"Der ikke være en oversygeplejerske eller teamleder i RHP, der vil turde at ansætte mig, når det bliver kendt, hvor langt man i direktionen er gået for at forhindre en ansættelse. I min optik er udelukkelsen for livstid,” siger Thomas Sørensen, der nu har måttet flytte til Jylland for at få et vikarjob som sygeplejerske.
Sygeplejerske kritiserede ledelse: Blacklistet fra at få job
Thomas Sørensen kan ikke få arbejde som sygeplejerske i Region Hovedstaden, fordi han offentligt har kritiseret sin ledelse og arbejdsforholdene på Psykiatrisk Center Ballerup. Det er ifølge Thomas Sørensen selv en ‘umådelig hård straf’. Sagen vil han nu sammen med sin fagforening, DSR, tage videre til ombudsmanden.
“Jeg kan forstå, Thomas er ved at søge arbejde på Sct. Hans. (psykiatrisk hospital i Roskilde, red). Men går ud fra at alle er advaret imod sådan en ansættelse? Jeg forsøger lige at ringe til en af chefsygeplejerskerne dernede”.
Sådan lød det i en mailkorrespondance fra en udviklingschef til en centerchef hos Psykiatrisk Center Ballerup tilbage i juli sidste år, viser en aktindsigt, som sygeplejerske Thomas Sørensen har fået tilsendt.
Eksemplet er blandt andet dokumentation for, at ledelsen på Psykiatrisk Center Ballerup har gjort sig umage for, at han ikke længere kan få job i Region Hovedstaden.
Eksperter: “Der er tale om en særdeles indgribende beslutning”
Kritikere kritiserer region for magtmisbrug: HR-system kan bruges til at holde systemkritikere ude
Region gemmer oplysninger om udskældt, tidligere ansat i 10 år: ’Det er urimelig lang tid’
Sundhedsordfører vil have minister til at gå ind i sag om blacklistet sygeplejerske: Jeg forventer, at der ryger hoveder
Er du selv blevet blacklistet, eller har du kendskab til nogen, som er? Kontakt redaktionen på
Siden juli 2023, hvor han valgte at opsige sit job som sygeplejerske på Psykiatrisk Center Ballerup, har han søgt omkring 50 stillinger i regionen, men hver gang har han fået afslag. Ofte med begrundelsen, at han har udtrykt mistillid til ledelsen, og at man derfor ikke har kunnet se et fremtidigt samarbejde med ham.
“Når jeg ser i den aktindsigt, kan jeg læse om en masse vrede mennesker, der synes, jeg har været rigtig træls. Der er ikke skyggen af selvindsigt eller ønske om at se indad og forstå, hvorfor vi som medarbejdere har talt grimt om vores ledelse. Det har bare handlet om at få mig ud hurtigst muligt,” siger 41-årige Thomas Sørensen.
Sagde op i protest
Han valgte at sige sit job op i juli sidste år, da han ikke følte, at ledelsen tog medarbejdernes sikkerhed seriøst.
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, kom, da en overlæge på retspsykiatrisk ambulatorium i Brøndby blev knivdræbt af en psykisk syg mand.
“Da lægen blev slået ihjel, sad vi på arbejde og havde en weekend, hvor vi var blevet bedt om at gå under normering, fordi der skulle spares penge. Det har tidligere givet et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, der i foråret advarede om, at medarbejdernes sikkerhed var i fare, men det valgte ledelsen at se bort fra,” siger Thomas Sørensen.
Han lod sig derfor ved denne lejlighed interviewe til TV 2 om det, han kalder ‘kritisable forhold’ i psykiatrien. Ikke kun for medarbejderne, men også for patienterne, der ikke er garanteret ‘trygge rammer’ ifølge sygeplejersken.
Efter han havde opsagt sit job, begyndte han at søge nyt job, blandt andet på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor han forinden ansættelsessamtalen havde haft en god dialog med en konstitueret oversygeplejerske på stedet. Men han oplevede, at chefsygeplejerskerne overtog ansættelsesproceduren, og at svaret hele tiden var det samme: Der var ikke tillid til, at Thomas kunne opnå ansættelse i regionen.
De mange afslag gjorde Thomas Sørensen mistænksom – især i en tid, hvor der er mangel på sygeplejersker.
“Med den erfaring, jeg har, gav det ikke mening, at jeg fik afslag. Jeg fornemmede, at jeg blev fravalgt på andre parametre end det faglige. Som mandlig sygeplejerske er det usædvanligt ikke at komme i betragtning,” siger han.
Mistanke om jobafslag bekræftet
Thomas Sørensens mistanke om, at han ikke kunne få job i Region Hovedstaden Psykiatri (RHP), blev bekræftet i november sidste år – fire måneder efter, han havde sagt op.
Her fik han svar på en partshøring på sine ansøgninger (se svar her), hvor han kunne læse, at RHP havde planer om at give afslag på konkrete ansøgninger. RHP vurderede nemlig, at der “ikke var basis for at indgå i en konstruktiv og tillidsbaseret samarbejdsrelation”.
I samme ombæring beklagede HR-chefen, at man ikke tidligere havde partshørt Thomas Sørensen, så han ikke forgæves havde søgt job i regionen.
I partshøringen fremgik det, at RHP især har lagt vægt på to hændelser.
Den første hændelse handler om en kagemand, som Thomas Sørensen ved sin fratrædelse sendte til sine kolleger. På kagemanden stod en tekst i glasur “brænd bygning 4 af”, som henviste den til bygning, hvor ledelsen har domicil.
Det var ellers ikke meningen, at ledelsen skulle have set kagen, men en kollega delte kagen på sociale medier, og på den måde fik ledelsen kendskab til den.
“Den kage blev delt i ud i et andet forum, end hvad den oprindelig var tiltænkt, og jeg bad hende fjerne den, da jeg opdagede det. Den var udtryk for frustration og afmagt over, at jeg ikke syntes, ledelsen går op i, at kvaliteten af vores arbejde er i orden. Jeg synes, man straffer mig umådeligt hårdt,” siger Thomas Sørensen.
Kagemanden, ledelsen ikke skulle have set. "Den var udtryk for frustration og afmagt over, at jeg ikke syntes, ledelsen går op i, at kvaliteten af vores arbejde er i orden," siger Thomas Sørensen.
Hændelsen har ifølge partshøringen berørt lederne på det konkrete center dybt og affødt utryghed til Thomas Sørensen og et samarbejde med ham.
Uddelte kritiske flyers til personalefest
Den anden hændelse, som RHP fremhæver som grund til, at Thomas Sørensen nu ikke kan søge job i Region Hovedstaden, er en personalefest, hvor Thomas Sørensen i slutningen af september 2023 uddelte flyers til nu tidligere medarbejdere og kolleger.
På de flyers, som han uddelte, kritiserede han ledelsen for blandt andet ikke at videregive kritisk information om Fields-tragedien til Taskforcen, for at have godkendt aktiv tilsidesættelse af påbud fra Arbejdstilsynet grundet budgetoverskridelser og for at forfølge medarbejdere, der siger fra overfor de arbejdsforhold, der bydes af arbejdsgiver.
Thomas Sørensen uddelte disse flyers til er en personalefest i slutningen af september 2023.
“På det tidspunkt havde ledelsen ikke officielt fortalt mig, at jeg ikke kunne få et arbejde, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gå all in og være en sten i skoen hos direktionen,” siger Thomas Sørensen om episoden i dag.
Ifølge RHP underbygger episoden ved personalefesten vurderingen af, at der ikke er grundlag for at indgå en konstruktiv og tillidsbaseret samarbejdsrelation.
En udlægning Thomas er uforstående overfor:
“Jeg arbejder jo ikke sammen med hverken cheflæger, chefsygeplejersker eller andre fra centerledelserne til hverdag. Jeg udfører det arbejde, de beder mig om,” siger han.
I partshøringen skriver HR-chef Vibeke Grunnell desuden, at RHP vil lægge vurderingen til grund, hvis Thomas Sørensen fremover vil søge job i regionen.
Dansk Sygeplejeråd finder forløbet kritisabelt
Siden partshøringen har Thomas Sørensen inddraget sin fagforening Dansk Sygeplejeråd (DSR) i sagen, der har vurderet, at forløbet er kritisabelt og nu er ved at udarbejde en skrivelse til ombudsmanden.
“Min fortælling er ikke enestående. Der er rigtig mange offentligt ansatte, der straffes af deres arbejdsgivere for at give kritik internt eller offentligt. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lægge mig ned og liste ud ad bagdøren. Jeg har igennem flere år deltaget i den offentlige debat om psykiatrien, og jeg har helt bevidst valgt en mere provokerende linje end blandt andet Dansk Sygeplejeråd. Lidt karikeret kan man sige, at vil vi ændre noget, så skal vi gøre noget anderledes, end vi plejer. For det, vi plejer at gøre, virker tydeligvis ikke, når man ser på medarbejderflugt og trivsel - eller på kvaliteten af den behandling, vi har tilbudt i RHP,” siger Thomas Sørensen, der sidste år også var formandskandidat i Dansk Sygeplejeråd.
DSR har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag, men kredsnæstformand i Kreds Hovedstaden, Nicklas Vagner Forsman siger:
“Der er ingen garanti for, at man som jobsøgende kan forvente at komme i betragtning til ethvert job, man lægger billet ind på. Men generel udelukkelse er en meget alvorlig sanktion, som arbejdsgiver selvfølgelig må forventes at kunne begrunde fagligt og juridisk”.
Siden partshøringen har Region Hovedstaden Psykiatri overfor Thomas’ advokat specificeret, at der ikke er tale om et totalt ansættelsesstop, sådan som Thomas Sørensen selv har opfattet det. De skriver i et brev til advokaten 18. december, at oplysningerne om Thomas over tid kan miste sin vægt, men at han for nuværende ikke kan søge arbejde i regionen.
“Upåagtet af, hvad HR skriver, vil der ikke være en oversygeplejerske eller teamleder i RHP, der vil turde at ansætte mig, når det bliver kendt, hvor langt man i direktionen er gået for at forhindre en ansættelse. I min optik er udelukkelsen for livstid,” siger Thomas Sørensen.
Vil ikke kommentere personalesager
Sundhedspolitisk Tidsskrift ville gerne have spurgt Region Hovedstaden Psykiatri om, hvornår der igen vil være mulighed for et samarbejde med Thomas Sørensen, og hvorfor de to episoder er så graverende, at de er berettiget til, at Thomas Markvart Sørensen ikke for nuværende kan søge stillinger i hele regionen.
Derudover ville vi gerne have spurgt, hvorfor regionen har undladt at partshøre Thomas Sørensen, så han først i november fandt ud af, at han ikke kunne søge stillinger i Region Hovedstadens Psykiatri.
Region Hovedstadens Psykiatri har ikke ønsket at stille op til interview, da de ikke vil udtale sig om personsager. De skriver dog alligevel på mail:
“Helt generelt kan vi oplyse, at alle er velkomne til at søge de stillinger, vi slår op. Og at man som ansat i Region Hovedstadens Psykiatri har ytringsfrihed – også når det gælder kritik af ledelsen,” oplyser de.
Thomas Sørensen er nu flyttet til Jylland og har fået job som vikar i psykiatrien.