Coronakort fra 22. april.

Nyt coronakort: Her er smitten fordoblet på en uge - og her er skræmmende udbrud

Den københavnske vestegn er stadig det område i Danmark med den højeste smitte. Men to nordsjællandske og to jyske byer blander sig i top 10. Og rundt om i landet ses stadig skræmmende udbrud på plejehjem. Det får os til at kigge på statistikken over dødsfald - for hvem dør egentlig af covid-19 nu, hvor de fleste ældre og sårbare er vaccinerede?

Det er gamle kendinge, som i den seneste uge har haft flest smittede - Høje-Taastrup, Ishøj, Vallensbæk, Albertslund, Hvidovre og Ballerup. Alle kommuner vest for København og alle kommuner med 200-300 nye smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge (kendt som incidens). 

Ishøj kunne i ugens løb opleve at blive genåbnet, efter at have været den eneste kommune i landet, som har været lukket efter den nye model for automatisk tvangslukning. I modellen opererer man med "testkorrigeret" incidens, som tager højde for antallet af tests i en kommune. Er den "testkorrigerede" incidens over 200, lukkes kommunen automatisk, indtil den i en uge i træk har været under 200 igen.

Selvom Ishøj er åbnet igen, må kommunen stadig danse på et knivsæg. Både Ishøj og Høje Taastrup er i farezonen for nedlukning, begge har en testkorrigeret incidens på 182.

Som borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, skriver på Facebook: "Vi har evnet med alle vores test- og smitteopsporingsindsatser og de flestes gode adfærd, at holde kurven relativt flad i den senere uger - og med margin til nedlukningsgrænsen. Men som I kan se, har smitten taget et gevaldigt hop i går. Det viser, hvad vi er oppe imod. De nye varianter af corona er så smitsomme, at få personer hurtigt kan smitte mange på kort tid. Og så lukker hele kommunen ned!"

Fordobling af smittetal

Kommunerne vest for København er dog denne uge skarpt forfulgt af de to nordsjællandske kommuner Fredensborg (incidens 181,5) og Rudersdal (incidens 171,7). I Rudersdal var smitten for en uge siden på 79,6, og smitten er derfor mere end fordoblet. 97 personer er blevet smittet i Rudersdal den seneste uge. Samtidig med den nye model for automatisk tvangslukning af kommuner er der også indført en automatisk model for tvangslukning af sogne, og det har gjort, at offentligheden for første gang har fået indsigt i smitten helt ned på sogneniveau. Derfor kan man f.eks. gå ind og se, hvor smitten er centreret i Rudersdal Kommune: Der er således 29 nye smittede i Birkerød Sogn, 25 i Bistrup (der ligger i den sydlige del af Birkerød) og 11 i Ny Holte, der ligger meget tæt på Bistrup.

To jyske kommuner blander sig også i top 10. Hedensted Kommune, der ligger mellem Horsens og Vejle, og nabokommunen Ikast-Brande Kommune har 9. og 10. pladsen over højeste smittetal med incidenser på hhv. 169,2 og 162,3.

I Hedensted har smitten været så høj i Hvirring Sogn, at sognet har været automatisk nedlukket siden 16. april. En sognenedlukning betyder, at samtlige skoler, foreninger og sportsklubber skal lukke ned. Daginstitutioner er undtaget.

Den automatiske nedlukning træder i kraft, når et sogn har over 400 i incidenstal, mere end 20 smittede på 7 dage og en positivprocent på mere end 2. Alle tre kriterier skal være opfyldt, for at der sker nedlukning. Og det er desværre fortsat tilfældet i Hvirring Sogn. Hvis det lykkes at komme under bare ét af kriterierne i syv dage i træk, kan sognet igen åbne op. Men der er lang vej for Hvirring Sogn: Torsdag er incidensen 1.667, der har været 33 smittede den seneste uge, og positivprocenten er 7,1. 

I Hedensted Kommune og Hvirring Sogn har smitten været koncentreret omkring tre klasser på Rask Mølle Skole. En 4. klasse, en 6. klasse og en specialklasse, der alle blev hjemsendt i begyndelsen af sidste uge. 

I Ikast-Brande Kommune landede Ikast Sogn torsdag faretruende tæt på grænsen for sognenedlukning med et incidenstal på 394 og en positivprocent på 1,9. Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt indførsel af besøgsrestriktioner på kommunens bosteder, selv om alle er færdigvaccinerede på bostederne, og kommunen derfor ophævede restriktioner i sidste uge efter lang ventetid.

Det er det andet lokale påbud i løbet af få dage. Søndag var det Nordre Skole i Ikast, der blev lukket ned af Styrelsen for Patientsikkerhed. Skolen har været oppe over 20 smittede elever, mens 5 lærere og pædagoger er testet positive den seneste uge. Vestbyens Børnehus i Ikast har desuden været lukket ned siden sidste fredag, hvor børn og personale blev sendt hjem på grund af coronasmitte.

Skræmmende udbrud på plejehjem 

Udbrud på skoler, daginstitutioner og beboelsesområder præger i det hele taget hele landet. Men der er også igen flere, ret skræmmende, udbrud på plejehjem.

Tre gange i denne uge er et plejehjem i hovedstadsområdet blevet ramt af et udbrud med coronavirus - selvom både beboere og personale er blevet tilbudt vaccination.

På plejecentret Humlehusene i Albertslund Kommune er fire beboere og to ansatte i denne uge således konstateret smittet med coronavirus. Det gælder i plejecentrets afdeling 1 og 7, oplyser kommunen i en meddelelse. En af beboerne er indlagt på hospitalet med coronavirus, mens de tre øvrige kun har milde symptomer. For at undgå yderligere smittespredning har Styrelsen for Patientsikkerhed indført besøgsforbud i plejecentrets afdeling 1 og 7 fire uger frem. Beboerne kan derfor nu kun få besøg af den nærmeste pårørende. 

Også et plejehjem i Herlev og plejehjemmet Ørbygård i Rødovre Kommune er ramt af smitteudbrud blandt vaccinerede beboere. I den forbindelse sagde Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet til TV2 Lorry, at der kan være flere årsager til, at plejehjemsbeboere bliver smittet, selvom de er blevet vaccineret.

"Det, der formodentligt er sket, er, at deres immunforsvar ikke har reageret optimalt på vaccinen, og det betyder, at de ikke er i stand til at afvise infektionen. Det er klart, at får man først virussen ind på et plejehjem, så er det et relativ tæt og nært miljø, hvor en infektion nemt spreder sig," sagde han til TV 2 Lorry.

Også i Aalborg Kommune har et plejehjem været ramt af smitte. Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Aalborg Kommune at udstede besøgsforbud på Afsnit F på Solsidecentret i Nibe på grund af et smitteudbrud. Fire beboere og to medarbejdere fra Solsidecentrets Afsnit F er testet positive.

Den seneste ugentlige opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at ikke færre end 9 plejehjem har været ramt af smitte i uge 15, og at 17 plejehjemsbeboere i uge 15 er blevet konstateret smittet med covid-19. I uge 15 døde også tre plejehjemsbeboere med covid-19. 

Af de 42.766 plejehjemsbeboere, som bor i Danmark, har 95 procent fået første stik med en vaccine mod covid-19, og heraf har 92 procent også 2. stik, og det betyder, at der er fem procent, som ikke har fået vaccination overhovedet - enten fordi de ikke har ønsket det eller har været for dårlige til det. Om dødsfaldene er sket indenfor de fem procent af ikke-vaccinerede eller ej, fremgår desværre ikke af statistikken.

Hvem dør?

Det får os til at runde denne uges overblik over smitten i Danmark af med at se nærmere på, hvem der egentlig dør af covid-19 i dag, når de fleste - men ikke alle - ældre og udsatte er blevet vaccineret.

De seneste ugentlige overvågningsdata fra Statens Serum Institut viser, at der var følgende coronarelaterede dødsfald fra tirsdag i sidste uge til tirsdag i denne uge:  

En mand i 40´erne, som ikke havde andre sygdomme.

To kvinder i 50´erne. En af dem havde andre sygdomme, den anden havde ikke.

To mænd i 60´erne. En af dem havde andre sygdomme, den anden havde ikke.

Fire kvinder og en mand i 70´erne. Fire af de fem i aldergruppen havde andre sygdomme, den sidste havde ikke.

Fire kvinder og to mænd i 80´erne. Fem af de seks i aldergruppen havde andre sygdomme, den sidste havde ikke. 

To kvinder og en mand i 90´erne. Alle tre havde andre sygdomme.  

 

 

Fakta: Så mange var vaccinerede onsdag 21. april

  • Af de 42.766 plejehjemsbeboere, som bor i Danmark, har 95 procent fået første stik og heraf 92 procent også 2. stik.
  • Af de 59.011 personer født i 1956 og ældre, som modtager praktisk hjælp og personlig pleje ("+65 årige"), har 89 procent fået første stik og heraf 84 procent også 2. stik.
  • Af de 97.226 personer født i 1936 og ældre ("+85 årige") har 94 procent fået første stik og heraf 91 procent også 2. stik.
  • Af de 232.481 udvalgte personer i særlig øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19 har 87 procent fået første stik og heraf 71 procent også 2. stik.
  • Af de 1.862 udvalgte pårørende til personer i særlig øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19 har 69 procent fået første stik og heraf 17 procent også 2. stik.
  • Af de 127.896 personer født i 1937 til 1941 (”80-84 årige”) har 91 procent fået første stik og heraf 40 procent også 2. stik.
  • Af de 227.408 personer født i 1942 til 1946 (”75-79 årige”) har 84 procent fået første stik og heraf 2 procent også 2. stik.
  • Af de 532.500 personer født i 1947 til 1956 (”65-74 årige”) har 24 procent fået første stik og heraf 1 procent også 2. stik.

  

 

Se smitten i din kommune

En dansker med covid-19 har i myndighedernes optik overstået sin infektion, hvis vedkommende hverken er indlagt eller død 14 dage efter en påvist covid-19-infektion. Det betyder, at ingen covid-19 patienter ifølge definitionen kan have overstået infektionen, før der er gået 14 dage.

For at få antallet af aktive sygdomstilfælde i hver kommune er antal nye smittede gennem 14 dage fundet i hver kommune. Det giver et godt cirka-billede af antallet af aktive tilfælde. (OBS. Tallene herunder opdateres, så alt efter hvornår du læser artiklen, passer tallene måske ikke mere).

Relaterede artikler

Tags: corona, coronakort

Like eller del denne artikel