Dansk Selskab for Patientsikkerhed: ”Intet er farligere for patienterne end overgange”

Udflytningen af opgaver fra hospitaler til praktiserende læger og sundhedshuse er i gang - og i fremtiden skal endnu flere sundhedsopgaver løses tæt på borgerne og i borgernes egne hjem. Direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Inge Kristensen, kan nemt få øje på en stor fare ved udflytningen: Intet er nemlig farligere for patienterne end overgange, pointerer hun. 

Om seks år vil der være 75.000 flere danskere over 80 år, ligesom der vil være et stigende antal borgere, som lever med en eller flere kroniske sygdomme. Det gælder derfor nu om at fremtidssikre sundhedsvæsenet, for i fremtiden vil der på hospitalerne ikke være ressourcer til at håndtere de mange ældre med en eller flere kroniske sygdomme. Derfor er ’det nære sundhedsvæsen’ på alles læber lige nu – sundheden skal tættere på borgerne: Ud i almen praksis, i kommunerne sundhedshuse, og ud i borgernes egne hjem. 

Men der er flere udfordringer i forbindelse med opgaveglidningen fra regioner til kommuner, og når man spørger direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Inge Kristensen, så er der særligt én udfordring, som kræver et særligt fokus og en særlig indsats nu og i de kommende år:

”Vi ved, at ikke meget andet er farligere for patienterne end overgange. Hvis man i kommunerne ikke ved, hvordan man får omsat de nye krav og får dem implementeret, så kan det blive rigtigt svært at leve op til forventningerne, og lige her kan der ske fejl og skader. Det er derfor afgørende, at man ude i kommunerne ved præcis, hvad der skal gøres, og hvem, der skal gøre det. Når der er fokus på faglighed, har det en direkte effekt på den behandling borgerne får, men i øvrigt også på fastholdelsen af medarbejderne. Det er ganske enkelt sjovere at gå på arbejde, når man taler faglighed, og sikre og veltilrettelagte arbejdsgange vil reducere skader og fejl,” siger hun.

Robuste systemer og faste rutiner

Ifølge Inge Kristensen er der ikke nødvendigvis behov for flere koordinatorer ude i kommunerne – men derimod for en systematisk og datadrevet arbejdsindsats både internt i de enkelte organisationer, men også på tværs af dem.

”Det kan være fornuftigt nok at have ’følge-hjem-ordninger,’ hvor patienten bliver fulgt hele vejen i overgangen fra hospital til sundhedshus eller egen læge, men det sikrer ikke patienten imod, at der sker fejl i det lange løb, for ingen medarbejdere er på arbejde 24 timer i døgnet året rundt. Patienten vil på et tidspunkt møde en vikar eller en medarbejder, som har udført opgaven på en anden måde i en anden organisation. Det er derfor helt afgørende med robuste systemer, hvor man som medarbejder ved præcis, hvad man skal gøre for at løse opgaven.”

Med til robuste systemer hører også faste rutiner, pointerer Inge Kristensen:

”Vi sukker alle i vores job efter at kunne reducere tid brugt på selvfølgeligheder. Vi skal og vil hellere bruge vores tid på vores kerneopgaver, og vi ønsker plads til tankerum. Som et eksempel må en hjemskrivelse fra et hospital ikke være en ekstraordinær opgave. Det skal være en opgave, der findes rutiner for, og rutiner kommer naturligvis kun, hvis medarbejderne afprøver dem og får dem ind under huden. Det handler om at reducere kompleksiteten i arbejdsgangene og i systemet og i stedet etablere robuste arbejdsgange, som alle er bekendte med og trygge ved.”

Vi skal have lidt længere lys på

Kerneideen i ’det nære sundhedsvæsen’ er, at kronikerne og de multisyge i højere grad skal ud af hospitalerne og hjem til kommunerne for at modtage opfølgning og kontrol. Den ide mener Inge Kristensen i sit udgangspunkt er ganske fornuftig så længe, at der er klare aftaler for overgangen, og så længe, der er en faglig backup at hente på hospitalerne. Tanken er, at det vil skabe plads på hospitalerne til de, som er ’rigtigt’ syge. ¨

Det er dog en myte, at de mest syge patienter er på hospitalerne, pointerer Inge Kristensen. Sådan er det ikke i dag - og sådan bliver det slet ikke i fremtiden, mener hun. Derfor giver Inge Kristensen heller ikke meget for det politiske slogan ’Det der ikke er svært, skal være nært’:

”Hvis du tager med en hjemmesygeplejerske ud til patienterne, så vil du opdage, at det er lige der, at mange af de rigtigt syge befinder sig. Eksempelvis den midaldrende mand med sukkersyge og et højt alkoholforbrug, som bor alene, og som måske har været i dialyse hele natten eller den unge anoreksi-patient, hvis forældre må overvåge hende i døgndrift for at sikre, at hun ikke dør af sin sygdom.”

Inge Kristensen refererer i den forbindelse til ’amerikanske tilstande’: I USA har man et begreb, som man kalder ”Hospitals at Home,” hvor endda akutte patienter bliver indlagt i eget hjem umiddelbart efter en tur på hospitalet. Sådan bliver fremtiden utvivlsomt også i Danmark, mener hun:

”Vi kan ikke med mursten bygge os ud af de demografiske udfordringer, som vi står overfor, men er nødt til at få flere patienter hjem i eget hjem for at modtage behandling der. Så vidt muligt er det også den bedste løsning for patienten. Men vi er på ingen måder parate til den udvikling i Danmark, selvom vi faktisk er snublende nær, at det bliver til virkelighed. Derfor er det en rigtig god ide, at vi nu får sat et lidt ’længere lys på’ og får set ’det nære sundhedsvæsen’ i et lidt længere perspektiv.”

Tre sundhedsvæsener samtidig

Er kompetencerne i orden rundt omkring i kommunerne, og er kommunerne klar til at løfte den opgave, som de nu og i fremtiden står overfor? Ifølge Inge Kristensen, så er der bestemt nogle kommuner, som allerede er klar og godt i gang. De har gode tilbud til borgerne – men andre kommuner halter bagefter.

”Der er risici forbundet med ethvert nyt tiltag. Og det vil der også være, når vi så at sige arbejder med tre sundhedsvæsener samtidigt: Der er noget, vi forlader, noget vi står midt i, og noget, som vi arbejder hen imod. Det er klart, at der vil være forskel på, hvor i processen de enkelte regioner og kommuner befinder sig. Men, at der helt grundlæggende er forskel fra region til region og endda fra Hvidovre til Herlev og fra Kerteminde til Odense er faktisk en ’gammel nyhed’ - sådan har det desværre været længe, og det er noget, som vi med det ’nære sundhedsvæsen’ i stigende grad skal have vores fokus rettet imod, så vi kan sikre, at alle patienter uanset bopæl er sikret samme, gode behandling,” siger hun.