Lad patienterne skrive om sig selv i journalen

Af Daniel Staal Nyboe, læge med fokus på ulighed i sundhed for minoriteter, projektansvarlig for Sund LGBT+ praksis, næstforperson i Forum for Yngre Almenmedicinere og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Kommunikation i Sundhedsvæsenet
Lars Christian Østergreen, direktør, AIDS-Fondet
Majbrit Berlau, generalsekretær, Sex & Samfund
Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, LGBT+ Danmark

Fire stemmer fra almen praksis og organisationer på LGBT+-området opfordrer Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Danske Regioner og Sundhedsministeriet til at give patienter mulighed for frivilligt at angive kaldenavn, kønsidentitet og seksuel orientering i journalen. Det skal gøre mødet med lægen tryggere, styrke behandlingen og mindske ulighed i sundhed for LGBT+ personer.

Vi har i årevis talt om ulighed i sundhed. Nu har vi også data på, hvordan den ser ud i almen praksis.

40 procent af LGBT+ personer er utrygge ved at tale med deres praktiserende læge om sex, køn og relationer. 51 procent af LGBT+ personer har negative oplevelser med sundhedsvæsenet i forbindelse med deres køn eller seksualitet. Og 35 procent har bevidst undladt at fortælle deres læge om ting, de ellers selv vurderer som vigtige for deres sundhed.

Det er rent ud sagt ikke godt nok.

Konklusionen er dog ubehageligt enkel: patienterne er faktisk klar til at tale – men venter på, at systemet er klar til at lytte.

Sundhedsvæsenet mangler basale oplysninger om patienten

Problemet opstår ofte tidligt i kontakten med sundhedsvæsenet, oftest fordi der findes en barriere mellem LGBT+ personer og læger, som medfører, at ting forbliver usagte. Således findes ‘usynlige symptomer’ og ‘usynlige borgere’ i langt større grad end forventet.

En praktiserende læge bør bevidst have kontakt med cirka 20 LGBT+ patienter om ugen. Det er dog ikke den virkelighed hverken læger eller patienter kender.

En ny rapport fra Sund LGBT+ praksis peger på en simpel årsag: et lille – men effektivt – værktøj, der bryder barrieren, og åbner muligheden for en ærlig og vigtig samtale.

I dag har patienter nemlig ikke en systematisk mulighed for selv at angive de informationer i deres journal hos den praktiserende læge, som vil gøre samtalen med lægen langt nemmere:

• hvilket navn de ønsker at blive kaldt
• hvilket køn de identificerer sig med
• hvilken seksuel orientering de har

Det betyder, at helt centrale oplysninger om patientens liv, relationer og risikofaktorer ofte aldrig bliver en del af journalen – og dermed heller ikke en del af behandlingen.

For patienterne, er det ikke en lille ting (længere). Det er et spørgsmål om mangel på kvalitet og lighed i sundhedsvæsenet.

Data fra praksis viser, at patienterne efterspørger det

I en spørgeskemaundersøgelse blandt patienter i almen praksis svarer 64-73 procent af LGBT+ personerne, at de ønsker selv at kunne angive navn, køn og seksuel orientering i deres journal.

Rapporten afspejler dog ikke kun LGBT+ personers holdning, men samtlige patienter i almen praksis – uafhængig af køn, alder og seksuel orientering. 26 procent af alle patienterne angav sig utrygge i at snakke om sex, køn og relationer med deres praktiserende læge, mens hele 31 procent gerne vil kunne tale mere om sex med deres egen læge.

Der er altså ikke bare tale om en lille minoritetsproblematik. Det er en systematisk udfordring i mødet mellem patient og læge, at denne barriere opstår. Når patienter ikke fortæller det, der er relevant, falder kvaliteten af behandlingen. Det øger risikoen for fejl, forsinkelser og manglende forebyggelse markant.

Konsekvensen er dårligere sundhed

Vi ved allerede, at LGBT+ personer oftere:

• oplever psykisk mistrivsel
• har øget risiko for visse infektioner
• deltager mindre i screeningsprogrammer
• har dårligere kontakt til sundhedsvæsenet

Det er veldokumenteret – også i danske data.

Men vi har desværre indrettet et sundhedsvæsen, hvor patienten selv skal “bryde isen”, før lægen kan handle. Og det er desværre en barriere, systemet selv har skabt.

Så lad os ændre det fremadrettet, men et enkelt værktøj der kan gavne både borgerne og sundhedsvæsenet. Vi foreslår, at patienter frivilligt får mulighed for selv at angive:

• ønsket kaldenavn
• kønsidentitet
• seksuel orientering

som en del af deres stamdata hos den praktiserende læge.

Det kan implementeres i appen ‘Min Læge’ og i de eksisterende journalsystemer – og eventuelt følge med ved henvisning til hospital, kommunikation med kommuner og andre aktører i sundhedsvæsenet.

Løsningen skal selvfølgelig være frivillig og patientstyret. Patienten skal altså selv bestemme, hvem der skal vide disse informationer, og derfor også om de bør deles ved for eksempel henvisninger.

Dette værktøj er ikke registrering for systemets skyld. Det er registrering for en bedre behandling og for at mindske uligheden i sundhed blandt cirka 10 procent af patienterne i Danmark.

Implementeringen kræver ikke ny teknologi. Men den kræver (politisk) vilje.

Derfor er ansvaret klart placeret hos flere aktører i sundhedsvæsenet, som driver journaliseringsmulighederne i Danmark: Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Danske Regioner og Sundhedsministeriet ejer og driver i fællesskab de løsninger, der kan gøre dette muligt.

Vi taler om et lavpraktisk greb, der kan implementeres hurtigt – og som kan få stor betydning for kvalitet, patientsikkerhed og lighed i sundhed.

Tiden for tom snak er forbi - kom op af stolen og skab en ændring

Danmark har haft fokus på ulighed i sundhed længe. Men fokus ændrer ikke praksis. Data alene ændrer ikke praksis. Gode intentioner ændrer ikke praksis.
Nej, det er konkrete beslutninger og løsninger løser problemet.

Patienterne efterspørger selv løsningen.

Lægerne vil gerne have løsningen.

Det er ikke længere et spørgsmål om, om vi skal gøre noget. Det er et spørgsmål om, hvorfor vi ikke allerede har gjort det.

Det er nu, at systemet skal lytte og reagere. Det er nu, at systemet kan mindske uligheden i sundhed. Hvis sundhedsvæsenet ikke giver plads til patientens virkelighed, så får vi heller ikke adgang til patientens sygdom, og så rykker vi ikke ved ulighed i sundhed.

Derfor bør vi begynde et helt oplagt sted: Lad patienterne skrive om sig selv i journalen.