Over 100 sundhedseksperter er gået sammen i kompetent bog
Sundhedsmyndighedernes håndtering af covid-19 har plads til forbedringer overfor blandt andet kræftpatienter, borgere af anden etnisk herkomst og plejehjemsbeboere. Men krisen har også skabt nye rutiner og erkendelser i sundhedsvæsnet, som bør bevares og udvikles yderligere, fremgår det af ny bog fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed - den anden af to. Et stort og beundringsværdigt kompetent arbejde ligger bag de to bøger, skriver anmelder Maria Cuculiza.
Der eksisterer endnu kun meget begrænset viden om de afledte konsekvenser af covid-19, og hvad det betyder, når et sundhedsvæsen trues på sin kapacitetsgrænse, og krisen måske ovenikøbet rammer sårbare og udsatte borgere og patienter helt særligt hårdt. I den nye bog "Nogle er ikke et antal. Snart er ikke et tidspunkt", forsøger Dansk Selskab for Patientsikkerhed derfor at sætte fokus på pandemiens afledte konsekvenser for landets svageste borgere og patienter, hvis ofte i forvejen velkendte problemer krisen udstiller og forstørrer:
”Vi skal tage ved lære af krisen, og vi skal benytte krisen til at lave forandring. Et udtryk som blev brugt meget i starten af krisen – og som Winston Churchill skulle have sagt er, at 'man skal aldrig lade en god krise gå til spilde'. Men forudsætningerne for, at vi netop ikke lader krisen gå til spilde er, at vi omsætter erfaringerne til læring og samler den læring, som vi måske kommer til at glemme, i rusen over at være sluppet ud af krisen,” lyder opfordringerne fra selskabets redaktørgruppe til netop den læring, som udgør bogens røde tråd.
"Nogle er ikke et antal. Snart er ikke et tidspunkt," er andet og sidste bind af to bøger fra selskabet om, hvad covidkrisen på godt og ondt har afsløret om det danske sundhedsvæsen, siden dette i det tidlige forår 2020 pludselig skulle omstille sig til en pandemi, som krævede blandt andet omorganisering af rutiner, øget behandlingskapacitet, opbremsning af smitten, etablering af tests samt et krav om at forberede sig på svære beslutninger i form af blandt andet triagering, hvis sundhedsvæsenets kapacitet blev overskredet. En risiko som indebærer, at sundhedsvæsnets ikke kan imødekomme behandlingsbehov - og en risiko som sundhedsvæsnet flere gange har nærmet sig siden den første lockdown marts 2020.
”Vi håber, at denne bog med sine mangfoldige bidrag kan være med til at fastholde læringen fra krisen. Vi har lært meget om samarbejde på tværs i sundhedsvæsenet, beredskaber, kriseledelse, monitorering, psykosocialt beredskab og mental sundhed, etik, kapabiliteten til at anvende kvalitetsmetoder, organiseringen af patientsikkerhed, digitale løsninger, sammenhængskraften i sundhedsvæsenet og meget mere,” skriver redaktørerne af de to bøger "Nogle er ikke et antal.Snart er ikke et tidspunkt" og bind et "Håb er ikke en strategi", som især har fokus på ledelse og styring, implementering af planer i virkeligheden, organisering af kvalitets- og patientsikkerhedsarbejdet samt arbejde og innovation, mens bind to behandler etik og prioritering, psykologisk tryghed og mental sundhed og sundhedsadfærd:
”Mere end 100 personer i og omkring sundhedsvæsenet har opsamlet viden og erfaringer med kvalitet og patientsikkerhed i en presset tid. Denne bogs 40 kapitler – og lige så mange unikke vinkler – giver et historisk indblik i, hvordan det danske sundhedsvæsen og samfund har ageret i en global sundhedskrise,” forklarer redaktørerne, professor Jan Mainz, kontorchef i Center for sundhed og ældre i Kommunernes Landsforening Hanne Agerbak, konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Nanna Kure-Biegel, professor Mickael Bech og direktør for Selskab for Patientsikkerhed Inge Kristensen, der sammen har udvalgt seks temaer for læring og forbedring. Heriblandt et bedre pandemiberedskab, øget psykologisk tryghed og mental sundhed hos især sundhedspersoner, turbo på praksisnær ledelse og en i det hele taget bedre sammenhæng i det primære og sekundære sundhedsvæsen, som igen gerne skulle føre til mindre ulighed.
For ja uligheden i sundhedsvæsnet blev tilsyneladende endnu engang enten fastholdt eller direkte fastholdt blandt patienter og borgere af anden etnisk herkomst, fremgår det af professor ved Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, Morten Sodemans fortræffelige kapitel om én af pandemiens blindevinkler "Patientsikkerhed under Covid-19 i tværkulturelt perspektiv: Underbeskyttet og overeksponeret":
”En meget uheldig kombination af folk i frontlinje-serviceerhverv fx buschauffører, overfyldte og dårlige boliger samt sprogbarrierer har verden over skabt et højrisikomiljø for migranter i lavindkomstjobs. Man har måttet konstatere, at myndighederne svigter på centrale parametre som troværdighed, tillid og tilpasset information, når det kommer til etniske minoriteter,” skriver Sodeman, der også peger på, at politiske udmeldinger med udskamning og tale om fodlænker og udgangsforbud har afstedkommet tvivl om myndighedernes reelle hensigter samt hadefulde ytringer i medier:
”Endelig har epidemien, endnu engang, afdækket og udfordret de politiske modsætninger, der præger forståelse af, hvad folkesundhed er: Mens det kan være politisk acceptabelt at sikre en folkesundhed, der indbefatter 80% af befolkningen, så udgør de resterende ubeskyttede 20% af befolkningen en optimal situation for smittespredning og dermed en unødvendig belastning af sundhedsvæsenet og de, der rammes,” skriver han og fortsætter:
”Den danske indsats mod covid-19 bygger på en velfærdskontrakt med tre værktøjer: tillid, nudging og social kontrol. Det er imidlertid problematiske værktøjer i forhold til subgrupper som – af meget forskellige grunde – kan have mistillid til myndigheder. Det samme gælder grupper, som ikke er modtagelige for nudging, og som reagerer negativt på myndigheders forsøg på social kontrol af adfærd med henvisning til 'det fælles gode' og folkesundheden. Hvis man enten ikke føler sig inkluderet i velfærdskontrakten eller kun har erfaring med at være ekskluderet fra det fælles gode og folkesundheden, så er motivationen til at lytte og ændre adfærd mindre end baggrundsbefolkningens,” mener Sodemann, der opfordrer til, at myndighederne sikrer en øget grad af ’tværkulturel kommunikationsparathed og kompetenceenheder, for som han også skriver:
”Epidemier venter ikke på, at der startes særlige indsatser overfor udsatte risikogrupper – der skal handles, før smittetrykket stiger.”
Danmark oplevede både under covid-19-pandemiens nedlukning i foråret 2020 et markant fald i antallet af henvendelser til almen praksis, antallet af nydiagnostiserede kræfttilfælde og i mængden af livs- og førlighedstruende tidskritisk sygdom – herunder patienter med hjertesygdom. For mange patienter vil disse fald resultere i forsinket behandling og forringet prognose, idet hurtig diagnostik og behandling er afgørende for kræft- og hjertepatienter, fremgår det af to af bogens glimrende og grundige kapitler om forsinkelserne, og hvori eksperterne blandt andet opfordrer sundhedsmyndighederne til tidligere at overvåge afledte konsekvenser, når sundhedsvæsenet retter sit fokus mod at bekæmpe en pandemi og i højere grad at indskærpe, at personer enten med symptomer på kræft , akut sygdom eller vedvarende uspecifikke symptomer skal konsultere deres praktiserende læge, og at adgangen til hospital i øvrigt er åbne for dem.
Også for nogle af landets ældste eller mest syge borgere på hospitalerne, plejehjemmene og i hjemmeplejen blev prisen for at forhindre smitte i forhold til at sikre det rette psykosociale miljø måske nogle steder for høj ifølge et hjerteskærende kapitel "Når partnerskabet med borgeren bliver sat under pres" om nedlukningens konsekvenser på Rigshospitalets Center for Kræft og Organsygdomme, Dragør Kommune og et plejehjem på Østerbro. Forhold som man kan lære af og gøre bedre med større forståelse og tilfredshed som følge, mener kapitlets to forfattere, Ove Gaardboe og Tina Roikjer, som refererer til uhensigtsmæssigheder i form af blandt andet meget forskellige tolkninger af besøgsrestriktioner, begrænsning i træningstilbud og anden fysisk aktivitet, brug af personlige værnemidler og desuden betydelige begrænsninger i den personlige frihed.
Endelig forekommer kapitlet "Betydningen af psykologisk tryghed blandt ledere i sundhedsvæsenet under covid-19" af Simon Tulloch og Karen Ingerslev at være dybt meningsfuld læsning, når de to forfattere skriver, hvordan psykologisk tryghed, robusthed og læring bør være hele grundlaget for udvikling af sundhedsorganisationernes kultur også efter krisen:
”Det er vigtigt at skabe betingelser for psykologisk tryghed som et fundament for effektiv læring i teams. Når personalet oplever psykologisk tryghed, kan de mere frit engagere sig i videndeling, udforskning af ideer fra nye perspektiver, innovation og udforskende læring. I praksis i det daglige kliniske arbejde betyder det, at der er mindre tilbøjelighed til at indrapportere utilsigtede hændelser eller drage organisatorisk læring, hvis medarbejdere føler sig utrygge ved at tale om de problemer, de oplever. Denne slags sammenhænge er også kendt som ’ blame cultures’. Jo mere komplekst og usikkert miljøet er, des vigtigere er det for mennesker at føle sig psykologisk trygge, så de kan være åbne og ærlige over for deres kollegaer,” skriver de to forfattere, som mener, at sundhedsmyndighedernes indledende håndtering af for eksempel værnemidler skabte mistillid og utryghed.
”I første akt så læger og sygeplejersker, hvordan deres kollegaer i Italien knoklede, blev syge og døde af sygdommen. De var også vidne til fortvivlelsen over de beslutninger, deres italienske kollegaer skulle træffe om, hvem der kunne få hjælp af én af de alt for få respiratorer, og hvem der ikke kunne. På hospitalerne i Danmark så vi læger, som selv investerede i de mest sikre værnemidler i stil med dem, der anvendes af Forsvaret. Medarbejdere oplevede vrede og angst over, at arbejdspladsen ikke i tilstrækkelig grad stillede ordentlige værnemidler til rådighed som beskyttelse af personalet mod smitten. Disse reaktioner fra medarbejderne kalder på ledernes situationelle ydmyghed. Adfærden er et tegn på, at der ikke var tillid til, at ledelsen i tilstrækkelig grad løftede deres opgave. Der er en risiko for, at disse medarbejdere ikke følte sig respekterede i det sundhedsfarlige arbejde, de skulle udføre. De vidste ikke, hvor de kunne spørge om hjælp. Det var svært at gennemskue, hvor og hvordan de kunne gøre opmærksom på de udfordringer, de oplevede. Så her valgte nogle altså selv af tage ansvaret for egen sikkerhed. Det styrker hverken den enkeltes eller teamets oplevelse af psykologisk tryghed.”
At covid-19 har påvirket arbejdet for alle patienter og sundhedsvæsnets medarbejdere konkret og følelsesmæssigt er man ikke i tvivl om, når man har læst "Håb er ikke en Strategi og Nogle er ikke et antal. Snart er ikke et tidspunkt". Men hvorvidt, at det store og beundringsværdigt kompetente arbejde, som ligger bag de to bøger, så også vil føre til bedre forhold for patienter og medarbejdere i det samlede sundhedsvæsen, kan kun tiden vise. Men håbet er jo lysegrønt, og forhåbentligt vil sundhedsvæsnets ledere tage sig tiden til at læse de to bøger, for det har de fortjent, for mange medarbejdere har endnu engang lagt ildhu og flid i nye forsøg på forbedring og udvikling af vores alle sammens sundhedsvæsen. Indtil da må vi huske at kippe og klappe ikke kun for bøgernes mere end 100 forskellige skribenter, men også for de mange medarbejdere, som ukueligt kastede sig ud i pandemien og trodsede et helt utidssvarende pandemiberedskab, en ukendt, smitsom og livstruende sygdom, nye fagområder, nye kolleger, forflytninger og nye daglige selvmodsigende krav og retningslinjer fra såvel lokale som nationale sundhedsmyndigheder. I en rapport om sundhedsmedarbejdere i den kommunale sektor fortælles det for eksempel:
”Mange medarbejdere gav udtryk for usikkerhed dels i relation til følelsen af manglende faglige kompetencer dels ift. at have nye kollegaer fra andre fagområder, hvor det var svært at forstå, hvilken kompetence disse nye kollegaer bragte ind i situationen. Denne usikkerhed kom også fra en tvivl om, hvorvidt alle ændringer hos borgerne blev observeret og registreret. Brug af værnemidler på hele vagten og i flere dage var uvant for alle, og det skabte ubehag og gener – ikke mindst grundet mange varme dage i foråret. Generelt var der mangel på kollegaer, og mange var i dobbeltvagter, hvilket er en stor belastning, der normalt afføder et større behov for restitution. Vagterne var svære at dække, da mange vikarer ikke ønskede at komme ud til covid-19-syge borgere. Endelig var der mange, der gav udtryk for frygten for at bringe smitten med hjem til egen familie og pårørende. ”
Af de to bøger fremgår også klart, at medarbejdernes psykologiske tryghed under pandemien konstant er blevet udfordret på grund af tidspres og pres for at håndtere nye opgaver under usikkerhed. Men, lyder advarslerne i bind to:
”Samtidig er tilstedeværelsen af psykologisk tryghed på en afdeling, mellem faggrupper og på tværs af organisationer afgørende for at kunne lykkes i fællesskab. Opmærksomheden på, hvad der understøtter og skaber faglige miljøer præget af psykologisk tryghed, bør fortsætte og trække på læringen fra krisen. Med krisen er vi også blevet ekstra opmærksomme på, at presset betyder, at nogle knækker undervejs. Vi skal selvfølgelig forebygge, men vi skal også have et psykosocialt beredskab, som kan samle op, når det går galt, både som en del af sundhedsvæsenet og for sundhedsvæsenet. Dette behov har været særligt stort under krisen. Sundhedsvæsenet er fyldt med vanskelige situationer, hvor presset kan blive for stort for selv den bedste, så det er en vigtig læring at tage med videre. God kvalitet og patientsikkerhed skabes af et psykologisk trygt miljø med høj trivsel, og vi skal derfor udbygge disse områder som en systematisk del af vores kvalitetsarbejde.”
Bogen kan bestilles via: www.patientsikkerhed.dk
Bogen er sat i gang af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og redaktionen af bogen er forestået af personer i eller med tilknytning til PS!:
Første bind af to bøger fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed om covidkrisen blev anmeldt her:
BØGER. Covid-19 har udfordret sundhedsvæsnets rammer, rutiner og måder at arbejde på, men pandemie...