Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Banebrydende forsøg: Danske smittede tilbydes Remdesivir som forebyggende behandling for covid-19

Som det første hospital i Europa tilbyder Hvidovre Hospital nu Remdesivir som forebyggende behandling til smittede patienter, som er i særlig risiko for et alvorligt covid-forløb.

Første borger er i behandling tirsdag.

”Der er ikke ret mange erfaringer med behandlingsformen endnu. Lige nu er der kun omtrent 100 borgere i USA, der har fået den forebyggende behandling,” siger professor og overlæge Thomas Benfield fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital. 

Det er borgere med positiv test og særlig risiko for et alvorligt covid-forløb, som fremover får fremover tilbudt tre doser Remdesivir uden indlæggelse. Man er i risikogruppen, hvis man er over 60, kronisk syg eller svært overvægtig.

”Patienterne skal modtage den forebyggende behandling med lægemidlet inden for tre døgn efter de er konstateret coronapositive,” siger Thomas Benfield. 

Det er nemlig i virusfasen, at Remdesivir har en effekt, forklarer han. Hvis patienten udvikler symptomer på aktiv sygdom – såsom åndenød og feber – er patienten nået til den såkaldte ’inflammationsfase’. Og så er der yderligere lægemidler, eksempelvis binyrebarkhormon, som også skal tages i brug. 

Thomas Benfields team kontakter smittede i risikogruppen via e-Boks, hvorefter de har lov at ringe dem op og tilbyde den forebyggende behandling. Behandlingen sker i dagtimerne i corona-vurderingsklinikken, hvor patienter over tre dage skal modtage stoffet via en nål i armen. 

WHO har udtalt, at de ikke anbefaler Remdesivir til behandling af patienter med covid-19, da det ikke kan påvises bredt, at medicinen forbedrer ens overlevelsesmuligheder. Lægemiddelstyrelsen har dog i november meddelt, at behandlingen med det antivirale lægemiddel, oprindeligt udviklet til behandling af leversygdommen hepatitis C, fortsætter i Danmark, på samme måde som det er tilfældet i resten af Europa.  

”Man skal huske på, at WHO har 200 medlemslande med meget forskellige sundhedsbudgetter,” siger Thomas Benfield. Derfor er det ofte en meget anderledes hospitalsvirkelighed med et helt anderledes sundhedsbudget, de også skal tage hensyn til," siger han.

”Vi bruger Remdesivir, fordi det forkorter indlæggelsestiden. Og i en bestemt undergruppe forbedrer det overlevelsen, nemlig den gruppe patienter, der er indlagt med lungebetændelse og har behov for ilt. Og det er den effekt, vi også håber at få gavn af i det her forsøg,” siger Thomas Benfield. 

 

 

Fakta om Remdesivir

  • Remdesivir er fremstillet af lægemiddelproducenten Gilead Sciences og fik i maj 2020 som det første lægemiddel særlig hastetilladelse fra de amerikanske lægemiddelmyndigheder FDA til brug mod covid-19.
  • Remdesivir forhindrer vira i at replikere sig selv ved at indsætte sig selv i nye virale gener.
  • Remdesivir blev oprindeligt testet som et antiviralt middel mod ebola og hepatitis C, men demonstrerede kun forholdsvist svage resultater.
  • 20. november frarådede WHO at anvende Remdesivir til coronapatienter. Et WHO-panels analyse viste, at Remdesivir ikke havde effekt på dødeligheden, indlæggelsestid, behovet for respirator eller andet. Panelet erkendte dog, at der var behov for yderligere forskning for specielt subgrupper af patienterne.

 

 

Relaterede artikler

 

 

 

 

 

 

 

Tags: corona, Remdesivir

Del artikler