Radikal sundhedsordfører: Politisk ansvar, at kommuner kan klare opgaven
For mange udsatte borgere bliver stadig tabt i sundhedsvæsenets Bermuda-trekant: Samarbejdet mellem hospitalerne, almen praksis og kommunerne. Her skal vi fremover sørge for, at der bliver gjort en særlig indsats, og at kommunerne har kompetencer til at klare opgaven, mener Stinus Lindgreen, sundhedsordfører (Rad).
Om seks år vil der være 75.000 flere danskere over 80 år, ligesom der vil være et stigende antal borgere, som lever med en eller flere kroniske sygdomme.
I fremtiden vil der ikke på hospitalerne være ressourcer til at håndtere de mange ældre med en eller flere kroniske sygdomme. De skal i stedet have tilbud om opfølgning og kontrol i deres nærmiljø. Fremtidssikringen af sundhedsvæsenet skal i høj grad ske ved at bringe sundheden tættere på borgerne.
Men er kommunerne klar til at løfte den opgave, de står overfor? Har personalet de rette kompetencer, og hvordan vil man sikre, at særligt udsatte borgere ikke bliver ’tabt’ i overgangen fra regionalt til kommunalt regi? Er kompetencerne ikke på plads, vil man i sagens natur ikke være i stand til at løse opgaven tilfredsstillende. Det vil have konsekvenser for både den kvalitet, som patienterne får i behandlingen, men også for effektiviteten i hele systemet.
Læs serien og deltag i debatten.
Seneste artikler i serien:
Formand for regionerne: ”Kvaliteten i det nære sundhedsvæsen er også en statslig opgave
Dansk Selskab for Patientsikkerhed: ”Intet er farligere for patienterne end overgange”
Liselott Blixt om det nære sundhedsvæsen: Jeg ser fejl hver dag, og jeg er bange for at komme til at se endnu flere
Professor: Især specialisterne vil få andre roller og opgaver med det nære sundhedsvæsen
Venstres sundhedspolitiske ordfører: At styrke kommunernes kompetencer må ikke ende i slagsmål mellem sektorer
SF-ordfører: Jeg tvivler på hele præmissen om det nære sundhedsvæsen
Radikal sundhedsordfører: Politisk ansvar, at kommuner kan klare opgaven
Flytning af opgaver fra region til kommune har sparet millioner og givet mere tilfredse patienter
Ekspert i sundhedsdata: Vi aner ikke, hvad borgerne får ud af sundhedstilbud i kommunerne
Sundhedsstyrelsen ønsker sig større ’muskler’ til at udvikle faglige standarder til kommunerne
Velfærdsforsker: Vi ved ikke, om kommunerne kan det, de skal
Professor: Vi bliver nødt til at måle kompetencerne i hele sundhedsvæsenet
Finansloven forventes færdig midt i december, og efter jul bliver et af regeringens særlige fokusområder psykiatriplanen og at styrke det nære sundhedsvæsen. I den nuværende regering er partierne grundlæggende og i store træk enige i den forrige regerings udspil: Sundheden skal tættere på borgerne. I den proces er det dog særligt vigtigt, at man holder et skarpt fokus på de særligt udsatte borgere, understreger Stinus Lindgreen. Og dermed holder han også fast i den forrige regerings budskab om, at alt for mange udsatte borgere, kronikere, multisyge og ældre, bliver tabt i sundhedsvæsenets Bermuda-trekant – i overdragelsen fra hospitaler til de praktiserende læger eller til kommunerne.
”Vi har gentagne gange set, at det er gået galt, når borgere er kommet hjem fra sygehusenes specialiserede afdelinger til deres bosteder eller i eget hjem. Det gælder både de psykiatriske patienter, men også de ældre og borgere med en eller flere kroniske sygdomme,” siger Stinus Lindgren.
Stor forskel på kompetencerne i kommunerne
Ideen om, at kronikere skal gå til opfølgning og kontrol i deres egne kommuner fremfor at indfinde sig på hospitalerne, kommer patienterne til gavn, fordi de sparer turen til hospitalernes specialafdelinger og også typisk oplever en større tryghed i det nære. På hospitalerne kan specialisterne i stigende grad påtage sig, det som de er uddannet til, nemlig specialistopgaver. Det giver endda rigtig god mening, understreger Stinus Lindegaard – men der vil være forskel på kompetencerne i de enkelte kommuner, understreger han – og dermed også forskel på, hvilke opgaver man kan påtage sig:
”Det er klart, at der i de mindre kommuner ikke vil være så store patientgrupper med samme sygdom, så erfaringsgrundlaget vil være mindre end i større kommuner.”
Dernæst er det væsentligt ikke at skære kronikere og multisyge over én bred kam, pointerer Stinus Lindgreen:
”Mulitsyge er ofte nogle af de mest syge borgere i befolkningen, og de skal naturligvis fortsat have specialistbehandling på landets sygehuse i det omfang, det er nødvendigt. Velregulerede kronikere skal måske have ’den store undersøgelse’ én gang om året på et hospital, men kan ellers i mange tilfælde formentlig godt gå til kontrol i egen kommune og både være velbehandlede og føle sig trygge ved det.”
Politisk ansvar at sikre, at opgaverne kan løses derude
Én løsning, som Stinus Lindgreen ser for sig er, at der i kommunerne venter en patientansvarlig fagperson – det kunne være en sygeplejerske eller en socialsygeplejerske - til at ’gribe’ borgerne, efter de er udskrevet fra hospitalerne.
”Det er absolut nødvendigt, at nogen følger op og sørger for, at patienter får den hjælp, som de har brug for og skal have. Det må aldrig blive et spørgsmål om økonomi fremfor patienternes ve og vel.”
Og når opgaverne flyttes ud i kommunerne, er det naturligvis vigtigt, at kompetencerne og ressourcerne er til stede, pointerer Linus Lindgreen:
”Her kan den patientansvarlige person optimalt set bibringe viden og ekspertise på tværs af sektorer. Ellers er det naturligvis helt afgørende, at eksempelvis den praktiserende læge kan løse de opgaver, der lægges ud. Det er jeg også overbevist om, at de kan.”
Hvorvidt kommunerne kan løfte opgaven er jo kernen af hele ideen med det nære sundhedsvæsen - og netop det, der skal sikres, før opgaverne flyttes ud, fastslår Stinus Lindgreen:
”Hvis ikke ekspertisen er der, skal opgaven ikke flyttes - eller man skal i hvert fald vente. Det er et politisk ansvar at sikre, at opgaverne kan løses derude.”