Kommunerne: Vi forventer, at staten leverer rammerne til det nære sundhedsvæsen

Udover at styrke SOSU-assistenternes kompetencer – blandt andet gennem projektet ’I sikre hænder’, så er der også etableret en ny specialsygeplejerske-uddannelse, hvor omdrejningspunktet netop er at ruste sygeplejerskerne til at arbejde med de nye behov, som man nu og fremover vil opleve i kommunalt regi. Netop de sygeplejersker er og vil med deres koordinerende rolle være en hjørnesten i det nære sundhedsvæsen, fortæller Jacob Meller Jacobsen.

Derudover sker der en opgradering med de såkaldte kommunale akutfunktioner, hvor personalet ofte har klinisk erfaring fra akutafdelinger og kan arbejde med mere komplekse patientforløb, ligesom de kan indgå i en sparringfunktion med den øvrige sygepleje, fortæller chefkonsulenten.

Den gordiske knude

Nye patientforløb stiller krav til, at man arbejder på en anden måde. Det kræver blandt andet, at man er god til at ’tale sammen’, mener Jacob Meller Jacobsen.

”Det kan lyde banalt, men ikke desto mindre er det helt afgørende for, at vi ikke taber borgere i overgangene, at der er en god dialog mellem specialisterne på hospitalerne, almen praksis og sundhedsmedarbejderne i kommunerne. Der skal være adgang til specialisterne, og medarbejderne i kommunerne skal vide præcis, hvem de skal tale med, hvis de står med en udfordring, som de ikke selv kan løse.”

Netop dialogen på tværs er den gordiske knude, som man længe har forsøgt at løse – og det er formentlig ikke muligt at pege på én bestemt model, som understøtter en bedre dialog. Det vil være forskelligt fra kommune til kommune, hvad der giver mening,” tilføjer Jacob Meller Jacobsen.

”Vi skal helt enkelt blive bedre til at forstå hinandens styrker og svagheder, bygge bro og ’lære hinanden at kende’.

En økonomisk saltvandsindsprøjtning

I KL ser man meget gerne, at politikerne og Sundhedsstyrelsen hurtigst muligt klart definerer, hvad forventningerne er til kommunerne i det nære sundhedsvæsen, understreger Jacob Meller Jacobsen:

”Vi har en masse tiltag i gang – men det er klart, at hvis man forventer et markant løft og en ensartethed i de kommunale ydelser, så kræver det både, at man fra centralt hold er ’spids’ på, hvad man skal kunne ude i kommunerne – men det kræver også en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Det er ikke gratis at servicere stadigt flere borgere med et mere komplekst sygdomsbillede. Som det er i dag, så skal kommunerne selv prioritere midlerne - og skal man hente flere penge til sundhedsområdet, så kræver det, at man bedriver ’strandhugst’ i et andet område – for eksempel børne- og unge-området. Det er der ingen kommunalpolitikere, der synes er sjovt.”