Coronakort 24. juni.

Nyt coronakort: Én region har potentiale til at blive arnested for store udbrud

Coronasmitten bølger frem og tilbage mellem landsdele. Sidste torsdag var fire jydske - heraf tre nordjyske - kommuner helt i toppen over kommuner med mest smitte. Denne torsdag er kommuner i Københavns-området totalt dominerende i toppen.

Glostrup er en suveræn vinder af den triste førsteplads med en incidens på 108,3. Det er eneste kommune med over 100 i incidens. København er på andenpladsen med en incidens på kun 60,3, Brøndby på tredjepladsen med 57,2, Gentofte på fjerdepladsen med 51,0 og Albertslund på femtepladsen med 50,6. 

Ikke færre end 59 af landets 98 kommuner har denne torsdag en incidens på under 20, hvilket betyder, at de er under kritisk smitte.

Med et kontakttal på 0,8 og med 53,9 procent af befolkningen, som har fået første stik, og 27,7 procent, som er fuldt vaccinerede, tager Danmark lige nu stormskridt på vejen mod et land uden kritisk smitte. 

Spørgsmålet er så, om vi i den kommende ferie- og rejsetid kan holde retningen og tage de raske skridt.

Regioners incidens i kæmpe dyk

Også den samlede incidens for de enkelte regioner falder og falder.

De to hårdest ramte regioner har længe været Region Hovedstaden og Region Nordjylland, og sådan er det også stadig. For tre uger siden var incidensen i Region Hovedstaden 166,4. Siden er det uge for uge gået nedad, og i denne uge er incidensen 41,7. Smitten er med andre ord en fjerdedel af, hvad den var for tre uger siden.

For tre uger siden var incidensen i Region Nordjylland 176,4. I denne uge er den 29,4. En sjettedel af, hvad den var for tre uger siden. 

Region Syddanmark er igen-igen suverænt den region med mindst smitte. Her er incidensen nu kun 10,5. Hvis man ser på antallet af smittede svarer det til, at der den seneste uge kun har været i alt 128 smittede - i hele Region Syddanmark, som jo tæller store byer som Odense, Esbjerg og Vejle. 

Flest smittede, flest Delta-varianter, flest unge og færrest fuldt vaccinerede

Region Hovedstaden er altså ramt hårdest i denne uge, og det falder uheldigt sammen med, at Region Hovedstaden også er den region i landet, hvor flest af de smittede har den indiske variant, Delta. Det er den variant, som har ramt Indien massivt og fået smittetallet til at vokse igen i Storbritannien. Delta vurdereres at være 50 procent mere smitsom end den britiske variant, som er dominerende herhjemme, og også forbundet med et højere antal indlæggelser. 

Ikke færre end 9,4 procent af de smittede i Region Hovedstaden i uge 24 har haft Delta-typen. Altså hver tiende. I de øvrige regioner har en langt mindre andel haft varianten. I Region Midtjylland er andelen af smittede med Delta-varianten på 1,8 procent, i Region Nordjylland er den 2 procent, i Region Syddanmark 1,9 procent og i Region Sjælland 2,7 procent.

For at være beskyttet mod smitte af den krasbørstige Delta-variant er det klart bedst at have fået begge stik - altså at være fuldt vaccineret, viser data. Et enkelt skud med vaccinerne fra Moderna eller Pfizer/Biontech, giver kun 65 procent beskyttelse, har den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), regnet sig frem til, skriver avisen VG. Og dette falder igen-igen uheldigt sammen med, at Københavns Kommunes over 600.000 indbyggere er dem i landet, som i mindst grad er fuldt vaccinerede. Kun 21,7 procent af københavnerne har fået begge stik. Gennemsnittet på landsplan er 29,7 procent.

Samtidig er smitten i øjeblikket suverænt drevet af de 20-29 årige, og i hovedstadsområdet finder man den højeste forekomst af unge.

Københavns-området er derfor det sted i landet, som har størst risiko for at blive arnested for store udbrud. 

Spørgsmålet er, om det første store udbrud er på vej. Ifølge TV2 er tre tilskuere til EM-kampen mellem Danmark og Belgien blevet smittet med Delta-varianten, og derfor har sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc) opfordret 4.000 af tilskuerne til at blive testet. Annette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, har sagt til TV 2, at det "teoretisk" kan være et stort smitteudbrud. Nu må vi se. Genom-sekventering tager tid. 

Nedlukningerne

Den generelt faldende smitte i hele landet betyder også, at ingen kommuner er i nærheden af nedlukning. Kommunerne, der har den højeste testkorrigerede incidens, er slet ikke tæt på:

Glostrup har en testkorrigeret incidens på 115, København 60, Brøndby 57, Gentofte 53 og Albertslund 70. Men den testkorrigerede incidens skal være helt oppe på 300, før kommunen automatisk skal lukke, så ingen kommuner er i farezonen.

På sogneniveau er ingen sogne umiddelbart i fare. Kun tre sogne i hele landet opfylder to ud af tre kriterier for at lukke ned. De ligger i henholdsvis Aalborg (Rørdal Sogn), Favrskov (Sall Sogn) og Frederikshavn kommuner (Karup Sogn), men ingen af dem er reelt i nærheden af at lukke ned. 

Et sogn bliver automatisk lukket ned, hvis der er mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage, mindst 20 smittede personer de seneste syv dage, og sognet har en positivprocent på mindst tre procent de seneste syv dage.

Fire dødsfald

Sædvanen tro afslutter vi torsdagsanalysen med at se på, hvem der dør med covid-19 i en tid med faldende smitte, faldende indlæggelsestal og en befolkning, hvoraf ca. 54 procent nu har fået første stik. 

Fra tirsdag i sidste uge til tirsdag i denne uge har der været fire dødsfald. 

Hvis vi skal se nærmere på, hvem disse fire er, så er det:

    • En kvinde og en mand i 70´erne. Begge med andre sygdomme
    • En mand i 80´erne med andre sygdomme
    • En mand i 90´erne med andre sygdomme

 

 

 

 

Se smitten i din kommune 

Bemærk, at tallene opdateres automatisk de fleste hverdage og derfor måske ikke passer med indholdet i artiklen, som er skrevet 24. juni. Bemærk også, at smitten pr. 100.000 den seneste uge er incidensen, men ikke den testkorrigerede incidens. 

 

Ved at pege med musen på en kommune kan du se antal smittede i alt, antal smittede i alt pr. 100.000 indbyggere samt hvor mange aktivt smittede, der er lige nu i den pågældende kommune.

Relaterede artikler

Tags: corona, coronakort

Like eller del denne artikel