Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Der er mange faglige tråde at holde styr på i sundhedsvæsenet. Med Retningslinjen.dk bliver de kliniske retningslinjer samlet ét sted, fremhæver LVS-formand Susanne Axelsen.

Ny platform samler 350 kliniske retningslinjer ét sted

Læger og sygeplejersker får nu én fælles indgang til omkring 350 landsdækkende kliniske retningslinjer. Den nye platform Retningslinjen.dk skal gøre det lettere at finde opdaterede anbefalinger om udredning, behandling og pleje, men endnu er langt fra alle specialernes eksisterende retningslinjer samlet på siden.

Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, SundK, har lanceret Retningslinjen.dk, der skal samle kliniske retningslinjer på tværs af lægelige specialer og sygepleje.

Platformen indeholder ved lanceringen cirka 350 kliniske retningslinjer. Hovedparten handler om kræft, hvor der gennem en årrække er opbygget knap 300 landsdækkende retningslinjer. Derudover findes blandt andet 12 godkendte retningslinjer på psykiatriområdet og syv sygeplejefaglige retningslinjer.

Kliniske retningslinjer omsætter den bedst tilgængelige forskningsbaserede viden til anbefalinger, som sundhedsprofessionelle kan støtte sig til, når de skal træffe beslutninger om patienters udredning, behandling og pleje.

Formålet med den nye platform er blandt andet at undgå, at læger og andre sundhedsprofessionelle skal lede på en række forskellige hjemmesider efter den relevante vejledning.

”Hele visionen bag er at gøre det nemmere at finde og anvende evidensbaseret beslutningsstøtte i det daglige patientarbejde, så alle patienter får behandling af høj og ensartet kvalitet uanset hvor og af hvem de behandles – og at hjælpe den enkelte sundhedsprofessionelle med let adgang til opdateret viden,” siger vicedirektør Henriette Lipczak fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut til SundK´s hjemmeside..

Skal spare tid i klinikken

Hos Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, peger formand Susanne Axelsen på, at klinikere løbende har brug for retningslinjer – også uden for deres eget speciale, blandt andet fordi patienter ofte har flere sygdomme samtidig.

”Som læge bruger du kliniske retningslinjer løbende. Det er umuligt at være opdateret på den nyeste viden inden for alle de sygdomme, vi dækker i løbet af en arbejdsdag. Når de kliniske retningslinjer er samlet ét sted, sparer det lægerne for meget tid. Tid som kan bruges meget mere fornuftigt på patienterne,” siger Susanne Axelsen til SundK.

Hun mener samtidig, at lettere adgang til retningslinjerne kan få betydning for patientsikkerheden.

”Der er ingen tvivl om, at anvendelse af kliniske retningslinjer styrker patientsikkerheden. Når det er lettere at finde de kliniske retningslinjer, vil flere bruge dem. Det gavner patienten, når lægen er opdateret på den nyeste evidensbaserede viden.” 

Også Lægeforeningens formand, Josephine Rathenborg, fremhæver behovet for nem adgang til retningslinjer i et sundhedsvæsen, hvor behandling i stigende grad går på tværs af specialer.

”Kliniske retningslinjer danner solid baggrund for patientbehandlingen i den kliniske hverdag. De er pejlemærkerne for læger i den kliniske praksis inden for de enkelte specialer og på tværs og dermed også grundlaget for en ensartet tilgang til udredning og behandling af patienter i Danmark,” siger Josephine Rathenborg.

”Derfor er det også afgørende, at lægerne i en travl hverdag har let adgang til de kliniske retningslinjer, så de er lige ved hånden, når diagnostik og behandling skal besluttes. Det gælder ikke mindst i et mere tværgående sundhedsvæsen, hvor den enkelte læges behov for at bruge retningslinjer fra flere specialer bliver større,” siger hun.

Alle retningslinjer er endnu ikke med

Retningslinjen.dk er endnu ikke en komplet samling af alle kliniske retningslinjer i Danmark. LVS har 39 specialebærende lægevidenskabelige selskaber, og mange faglige selskaber har gennem en årrække udviklet deres egne retningslinjer og offentliggjort dem på egne hjemmesider.

SundK har indgået aftaler med 24 specialebærende lægevidenskabelige selskaber, og der er igangsat arbejde med 40 konkrete retningslinjer. I takt med at nye retningslinjer bliver udviklet, og eksisterende retningslinjer bliver revideret, skal de offentliggøres på den fælles platform.

Indtil de eksisterende samlinger kan overføres, vil Retningslinjen.dk i dialog med de enkelte selskaber linke videre til de relevante faglige selskabers hjemmesider.

Henriette Lipczak peger blandt andet på gynækologi og obstetrik.

”Et område som gynækologi og obstetrik har udviklet guidelines i 30 år og har et stort bibliotek på deres egen hjemmeside. Retningslinjerne er udarbejdet i et andet format og kan ikke umiddelbart overføres til Retningslinjen.dk. Når nye retningslinjer udvikles og ældre versioner opdateres, bliver de født ind i den fælles skabelon til Retningslinjen.dk. I mellemtiden arbejder vi på at linke fra Retningslinjen.dk til de relevante lægevidenskabelige selskaber og Center for Kliniske Retningslinjer, så det er lettere for sundhedsprofessionelle at tilgå retningslinjerne,” siger Henriette Lipczak.

De sygeplejefaglige retningslinjer bliver også gradvist samlet på platformen. Center for Kliniske Retningslinjer blev en del af SundK i 2025, og foreløbig er syv sygeplejefaglige retningslinjer overført.

”Når de sygeplejefaglige kliniske retningslinjer samles på Retningslinjen.dk, bliver det lettere for sygeplejersker at finde og anvende den nyeste evidens i den kliniske hverdag. Det styrker sygeplejerskers mulighed for at arbejde evidensbaseret og skaber et bedre grundlag for kvalitet og patientsikkerhed for patienterne,” siger Annesofie L. Jensen, forperson for Dansk Sygepleje Selskab, til SundK.

Retningslinjen.dk er udviklet af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut og sundhed.dk i samarbejde med Danske Regioner, Lægeforeningen, Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) og Dansk Sygepleje Selskab (DASYS).