Undrer du dig over, at vi mangler personale? Nu skal du høre hvorfor
Debat
Niels Bentzon,
overlæge i brystkirurgi
og
Jacob Rosenberg,
professor, dr. med og overlæge i mavetarmkirurgi
DEBAT: Regionerne er ofte magtfuldkomne, og når magt og indsigt ikke følges ad, så går det galt, som det gjorde ved Sundhedsplatformen (SP), skriver overlægerne Niels Bentzon og Jacob Rosenberg. SP og magtarrogance har forpestet arbejdsmiljøet og mulighederne for kreativitet og skabt personalemangel. Det er på tide, at regeringen tager magten tilbage, så SP kan nedlægges, skriver de to, der i dag udgiver bogen "Destruktiv Digitalisering".
Du har måske undret dig lidt over, hvorfor vi mangler så mange sygeplejersker, jordemødre og i nogen grad også læger og sekretærer på sygehusene, især i Region Hovedstaden og Region Sjælland? Har de ikke verdens mest meningsfyldte job, derinde på sygehusene? De arbejder indendørs, og der er rent og lunt, og et job med at hjælpe andre mennesker og endda ofte gøre dem raske er vel et privilegium?
Ja, men så må der jo være noget andet galt. ”Det er corona og sygeplejestrejkens skyld,” siger regionerne. Det samme siger sundhedsministeren, for han mener sjældent noget om sygehusene, uden at have spurgt regionernes embedsværk først. For det er dér, den virkelige magt ligger, når det gælder sygehusenes drift, økonomistyring, digitaliseringsstrategi m.m.
Netop ved digitaliseringen af sygehusene har de ofte magtfuldkomne regioner demonstreret, hvor galt det går, når magt og indsigt ikke følges ad. Velkommen til historien om Sundhedsplatformen, SP.
I den sammenhæng har Region Hovedstadens magtarrogance nemlig i særklasse været kontraproduktiv, idet den til tider konfrontatoriske attitude mod de ansatte i betydelig grad har fjernet ledelsen og medarbejderne fra hinanden. Det er gået ud over mange ting, for destruktiv ledelse medfører et negativt skred mht. arbejdsklimaet, arbejdsglæde, engagement og lysten til at gå på arbejde. Og når denne begejstring dør, påvirkes også forskning, undervisning, rekruttering og fastholdelse i væsentlig grad. Desuden – og endnu værre – kan det gå ud over kvaliteten i den behandling, vi kan tilbyde dig som borger og patient på sygehusene.
Største og dyreste fejl
I dag, 11. oktober, udkommer vor bog "Destruktiv Digitalisering", som tager udgangspunkt i den vel nok største og dyreste fejl i det danske sygehusvæsens historie, nemlig fejlinvesteringen i SP. Det var en eklatant fejl at hænge SP’s tonstunge møllesten om halsen på de ansatte. Og det var stærkt destruktivt derefter igennem fem år vedholdende at påstå, at SP er verdens 8. vidunder, og vi har at rette ind, holde bøtte med enhver kritik og bare se at få lært, hvordan skidtet fungerer. For nu styrer den ny "arbejdsgiver": Et amerikansk faktureringssystem skabt til en verden, hvor amerikanske borgere primært er et forretningsobjekt.
Heri ligger også en god del af forklaringen på de massive problemer med at rekruttere og fastholde gode medarbejdere i det østdanske sygehusvæsen. Det handler også lidt om løn, men nok mindre end man kunne få indtryk af efter alt ståhej om sygeplejerskernes nyligt overståede konflikt. Arbejdsglæden ligger ikke ret meget i en plovmand eller to mere om måneden. Arbejdsmiljøet, kollegialiteten, ånden og mulighederne for kreativitet og medbestemmelse vægter tungere i virkelighedens verden for de allerfleste.
”Management by fear”-kultur
Regionsledelsens ”management by fear”-kultur er i betydelig grad gået ud over medarbejderne. Her må man til gengæld rose nu tidl. regionsrådsformand Sofie Hæstorp for at stå vagt om medarbejdernes rettigheder til at ytre sig. Der ligger endog en forpligtelse i jobbet som ansat i sygehusvæsenet til at ytre sig om forhold, der er indlysende uhensigtsmæssigt. Og intet er mere oplagt uhensigtsmæssigt end SP. Men frygten for regionens sanktioner og hævn overfor åbenmundede medarbejdere er stadig udtalt blandt de sygehusansatte.
Når læger, jordemødre og sygeplejersker tvinges ind i nye arbejdsroller, in casu som amatørsekretærer for at tilfredsstille et amerikansk faktureringssystem, så flyttes opmærksomhed fra patienten (med måske akut eller livstruende sygdom) til at varetage ”systemets” interesser, dvs. afkrydse, indkode og skrive mest muligt, uanset indholdets kvalitet. For det er dét, SP er bygget til: At skrive regninger ud. Ikke at give en god og nærværende samtale med kræftpatienten. Ikke at trøste barnet, der skal have kemoterapi eller opereres for blindtarmsbetændelse. Ikke at tale tålmodigt og indfølende med den selvmordstruede teenager. Ikke at informere grundigt om hensigtsmæssige livsstilsvaner til den overvægtige person med sukkersyge. Men at skrive størst mulige regninger ud og intet andet. Det er bare helt irrelevant i det danske sygehussystem.
Regioner vil konkurrere, ikke samarbejde
Men hvilke politiske snuheder ligger dog bag, at man – mod givet råd fra alle sider - indkøbte et amerikansk it-system, der er rævedyrt både i indkøb og i drift/vedligehold, som er indlysende fejlplaceret i Danmark, som er dræbende for den verdensberømte danske registerforskning, dræbende for arbejdsglæde og trivsel blandt de ansatte og destruktivt i forhold til den gode patientkontakt og -behandling?
Og hvorfor kan sundhedsministeren så sent som i sidste uge udtale i et samråd i Folketinget, at vi ikke skal have et fælles dansk journalsystem? Det virker jo ellers så aldeles indlysende, og mediestormen de seneste fem år mod SP har med tusindvis af indlæg i alle mulige medier dokumenteret, at SP er fejlplaceret, og det bør udfases. Hvis man udbredte brugen af det danskbyggede system, som alle er glade for i Jylland, til hele landet, ville det være oplagt rationelt, på alle måder mere brugervenligt og klart billigere. Hvorfor blive ved med at spille gris med skatteborgernes penge og desuden øve vold mod personalets arbejdsglæde, så personalet flygter og sygehusene affolkes?
Svar: Samme som ovenfor. Fordi Magnus Heunicke spørger regionerne, hvad han skal mene. Regionerne har opstillet som en helt overordnet målsætning, at man i strid med al fornuft og logik ikke vil samarbejde. Regionerne vil konkurrere, som de selv siger. Hvilket betyder, at man gerne ser fem forskellige løsninger i de fem regioner. I nødstilfælde to (som tilfældet er med sygehusenes it-systemer). Men aldrig (ALDRIG!) ét system. Det ville jo trække tæppet helt væk under regionernes eksistensberettigelse. Blæse være med skatteborgernes penge. Blæse være med de ansattes trivsel, arbejdsforhold og muligheder for at forske og undervise. Og blæse være med patienterne, der i den sidste ende bliver tabere i enhver sammenhæng her.
Så Heunicke svarede, 1) at ”det er svært at gennemskue de økonomiske konsekvenser ved en fælles it-platform”, hvilket er den berøringsangste politikers omskrivning af, at vi ønsker ikke at beregne, hvad det koster, for vi vil ikke høre resultatet. Det kan vi så afsløre her: Drift og vedligehold koster årligt så meget mere i Østdanmark, at omkostningerne ved at konvertere til det jyske system ville være tjent ind på et år (sic!). Og 2) ”Der er risiko for leverandørafhængighed”. Eller med andre ord: ”Pas på! Risiko for monopol”, og det véd enhver jo er fælt. Alle, der har betalt Scandlines’ ublu priser for en færgebillet til Rødby véd, at et monopol kan udnyttes på det groveste. Men forestil dig, at SKAT, Politiet, militæret, DSB og snesevis af offentlige myndigheder ikke havde ”monopol”, men i stedet var opdelt i fem regionale sektioner, der intet havde med hinanden at gøre? Nej, vel?
Klog vision - for ti år siden
Regionerne har tilsyneladende fået regeringens velsignelse til helt at styre sygehusene, uden at Folketinget blander sig. Lidt underligt, for i Folketinget er der sådan set ret bred enighed og god forståelse for at udforme en fælles dansk digitaliseringsstrategi, som man arbejdede med allerede for 10 år siden, da Bertel Haarder var sundhedsminister. Men få år efter stak Region Hovedstaden helt af fra denne kloge vision om en national digitalisering i sygehusvæsenet. Regionernes ønske om at ”konkurrere” betød i praksis at modarbejde hinanden, så man splittede Danmark op med forskellige elektroniske systemer, der var indbyrdes inkompatible. Det lykkedes fint: Danmark er nu delt med et digitalt jerntæppe ned igennem Storebælt. Bemærk venligst, at ingen medlemmer af Folketinget nogensinde har sagt så meget som ét pænt ord om SP. Ingen! Kun det undvigende svar: ”Det forholder vi os ikke til, fordi det har vi overladt til regionerne”.
Digitaliseringspartnerskabet med Jim Hagemann Snabe som formand har netop afleveret anbefalinger til udformning af Danmarks digitale fremtid. Formålet er bl.a. at sikre en effektiv offentlig sektor og service af høj kvalitet. Rapporten er holdt i ret almene vendinger, men det fremgår klart, at man anbefaler en strategi med national udbredelse af digitale værktøjer (som så i sundhedsvæsenet gerne skulle omfatte også praksissektoren, kommunerne etc.) Rapporten anbefaler IKKE, at man går fem forskellige veje i nogen som helst sammenhæng. Altså ingen antydning af, at det er hensigtsmæssigt på nogen måde, når regionerne ”konkurrerer” indbyrdes og går hver deres vej i digitaliseringsprocessen.
Da stort set alle andre end regionernes direktioner efterhånden har indset, at SP er en katastrofe, er der tale om svigt og ansvarsforflygtigelse i forhold til at lave en afviklingsplan for det katastrofale it-system. Det er et stort både politisk og ledelsesmæssigt ansvar at erkende, at man er på gal kurs. Men fra såvel medarbejdersynspunkt som set med patienten og skatteborgerens øjne ville det være udtryk for rettidig omhu, hvis man erkender, at regionerne har taget en forkert beslutning.
Regeringen bør tage magten tilbage
Regeringen har faktisk lovmæssig mulighed for at bestemme dette. Ifølge Sundhedslovens §193a har ministeren ret til at fastsætte krav til it-anvendelsen på sundhedsområdet, herunder krav til elektroniske patientjournaler. Denne paragraf giver ministeren ret vidtgående kompetencer og hjemmel til administrativt at fastsætte detaljerede krav til it-anvendelsen, endda så detaljerede krav, at det betyder, at regionerne må nedlægge systemer, der ikke opfylder kravene.
Så Folketinget bør tage magten tilbage, vise handlekraft og påtage sig et nationalt ansvar for at tilvejebringe hensigtsmæssige arbejdsredskaber, så det bliver muligt at genskabe de ansattes arbejdsglæde og tilliden til arbejdsgiveren og dermed muliggør, at vi igen kan besætte de mange ledige stillinger og varetage udredning og behandling af alle medborgere, der behøver det, på højest muligt niveau.
Få gratis nyhedsbrev med nyheder om sundhed og sundhedspolitik tilsendt:
Relaterede artikler
BOGINTERVIEW. Efter otte års redningsmanøvrer, anvendelse af mere end tre milliarder kroner, perso...
BOGINTERVIEW. Når læger og sygeplejersker bliver del af de administrative ledelser og direktioner,...
BOGINTERVIEW. Professor og overlæge Jacob Rosenberg er ikke del af en maskinstormerkultur. Faktisk...
