsen. Nationale rammer for bedre fordeling af og adgang til praktiserende speciallæger. Sundhedsstyrelsen, 2025-2026.
- Dwivedi AK, Imbimbo BP, Abanto J, Espay AJ. Comparison of double-blind and open-label decline rates in lecanemab and donanemab trials in Alzheimer’s disease. BMJ Neurology Open. 2026;8(2):e001649.
