Claude Guiron understreger forskellen på svensk snus og andre typer oral tobak.
Tobaksproducent: Vigtig forskel på tobaksprodukter
Debat
Claude Guiron,forskningsdirektør,
Philip Morris International, Norden
Tobaksproducenten Philip Morris reagerer på Medicinske Tidsskrifters omtale af studie, hvor vi skriver, at en betydelig del af mundkræfttilfælde kædes sammen med røgfri tobak. Philip Morris understreger i dette debatinlæg, at det i artiklen i Lancet fastslås, at svensk tobakssnus adskiller sig fra andre typer oraltobak.
I en artikel i Onkologisk Tidskrift den 18. november refereres en vigtig artikel fra The Lancet Oncology om de negative sundhedseffekter af oral tobak og betelnødder i forbindelse med kræft i mundhulen. En tredjedel af orale cancertilfælde globalt kan kædes sammen med brug af oral tobak og betelnødder, lyder resultatet.
Brug af den type oraltobak, der henvises til i Lancet-artiklen, er dog næsten ikke-eksisterende i de nordiske lande. Det skal man hæfte sig ved. I forhold til os i Norden er det interessant at bemærke, at forfatterne i Lancet udførligt fremhæver, at svensk tobakssnus netop adskiller sig fra andre typer oraltobak. Artiklen i The Lancet forklarer, at svensk snus indeholder langt lavere niveauer af kræftfremkaldende stoffer end orale tobaksprodukter fra andre lande. Evidensen for, at snus ville føre til kræft, er inkonklusiv. Nogle undersøgelser viser en sammenhæng, mens andre ikke gør.
Lancet-artiklen bringer også et billede (figur 2), som tydeligt viser, at svenske og norske mænd på befolkningsniveau har den laveste risiko i hele verden for at få mundhulekræft forårsaget af orale tobaksprodukter. Dette kunne næppe være tilfældet, medmindre risikoen for mundhulekræft var særlig lav med svensk snus, da en stor del af den mandlige befolkning i Sverige og Norge bruger oral tobak.
Snus har en anden risikoprofil end andre tobaksprodukter. Det bekræftes også ved, at US Food and Drug Administration (FDA) i november 2024 fornyede sin tilladelse til, at Swedish Match må markedsføre General Snus i USA med en påstand, om at blandt andet risikoen for mundhulekræft er lavere ved snus end cigaretter.
FDA har tidligere indikeret, at en vigtig årsag til beslutningen er, at svensk snus også udsætter brugerne for langt lavere niveauer af tobaksspecifikke nitrosaminer end andre orale tobaksprodukter på det amerikanske marked. Dette betyder, at svensk snus har potentiale til lavere risiko for mundkræft end anden oral tobak.
Svensk snus er forbudt at sælge i Danmark. Den "snus" der sælges på det danske marked, såkaldte nikotinposer, er fuldstændig uden tobak, men indeholder nikotin. Ifølge WHO er nikotin ikke et kræftfremkaldende stof, og risikoen for mundkræft med nikotinposer er sandsynligvis meget lav.
Ingen tobaks- eller nikotinvarer er harmløse, og alle er vanedannende. Hvis man ryger, eller bruger andre typer tobak eller nikotinprodukter og ikke ønsker at stoppe med nikotin, er risikoen for mundhulekræft langt lavere med svensk snus og nikotinposer end med alternativerne.