Filosof om kvalitet i sundhedsvæsnet: Derfor taler vi forbi hinanden

Faglighed kolliderer med politik i diskussionen om, hvad kvalitet og kompetencer i sundhedsvæsnet er. Læger og sygeplejerskers stærke professions-etiske selvforståelse overfor politikernes ønske om at få mest muligt for pengene skaber et minefelt. Parterne taler forbi hinanden, fordi begrebet ’kvalitet’ er subjektivt. Det bliver derfor i sidste ende en politisk beslutning, hvad vi vælger at prioritere i vores samfund – tid eller penge – mener filosoffen Peter Schjødt.

Sundhedsvæsenet er en faglig organisation med højt specialiseret faglig viden, som hviler på et fundament af faglige kvaliteter – men sundhedsvæsenet er også en politisk størrelse. Det er betalt af skattefinansierede kroner, og derfor er det naturligvis et krav, at der foregår en politisk styring af midlerne.

I det spændingsfelt – hvor fagligheden møder de politiske krav om dokumentation – opstår et tomrum, eller et minefelt endda, hvor parterne taler forbi hinanden, siger filosof Peter Schjødt, og han ved, hvad han taler om. Mange års undervisning af sundhedspersonale har givet ham en indsigt i og en forståelse for, hvorfor diskussionen ryger af sporet, og hvorfor parterne har svært ved at forstå hinandens sprog og sætte sig i hinandens sted:

”Sundhedspersonalet er en faggruppe, som traditionelt har et kontinuerligt og ufravigeligt fokus på deres kompetencer. Deres professions-etiske selvforståelse er stærk. Når politikerne vil have mere fokus på kvalitetsudvikling, dokumentation og kompetencemåling i sundhedsvæsenet, så spørger læger og sygeplejersker hvorfor. De mener nemlig, at de har et knivskarpt fokus på kvalitet hver eneste dag, de møder på arbejde, og at der derfor ikke er behov for at måle, veje og dokumentere.”

Som eksempel på et sted, hvor holdninger kolliderer, taler Peter Schjødt om meta-kvalitetsbegrebet tid:

”Mere tid er lig mere kvalitet i behandlingen eller plejen både for sygeplejersken og for lægen. Sygeplejerskens faglige identitet og stolthed ligger i at give patienten opmærksomhed, have tilstrækkeligt med tid til at lytte, holde i hånd og se patienten i øjnene. For en læge kan det handle om at lade patienten blive lidt længere tid ved konsultationen for at svare på spørgsmål. Men den forståelse af tid er i kontrast til det politiske fokus på ’cost-effectiveness’, hvor ’lidt tid er bedre tid’ fordi tid koster penge. Djøffer’ne spørger: Hvad får vi for pengene?” At måle og veje et begreb som tid til eksistentiel omsorg, trøst, det at holde i hånd, er en umulighed," understreger Peter Schjødt.

”Kan en sygeplejerske på grund af manglende tid ikke give patienten eksistentiel omsorg, så betragter hun eller han det som et kvalitets-svigt. Men Djøffer’en vil modsat mene, at hvis den eksistentielle omsorg fylder for meget, så vil det være et økonomisk eller et omkostningsmæssigt svigt.”

Imellem fagligheden og den økonomiske tænkning står borgeren med en ben i hver lejr, tilføjer Peter Schjødt:

”Hvis vi som borgere kan se, at vores gamle mor på plejehjemmet er ked af det og ikke bliver passet ordentligt, så mister sygeplejerskerne og hjælperne faglig anseelse og legitimitet – og i øvrigt bliver vi indignerede, fordi vi ikke får, hvad vi som borgere betaler for.”

Dertil kommer også den i sundhedspersonalet udbredte modstand mod øget dokumentation af arbejdsopgaver, tilføjer Peter Schjødt:

”Holdningen er, at øget dokumentation forringer kvaliteten af behandling og pleje, fordi sundhedspersonalet derved mener at bruge deres tid uhensigtsmæssigt. De bruger tid på kontoret i stedet for at bruge tid på patienterne. Dertil kommer, at mange end ikke er uddannet til den opgave, det er at dokumentere på et tilstrækkeligt fagligt niveau. Men i et videnssamfund er det omvendt strengt nødvendigt at dokumentere af en rimeligt høj kvalitet, ellers risikerer man både flere uhensigtsmæssige og fatale hændelser.”

Den psykosociale støttestrømpe

Ny velfærdsteknologi kan muligvis være en håndsrækning til et travlt personale – men også til eksempelvis ældre mennesker, som så ikke behøver at have fremmede mennesker i hjemmet hele tiden, og som derfor kan bevare deres autonomi længere, mener Peter Schjødt.

Personligt er han ikke i tvivl om, at han ville foretrække at være selvhjulpen eller få hjælp af en robot så længe som muligt uden at være afhængig af et andet og fremmed menneskes hjælp.

Men sådan er det naturligvis ikke alle, der har det, pointerer han – nogle foretrækker menneskelig hjælp og kontakt eller det, som han kalder den ’psykosociale støttestrømpe’:

”For et ældre menneske kan der være en stor tryghed i, at det er sosu-hjælperen, der hjælper med støttestrømperne, nærværet i situationen kan gøre en stor forskel for den ældre. Men man er nødt til at spørge den enkelte borger, hvad borgeren fortrækker. En individualiseret tilgang er helt sikkert en del af fremtidens løsninger, men det er også en dyr løsning at individualisere valget og tilgodese individuelle behov.”

Ifølge Peter Schjødt står der i øvrigt allerede en del velfærdsteknologi i kommunerne, som ikke bliver brugt.

"Personalet er ikke uddannet i at benytte det - men der findes også en modstand mod teknologien, fordi mange medarbejdere i plejen ikke mener, at det udstyret kan erstatte det relationelle,” siger han.

Tid eller penge? En politisk beslutning

Billedet er altså voldsomt komplekst, når man i sundhedsvæsenet taler om, hvad kvalitet er, konkluderer Peter Schjødt.

”Borgeren, sygeplejersken, hjælperen, lægen og regionen arbejder alle med forskellige kvalitetsbegreber – nogle er kvalitative, andre kvantitative. Ingen indtager naturligvis en bestemt holdning af ond vilje eller ren og skær modvilje, men fordi kvalitet er en subjektiv størrelse. Kvalitet varierer ud fra hvilken rolle, vi befinder os i som mennesker.”

Og Peter Schjødt er ikke optimist i forhold til at parterne kan mødes og komme til enighed:

”Jeg tror, at det bliver svært for ikke at sige umuligt. Det bliver derfor i sidste ende en politisk beslutning, hvad vi vil prioritere i vores samfund: Tid eller penge.”