Nyt coronakort: Jysk kommunes smitte tredoblet på to døgn - og anden jysk kommune er helt i front
Ugens coronakort er malet i mere mørkorange farver, end vi har set i månedsvis - overalt i Danmark spreder smitten sig efter genåbningerne. Og kortet er tydeligt plettet af store, lokale udbrud.
Vi har længe været vant til at se kommuner fra den københavnske vestegn i den kedelige top over kommuner med mest udbredt smitte - eksempelvis har Ishøj, Høje Taastrup og Albertslund utallige gange været i toppen. Men denne uge kom en jysk kommune torsdag helt i top - nemlig Holstebro. Med et incidenstal på 300,8 er Holstebro på træls førsteplads.
Tirsdag meddelte rektor på Holstebro Gymnasium og HF, at man nu sendte samtlige 800 elever hjem til virtuel undervisning til og med tirsdag i næste uge. Det efter at 22 elever i samme klasse var testet positiv for coronavirus. Onsdag gjorde kommunen antallet af smittede den seneste uge op til 209 nye smittede, og heraf var 86 af tilfældene unge mellem 10 og 19 år. 33 tilfælde var unge mellem 20-29 år. Kun fire tilfælde var over 60 år.
Holstebro er dermed et godt billede på, hvad der sker med smitten i Danmark lige nu: Den er drevet af lokale udbrud, og den er drevet af unge. Incidensniveauet blandt de 15 til 19-årige i hele Danmark er den seneste uge steget med 59 procent. For de lidt ældre mellem 20 og 24 år er smitten steget med 30 procent. Det er ikke kun på gymnasier og andre ungdomsuddannelser, at de unge er del af mange smitteudbrud. Udbrud opstår også ved private fester og andre steder, hvor unges "bobler" mødes - som f.eks. i foreningslivet. Forleden udsendte lokalpolitikerne i Holstebro en appel til netop foreningslivet i Holstebro Kommune om at lukke ned i 14 dage for at få bugt med det stigende smittetryk.
Også i nabokommunen Viborg er der udbrud af smitte blandt unge, og Viborg Katedralskole er ramt så voldsomt, at en hel årgang er lukket ned. Hele skolen lukker i næste uge til og med torsdag.
Smitten er sandsynligvis er spredt via en mindre fest sidste fredag i privat regi. Der var unge fra forskellige uddannelses-institutioner med til festen, hvor de unge i øvrigt overholdt reglerne med test og antal personer forsamlet.
Det samme har vi eksempelvis set i Hørsholm, hvor en gruppe på 10 drenge fra Rungsted Gymnasium for 14 dage siden mødtes og så Champions League i tv. Efterfølgende blev ni af de ti konstateret smittet, og de smittede videre til deres familie og venner, som smittede videre - og sidste fredag blev hele Hørsholm Kommune så lukket ned. Torsdag i denne uge er Hørsholm Kommune med en incidens på 290,3 stadig i top af kommuner med mest smitte - den er nummer to efter Holstebro.
Så selvom unge oftest ikke bliver særligt syge og bliver indlagt, så er der - ud over risikoen for at smitte lidt ældre i familien og få senfølger - altså risiko for, at det får konsekvenser for et helt sogn eller sågar måske endda en hel kommune, der skal lukke ned.
Smittetal tredoblet på to dage
Udbruddet blandt unge i Hørsholm viser også, hvor stærkt smitten kan udvikle sig.
Et andet eksempel ser man lige nu i Norddjurs Kommune. Her er smitteudviklingen faktisk eksplosiv. Tirsdag lød incidenstallet på 51,3, men torsdag var tallet steget til 151,3. Altså en tredobling i incidenstallet på to dage. Henover de samme dage er positivprocenten steget voldsomt, fra 0,48 tirsdag til 1,35 torsdag.
Ifølge Norddjurs Kommune er en stor del af smitten centreret omkring Grenaa og Auning, og mange af de smittede er igen yngre mennesker. Smittespredningen er især set omkring skoler og uddannelsesinstitutioner.
Også i Helsingør går det stærkt. Her er incidensen steget fra 114 mandag til 171,14 torsdag. Også her er det især blandt kommunens unge, at coronavirussen trives. Over halvdelen af torsdagens 17 smittede er således mellem 15 og 21 år gamle. En enkelt klassefest resulterede i 11 smittede.
Smitteduksen Fyn
Fakta: Tvangslukninger pr. 13. maj
Hørsholm pr. 7. maj. Holstebro, Helsingør, Glostrup, København, Albertslund og Ishøj er i farezonen.
Tre sogne er nedlukket:
Tingbjerg Sogn, Københavns Kommune pr. 10. maj
Rungsted, Hørsholm Kommune, siden 8. maj
Sønderbro, Horsens Kommune, siden 7. maj.
Relaterede artikler
Tags: corona, coronakort