Coronakort 3. juni.

Nyt coronakort: Kommune er 2-3 smittede fra nedlukning - ny region overhaler Region Hovedstaden i smitte

Hallo Ishøj, Albertslund, Brøndby? De er her ikke. Ugens coronakort er en sjældenhed - for ingen af kommunerne på den københavnske vestegn blander sig i toppen. Vi skal dog ikke langt væk fra København for at finde en topplacering, faktisk kun et spytklat. Dragør er indehaver af denne uges trælse førsteplads.

I Dragør Kommune nærmest holder de vejret. For en lille vind med coronasmitte og 2-3 flere smittede er nok til at lægge kommunen ned. Den testjusterede incidens i kommunen er 288 og ved 300 klapper fælden.

I en desperat kamp mod nedlukning af stort set alt, har kommunen bedt biblioteker om at lukke, mens kommunale medarbejdere er sendt hjem. Og private arbejdsgivere opfordres til at lade deres medarbejdere arbejde hjemme, ligesom forældre opfordres til at holde deres små børn hjemme fra institution. Alligevel er mange børn blevet afleveret i vuggestue og børnehave i dag i Dragør, hvilket formentligt skyldes, at mange ikke har nået at se beskeden fra kommunen onsdag aften. 

I sidste uges coronakort omtalte vi Dragør som ugens absolutte højdespringer. På kun en dag var smitten blevet fordoblet i Dragør. Onsdag i sidste uge var incidensen 117,6, og kommunen lå nummer 37 på listen over kommuner med mest smitte. Torsdag var incidensen så oppe på 228,3 - en stigning på 94 procent på én dag. Dragør røg med raketfart op på en træls andenplads over kommuner med mest smitte. Og i denne uge er den jo så på førstepladsen - en suveræn førsteplads oven i købet, med en incidens på 366,6. Justerer man for antallet af test i kommunen, kommer man ned på den testkorrigerede incidens på 288. det er den, de holder skarp øje med på rådhuset i Dragør. 

Overraskende er stigningen i smitte i Dragør primært set i aldersgruppen 40-59 år, selv om stigningerne på landsplan stadig mest ses blandt de unge i 20´erne. 

En af de smittede er i øvrigt Dragør Kommunes direktør Mads Leth-Petersen, der er 52 år. Han blev testet negativ i søndags og deltog derfor i mandagens arrangement for den afgående borgmester Eik Dahl Bidstrup efter retningslinjerne, men blev testet positiv dagen efter. Det er derfor muligt, at andre deltagere i arrangementet har været i nærkontakt til Mads Leth-Petersen ved receptionen og dermed også er i risiko for at være blevet smittet.

Disse kommuner har torsdag de højeste testkorrigerede incidenser, hvoraf kun Dragør reelt er i farezonen lige nu:

  • Samsø (391). Men Samsø har kun 10 smittede den seneste uge, og der kræves mindst 20. Derfor har kriteriet med testkorrigeret incidens på 300 ikke konsekvens.
  • Dragør (288)
  • Frederiksberg (196)
  • Aalborg (193)
  • Lyngby-Taarbæk (153)
  • København (162)
  • Gribskov (185)

Forargelse over festgade

På andenpladsen over kommuner med mest smitte denne torsdag er Aalborg, som nu i to uger har været ramt af en kraftig smittestigning. 24. maj måtte Vor Frelser Sogn i byen lukke, og 30. maj måtte også Budolfi Sogn lukke. Det har vakt forargelse fra Aalborg og helt ind til Christiansborg, at sogne i kommunen måtte lukke bl.a. skoler, mens feststemte mennesker forsat kunne hygge sig i den kendte festgade Jomfru Ane Gade, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at 60 procent af al ny smitte kunne henføres til.

Det førte onsdag eftermiddag til, at Folketingets Epidemiudvalg valgte at lukke barerne i Jomfru Ane Gade i Aalborg samt Jomfru Anes Gård og Ny Mølle Stræde i to uger fra torsdag som følge af smittespredning.

"Jeg tror, vi alle er enige om, hvor dejligt det er, at vores samfund åber op igen. Det betyder, at vi får livet tilbage på gader og stræder. Men vi skal holde tungen lige munden, så vi sørger for, at smitten ikke kommer ud af kontrol. Derfor er det vigtigt, at vi alle fortsat tager et ansvar," lød det onsdag eftermiddag fra erhvervsminister Simon Kollerup (Soc) i en pressemeddelelse.

I Aalborg har kommunen ansøgt Styrelsen for Patientsikkerhed om, at uddannelsesinstitutioner i de lukkede sogne kan genåbnes – også selv om smitten fortsat er højere i sognene end Cet tilladte. Det er nu accepteret af styrelsen efter en konkret vurdering, og dermed genåbner bl.a. Aalborg Katedralskole, 10. klasses-centeret på Klostermarksskolen og Skt. Mariæ Skole.

Det samme har man set i Gellerup Sogn i Aarhus, som måtte lukke 31. maj. Her har Styrelsen for Patientsikkerhed også givet grønt lys til, at en skole og nogle fritidstilbud kan åbne trods for høje smittetal i sognet.

Smitten i og omkring Aalborg har denne uge også ført til, at Region Hovedstaden for første gang (ja, ok, måske første gang. Så godt husker vi ikke) ikke er den region i landet med mest smitte. Region Nordjylland har en samlet incidens på 176,4 mod Region Hovedstadens 166,4.

Nordjyllands incidens er dermed næsten fordoblet på tre uger, for torsdag 13. maj var den på 92.

Nyt sogn lukker

I denne uge skal vi også lige forbi en anden sognelukning. Nemlig Givskud Sogn i Vejle Kommune, som måske lidt overraskende lukker 3. juni. Lidt overraskende, fordi Vejle Kommune generelt ikke er så hårdt ramt, og kommunen ligger også helt nede på en 25. plads over de hårdest ramte kommuner.

Men ifølge tal fra Statens Serum Institut skete der en markant stigning i antal smittede i sognet hen over weekenden. En stigning, der betød, at sognet opfyldte to ud af de tre kriterier, der skal til, for at det skal lukke ned: Der var mere end 600 smittede pr. 100.000 borgere, og positivprocenten var på 3 procent eller mere. Torsdag opfylde sognet så det sidste kriterium - torsdag var der nemlig 21 nysmittede den eneste uge. Der skal være mere end 20.

Det er bl.a. smitteudbrud på en skole, der er skyld i smittestigningen.

I alt er fem sogne i landet er nedlukket torsdag:

  • Givskud, Vejle Kommune, pr. 3. juni
  • Vor Frelser, Aalborg Kommune, pr. 24. maj
  • Budolfi, Aalborg Kommune, pr. 30. maj
  • Høsterkøb, Rudersdal Kommune pr. 29. maj
  • Gellerup, Aarhus Kommune, pr. 31. maj.

Hvem dør?

Mens epidemien stadig er i vækst herhjemme, og kontakttallet har sat sig fast på 1,1, så slår det første vaccinestik hos 38,6 procent af befolkningen igennem i forhold til, at de ældste og mest svagelige ikke længere indlægges og dør. Det samlede antal af indlagte falder, ligesom antallet af dødsfald falder.

Fra tirsdag i sidste uge til tirsdag i denne uge har der været seks dødsfald. 

Hvis vi skal se nærmere på, hvem disse seks er, så er det:

  • En mand i 50´erne uden andre sygdomme
  • En mand i 60´erne, med andre sygdomme
  • En mand og tre kvinder i 70´erne - alle med andre sygdomme.

 

 

Se smitten i din kommune 

Bemærk, at tallene opdateres automatisk de fleste hverdage og derfor måske ikke passer med indholdet i artiklen, som er skrevet 28. maj om morgenen. Bemærk også, at smitten pr. 100.000 den seneste uge er incidensen, men ikke den testkorrigerede incidens. 

 

Relaterede artikler

Tags: corona, coronakort

Like eller del denne artikel