
Per Lykke Søndergaard retter i sin kommentar kritik mod psykiater Per Finks tilgang til ME-behandling.
Finks misforståelser
Kommentar
Per Lykke Søndergaard
Cand pæd.pæd, læreruddannet
og tidligere uddannelseschef
Pensionist siden 2023
Psykiater Per Fink skriver, at misforståelser står i vejen for ME-patienternes behandling. I sin kommentar afviser Per Lykke Søndergaard den forklaring og kritiserer Fink for at overse patienter, der får det værre af behandlingen og for at bruge magtsprog i stedet for dialog.
I sin artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift ”Når misforståelser skygger for patienternes behandling” (15.9.25) kritiserer psykiater Per Fink udenlandske, empiriske ME-undersøgelser, forskønner sin egen behandling og hævder, at denne er ufarlig og i bedste interesse for ME-patienter. Og således er hans konklusion: Misforståelser skygger for patienternes behandling!
Mage til instrumentel argumentation skal man lede længe efter. Fink er selvfølgelig vidende om, at der er ME-patienter, for hvem hans behandling har været katastrofal, og han skriver desuden selv i sin artikel det, som enhver ved: At de grundlæggende mekanismer bag ME kender vi ikke. Profant sagt: På den måde pisser man først på de patienter, som hans behandling har forværret sygdommen for, og dernæst hævder man, at de lugter.
Det er en logisk fejlslutning samtidig at sige: Vi kender ikke årsagen til ME – min behandling er den eneste rigtige! Herved bliver Finks indlæg til politisk magtsprog og -strategi i stedet for dialog og samtale. Kort sagt, jeg synes, at Finks handlemåde er uetisk. Det er den, fordi ME-patienter bliver behandlet som midler til et andet mål, nemlig Finks forskning i ME, og de patienters sygdomsforløb, som ikke verificerer Finks hypotese, bliver marginaliseret som umotiverede, misforstående, utaknemmelige.
Jeg synes, der er grund til at erindre om følgende:
For at afgøre, om handlinger er moralsk i orden, må man prøve, om de følger den grundregel, at handlingerne er acceptable for alle, der bliver berørt af disse, og sikre, at alle berørte ikke bliver behandlet blot som midler til et andet formål, men som formål i sig selv (I. Kant Kategoriske imperativ, i Kritik af den praktiske Fornuft)
ME-patient Marie-Louise Ilsøe Gustavussen har ret, når hun på FB skriver: ”Hvis hans [Finks, red.] anbefalede behandling af den ene eller den anden grund medfører risici for sygdomsforværring for bare en lille gruppe af patienter, burde han være den første til at undersøge det, så alle patienter kan få en behandling, der ikke forværrer en i forvejen alvorlig tilstand…”








