Praksislæger får sjældent kritik for ikke at have stoppet behandlingen, selv om det at fortsætte en unødig behandling godt kan gøre skade,” siger Anders Beich.

Behandlings-vejledninger skal nu også vejlede om, hvordan behandling kan stoppes igen

Dansk Selskab for Almen Medicin vil i fremtiden fokusere på, at behandlingsvejledningerne til almen praksis ikke kun udsiger noget om igangsættelse af behandling. Nye vejledninger skal også forholde sig til, hvornår og hvordan seponering af medicin kan finde sted. 

Det er utilstrækkeligt, at behandlingsvejledninger kun siger noget om igangsættelse af behandling til de forskellige sygdomme og patientgrupper i almen praksis. Det mener Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), som i sit politikpapir for behandlingsvejledningerne derfor har indføjet et afsnit, der stiller krav om, at vejledningerne fremover forholder sig til, hvordan man stopper (seponerer) de omtalte lægemidler og behandlinger. 

“Al behandling skal altid have en horisont. Men det har jo aldrig stået i vejledningen. Der har ikke været tradition for at skrive, hvordan man skal få bragt en patient ud af en forebyggende eller symptomlindrende behandling. Så derfor har DSAM nu taget hul på de her problemstillinger ved at tage principper fra Realistisk Medicin ind i vejledningerne,” siger Anders Beich, der netop er fratrådt som formand for DSAM. 

Det nye afsnit i politikpapiret kommer til at betyde, at vejledningerne skal medtage forslag til, hvor ofte de praktiserende læger skal revurdere en given behandling og på hvilket tidspunkt i patientens liv, man må overveje at stoppe behandlingen igen, forklarer han:

“Det er noget, vi er i gang med at skrive ind i vores politikpapir for vejledninger, som aktuelt er under revision. Politikpapiret får tilføjet et afsnit om betydningen af medicin og hvor meget opmærksomhed, vejledningernes forfattere skal have på den.” 

Svært at inddrage patienten

Anders Beich fortæller, at DSAMs vejledninger og FAQta-ark udformes af en arbejdsgruppe af kommende og nuværende praktiserende læger med interesse for eller særlig indsigt i det pågældende område. Det arbejde har DSAM stået for i mere end to årtier, hvor den første vejledning blev udgivet for 24 år siden. 

Det er rigtigt godt, at der er kommet det her fokus på, at der kan være spild og skade knyttet til at tage medicin. Den sædvanlige tilgang er, at patienter får forholdt en behandling, som de burde have fået. Praksislæger får sjældent kritik for ikke at have stoppet behandlingen, selv om det at fortsætte en unødig behandling godt kan gøre skade,” siger Anders Beich.

Han mener, at seponeringsopgaven er for kompleks til, at praksislægerne altid kan stå alene med den. Noget af det, der gør opgaven særligt svær er, at evidensen for, hvordan man bedst seponerer behandlingerne, og hvad patienten opnår ved det, er sparsom. Det betyder, at lægen kun kan finde ud af det, ved at inddrage patienten. Og det er ikke ligetil, da patienterne både har forskellige behov og forudsætninger for at indgå i en sådan dialog, pointerer han:

“Problemet er, at det bliver komplekst at inddrage den 87-årige patient, der måske har taget et bestemt lægemiddel, siden han eller hun var 50 år. De bliver let utrygge, hvis de får at vide, at de pludselig ikke skal have mere af den medicin. Så lægernes tøven med at seponere er både et udtryk for, at det rent fagligt er svært at spore sig ind på, hvilke lægemidler patienterne ikke længere har gavn af og formidle det budskab til patienterne, så de føler sig trygge. Det er også sin sag at fortælle patienterne, at de er gået ind i den sidste fase af livet, hvor deres kroppe får sværere og sværere ved at omsætte visse former for medicin, således at bivirkningerne risikerer at overstråle den gavnlige effekt. Meget medicin er af en forebyggende eller symptomdæmpende karakter. Det helbreder ikke. Så der skal rigtigt meget formidling til, før patient og læge føler sig trygge,” siger Anders Beich. 

Lyt til patienten

Anders Beich fortæller en virkelig historie om en 62-årig kvinde, der er sund og i fantastisk god form, men på et tidspunkt for mange år siden, hvor meget brændte på i hendes liv, blev sat i behandling for hypertension. Hun spørger så sin læge, om det i grunden er nødvendigt, at hun fortsætter med sin blodtryksmedicin. Men selv om hun fremviser flotte, nye blodtryksmålinger, siger lægen nej og understreger nødvendigheden af at fortsætte, da medicinen jo tydeligvis virker så godt. Selv da patienten af egen drift vover sig med at trappe ud af medicinen og fortsat fremviser pæne tal, så anbefaler lægen, at hun genoptager behandlingen. Lægen bliver åbenlyst utryg over, at patienten har handlet på egen hånd, selv om blodtrykket lå fint. 

“Det er bare ét eksempel på, at vi som læger nogle gange er lidt for tro mod vores opfattelser, som ikke er velunderbyggede, nemlig, at blodtrykket skal behandles livslangt. Hvis man udover biologien inddrager biografien, så kan man finde mange gode grunde til, at denne kvindes blodtryk var højt, da hun blev sat i behandling. Muligheden for farmakologisk forebyggelse gør, at folk ender op med meget medicin,” siger han. 

Et fast element

Anders Beich håber på, at det nye afsnit i politikpapiret vil udløse bedre vejledninger, som kan sammen med Sundhedsstyrelsens seponeringsliste kan støtte bedre op om seponeringsarbejdet i almen praksis. 

“Seponeringslisten er brugbar. Men den dækker de mest gængse lægemidler og kan i sagens natur ikke rumme alle tænkelige kombinationer. Vi skal som praksislæger få både listen og tankegangen indarbejdet som et fast element i vores arbejde. Mange steder bliver den brugt. Jeg har mange kolleger, der er glade for den. Men det er stadig sådan, at det er et ordentligt slæb og en udfordring med de ældre, multisyge patienter. Her er det vores ambition at lægerne om muligt skal kunne hente mere hjælp og støtte i vejledningerne i fremtiden.”

 

Artiklen har været bragt i magasinet Medicinsk Tidsskrift i september

 

 

Relaterede artikler

Like eller del denne artikel