Statsministerens dagsorden om aktiv dødshjælp er etisk forkastelig og grænseoverskridende

KRONIK. I sidste uge gav Lægeforeningen og et nyt netværk imod statsassisteret selvmord modstand til statsminister Mette Frederiksens agenda om at legalisere aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Statsministerens dødsudvalg på sin side anbefalede legalisering af assisteret selvmord, og selv deltog statsministeren i en paneldebat, hvor hun anklagede Lægeforeningen for at stille ”grænseoverskridende” spørgsmål om regeringens prioriteter. Der er brug for, at hun træder ned fra bulldozeren og begynder at lytte til de bekymrede kritikere.

For et år siden proklamerede statsminister Mette Frederiksen (Soc.) i sin tale på Folkemødet i 2023, at hun gerne så aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord indført i Danmark. Dengang lancerede hun, at befolkningen skulle have ”den svære samtale” om denne sag.

Men det har overhovedet ikke været nogen ligeværdig samtale eller reel demokratisk debat. Og statsministerens udtalelser vakte store rystelser, bekymringer og frygt hos mennesker med alvorlig sygdom eller handicap inde på livet såvel som hos mange sundhedsprofessionelle og andre med etiske holdninger til området. 

Ministerens oplæg spillede sammen med en systematisk politisk devaluering, nedprioritering, stigmatisering og diskrimination af en stor gruppe borgere i vores samfund, som jeg beskrev det i en kronik i Sundhedspolitisk Tidsskrift i november 2023. Den viser sig for eksempel i byrde- og gøgeungeretorikken.

Vi ved også, at statsministeren og hendes regering havde planer om at nedsætte et alternativt udvalg, Udvalget for en mere værdig død, allerede inden Det Etiske Råd fremlagde deres afvisning af legalisering af aktiv dødshjælp i efteråret 2023. Det alternative dødsudvalg havde et ufravigeligt fokus på at opstille modeller for en mulig indførelse af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord i Danmark, hvilket vi ved, fordi to medlemmer af udvalget kritiserede det og udtrådte af det i maj måned. Udvalget var meget nøje sammensat efter, at Mette Frederiksen skulle have sin anbefaling om at indføre aktiv dødshjælp. 

Denne konklusion understøttes endvidere af et dokument, som Altinget har fået delvist aktindsigt i og omtaler 14. juni. Dokumentet, der blev udarbejdet af Statsministeriet få uger før, at sognepræst Kathrine Lilleør blev formand for det alternative dødsudvalg, konstaterer sort på hvidt, at Lilleør støtter aktiv dødshjælp. Dermed er kommissoriet for dødsudvalget også falsk varebetegnelse, og regeringen har ikke haft til hensigt at gøde jorden under nogen reel demokratisk samtale.

Dødsudvalget anbefaler at legalisere assisteret selvmord

Torsdag 13. juni kom dødsudvalget så med sine foreløbige anbefalinger. Det blev også omtalt på Folkemødet på Bornholm.

Et flertal i udvalget anbefaler forskellige varianter af assisteret selvmord, skriver DR. Tre ud af fire af udvalgets synspunkter er baseret på, at sundhedspersonalet skal udskrive en dødelig dosis medicin, som enten patienten selv, sundhedspersonalet eller pårørende skal give en patient. Flertallet mener, at patienten skal være terminalerklæret, før disse mulige tilbud kan komme i betragtning.

Kathrine Lilleør vil dog ikke selv kalde synspunkterne for ”aktiv dødshjælp” eller ”assisteret selvmord”, men insisterer på at nedbryde de traditionelle begreber om disse handlinger.  

Kun et enkelt medlem af udvalget afviser at ville ændre loven og indføre nogen form for aktiv dødshjælp. Det er Janus Tarp, formand for UlykkesPatientForeningen og chefjurist i Slagelse Kommune.

Synlig modstand imod regeringens planer

Forud for dødsudvalgets fremlagte anbefalinger havde Lægeforeningen 13. juni en markant annonce i Politiken. Den havde et stort foto af formand Camilla Rathcke og en tekst direkte henvendt til statsminister Mette Frederiksen. I tilknytning til annoncen bragte Politiken, også 13. juni, et uddybende interview med Camilla Rathcke.

I annoncen siger hun, at Lægeforeningen ikke er enig med statsministeren i, at et flertal i befolkningen støtter legalisering af aktiv dødshjælp. 

De henviser her til, hvad statsministeren sagde 15. juni 2023 i sin indledende italesættelse af sin agenda om at indføre aktiv dødshjælp i Danmark på Folkemødet på Bornholm. Her sagde hun, at hun ”i lighed med et meget stort flertal af danskerne” er personligt meget stærk tilhænger af en sådan dagsorden. 

Lægeforeningen har selv foretaget en spørgeundersøgelse, som viser, at kun knap 20 procent af de adspurgte kan svare rigtigt på, hvad aktiv dødshjælp er. "Når du diskuterer så store omfattende ændringer af vores samfund, så skal du godt nok være sikker på, at alle forstår, hvad de siger ja til, og hvilke konsekvenser det kan have," lyder det i annoncen. 

Mange folk har altså svaret i blinde på opinionsundersøgelser om aktiv dødshjælp. Når så få mennesker kan skelne mellem, hvad der er aktiv dødshjælp, og hvad der ikke er, ligesom mange slet ikke kender de eksisterende muligheder for palliativ behandling i sundhedslovgivningen, så er det, mener Lægeforeningen, usagligt af statsministeren at konkludere, at et flertal i befolkningen går ind for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. 

Derudover spørger Lægeforeningen i annoncen direkte statsministeren, om hun og den øvrige regering ”kan svare oprigtigt ja til”, at de ”har prioriteret de nødvendige ressourcer til lindrende behandlingstilbud og muligheder for at leve værdige liv til det sidste”, eller om de ”negligerer” dette og ”i stedet [tilbyder] aktiv dødshjælp”.

Modstand imod statsassisteret selvmord 

Forud for dødsudvalgets præsentation af anbefalinger til aktiv dødshjælp har også 18 fagfolk og enkeltpersoner samlet sig i fælles modstand mod statsministerens og dødsudvalgets agenda. Det er sket med netværket "Nej til statsassisteret selvmord". 

Det tæller blandt andet tre tidligere formænd for Det Etiske Råd: læge Ole Hartling, ph.d. i medicinsk etik Jacob Birkler og overlæge Gorm Greisen. Det tæller derudover blandt andet en række andre sundhedsvidenskabelige specialister inden for palliation, de to nuværende medlemmer af Det Etiske Råd ph.d. i psykologi og professor Svend Brinkmann og tidligere formand for SIND Knud Kristensen, digter og forfatter Caspar Eric, cand.mag. og medlem af netværket "Ikke Død Endnu" Sarah Glerup, hospitalspræst Lotte Mørk og teolog og sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen. 

Det nye netværk vil oplyse befolkningen om, hvad der egentlig er på spil, når regeringen ønsker at indføre varianter af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. For der er afgørende meget på spil. De formulerer syv hovedargumenter imod legalisering heraf:

1. Dødshjælp er de raskes svar på de syges problem.
2. Ubærlig lidelse kan lindres.
3. Det frie valg er ikke kun frit, men ender som et pres.
4. Statsassisteret selvmord vil presse de syge, sårbare og plejekrævende, alene fordi tilbuddet eksisterer.
5. Statsassisteret selvmord vil gøre os alle mere kyniske og forråede.
6. Statsassisteret selvmord bliver en behandlingsmulighed.
7. Statsassisteret selvmord vil hurtigt blive en glidebane, hvor stadig flere grupper vil få lov til at kræve, at staten slår dem ihjel.

Lotte Mørk fremhæver over for Politiken frygten for, hvad dødshjælp vil gøre ved vores menneskesyn: ”Det vil ændre det blik, vi har på hinanden. Min frygt er, at vi ikke kan beholde retten til at være til besvær, hvis vi er syge, gamle eller har et handikap.”

I samme anledning har medstifter af "Ikke Død Endnu" Ditte Guldbrand, formand for UlykkesPatientForeningen Janus Tarp, formand for Lev Anni Sørensen og andre repræsentanter for handicapbevægelsen i Danmark sammen et debatindlæg i Politiken. Her peger de på, at der "er folk, som har ønsket dødshjælp. Ikke fordi de ønskede at dø, men fordi deres basale hjælp blev taget fra dem."

Statsministerens udtalelser på Folkemødet 2024

Nu har statsministeren også reageret på de nye udmeldinger omkring sagen. Det skete i forbindelse med Det Etiske Råds debat om aktiv dødshjælp på Folkemødet i Allinge 14. juni. Her debatterede statsministeren blandt andet med formand for det nuværende Etiske Råd Leif Vestergaard Pedersen, og læge Peter Qvortrup Geisling var ordstyrer. 

Som jeg har kunnet læse mig til i mediers referater herfra, handlede en væsentlig del af den debat om, hvordan man politisk har prioriteret økonomien til sundhedsvæsenet til behandling, omsorg og pleje, ikke mindst af døende patienter. Har politikerne prioriteret tilstrækkelige midler til lindrende behandling, så de kan leve et værdigt liv til det sidste, eller negligerer de dette og tilbyder i stedet aktiv dødshjælp?

Statsministeren blev tilsyneladende meget provokeret af spørgsmålet.

Ud fra Kristeligt Dagblads, Altingets og Politikens gengivelser af dele af statsministerens svar på dette spørgsmål kan man sammenstykke dette svar: 

”For det første synes jeg faktisk, at det er et rimelig grænseoverskridende spørgsmål at stille fra Lægeforeningens side. Det er jo hævet over enhver tvivl, at det er en fælles opgave i et demokrati at sørge for, at der er ressourcer nok til vores sundhedsvæsen. Det forsøger vi i skiftende regeringer, så godt vi nu kan, med alle de andre opgaver, der også er. Men det ligger jo faktisk lidt i spørgsmålet, at nogen, politikere eller andre, skulle have fået en idé om den her diskussion, fordi man ikke ønsker at prioritere at hjælpe andre. Jeg vil faktisk ikke have det siddende på mig. Jeg synes, at det er under lavpunktet, og det klæder ikke en læge at argumentere på den måde. Vi må kunne have en stille og rolig og civiliseret snak om, om man må få hjælp eller ej, og om man selv må bestemme eller ej.”

Ifølge Kristeligt Dagblad medgav statsministeren endvidere, ”at der er behov for at se på balancen mellem de penge, man bruger på behandling og pleje, og hun ville også gerne være med til at bruge flere penge på sundhedsvæsenet.” 

Altinget refererer hende desuden for at sige: ”Der er masser af dilemmaer. Jeg kommer ikke som en bulldozer og siger, at det her skal vi gøre. Men jeg synes, at det er en god samtale, vi har fået startet.”

Lægeforeningen præciserer spørgsmålet

Politiken har talt med Camilla Rathcke, som mener, at statsministeren laver en stråmand på Lægeforeningens hensigter med spørgsmålet i annoncen. Hun afviser, at spørgsmålet er en indirekte anklage om, at Mette Frederiksen vil tilbyde aktiv dødshjælp ud fra prioriteringshensyn:

”Vi prøver ikke at sætte en præmis op om, at man vil tilbyde aktiv dødshjælp ud fra prioriteringshensyn. Men vi vil meget gerne drøfte, hvorvidt vi har en lindrende behandling, som er tilstrækkelig, til alle de patienter, der har behov. Og vi synes ikke, vi har set nogen reaktion fra regeringen på, at Rigsrevisionen har kritiseret det her område flere gange.”

Hun henviser her formentlig til, hvordan Rigsrevisionen f.eks. sidste år kritiserede Sundhedsministeriet for ikke at have taget initiativer til at løfte indsatsen på det palliative område og regionerne for fortsat ikke at sikre livstruende syge patienter tilstrækkelig god adgang til palliativ behandling. Sundhedsstyrelsen afviste også sidste år at gøre palliativ medicin til et lægefagligt speciale – hvilket fremstår som et paradoks, hvis statsministeren interesserer sig oprigtigt for værdig behandling af døende. 

Derudover har vi også igennem flere årtier set sundhedsvæsenet blive nedbrudt på baggrund af politiske nedprioriteringer, så det nogle steder i dag er tæt på sammenbrud. Dét er en kendsgerning og derfor et relevant bagtæppe for agendaen om aktiv dødshjælp.

Spørgsmål er ikke grænseoverskridende

Jeg synes bestemt ikke, Lægeforeningens spørgsmål er grænseoverskridende. Det er tværtimod et helt centralt og relevant spørgsmål at stille.

For mennesker med alvorlig sygdom eller handicap inde på livet er det derimod totalt grænseoverskridende, at statsministeren og med hende den øvrige regering og dødsudvalget stiller spørgsmålstegn ved, om alle menneskers liv altid er leveværdige, og at dét spørgsmål stilles samtidig med et tilbud fra staten om, at man kan lade sig dræbe. Hvem er det da, som statsministeren og regeringen finder livsuværdige?

Den dagsorden vil uundgåeligt spille sammen med de stadige brutale nedskæringer af hjælpen til mennesker med alvorlig sygdom eller handicap og den negative retorik om dele af befolkningen, som vi har hørt og set igennem en årrække – et af de seneste eksempler er socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils (Soc.) nye rammeaftale på handicapområdet med tilhørende økonomiaftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Det bliver uundgåeligt til et angreb på retten til at være til besvær.  

Når Mette Frederiksen siger, at fordelene ved legalisering af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord opvejer ulemperne, så viser hun derved, at hun overhovedet ikke har forstået rækkevidden af sit ønske. Hun viser også, at hun ikke forstår, hvad et dilemma er. Det er jo per definition uløseligt. Der vil altid være nogen, der betaler en pris. Er hun fuldstændigt ligeglad med den pris, som mange syge borgere vil komme til at betale, hvis hun og regeringen tillader disse fundamentale etiske grænser at blive overtrådt?

For de sundhedsprofessionelle er det også voldsomt grænseoverskridende pludselig at skulle se ind i en fremtid, hvor de kan blive bedt om at udlevere dødsmedicin til deres patienter. Det bryder med det etiske og faglige grundlag for behandling af patienter i dag. Det overskrider grundliggende samvittighedsspørgsmål og sundhedsfaglige synspunkter, ligesom det bryder med det grundliggende menneskesyn i sundhedssystemet, herunder inden for den palliative sektor. Læger og sygeplejersker skal behandle, lindre, trøste, aldrig skade. De må og vil ikke slå ihjel!

Vi er i øvrigt mange, der oplever statsministerens, regeringens og dødsudvalgets agenda som netop en bulldozer, der bare kører hen over os i befolkningen. Vi er mange, der ikke føler os set, hørt eller anerkendt i vores tilkendegivelser i denne sag ligesom i så mange andre henseender igennem årene. Det er jo løgn, når statsministeren omtaler den politiske proces som en fælles demokratisk samtale. Vi ved godt alle sammen, at statsministeren og regeringen besidder den privilegerede magt til både at tale og beslutte her – og at de vil benytte den.

Aktiv dødshjælp vil presse mennesker 

Som jeg også skrev i min kronik i Sundhedspolitisk Tidsskrift i november 2023, så er der det på spil, at et "tilbud" om dødshjælp kan blive en måde for staten til at slippe af med syge og handicappede. Noget lignende formulerer ansvarshavende chefredaktør for Kristeligt Dagblad Jeppe Duvå i avisens kritiske leder 14. juni:

”Paradigmet fremover bliver, at staten ikke længere har borgernes fysiske ve og vel som en førsteprioritet. Afskaffelsen af visse borgere bliver nu en officiel opgave for fællesskabet. Det er mere indgribende i samfundets menneskesyn og mere ødelæggende for syge og hjælpeløses syn på sig selv, end det umiddelbart er til at overskue. (…) Det statsligt ordinerede selvmord vil presse syge, sårbare og plejekrævende, alene fordi tilbuddet eksisterer. Døden ender uundgåeligt med at blive et behandlingstilbud.”

Synes du, det lyder for dystopisk? 

Vi er nødt til at tage stilling til det, der kan ske i yderste konsekvens. Og eftersom forskellige varianter af aktiv dødshjælp allerede er indført i en række andre stater, har vi håndfaste erfaringer at støtte os til. 

De viser, at der er sket voldsomme skred i menneskesyn og så videre – det er en kendsgerning. Derfor er jeg meget bekymret for konsekvenserne, hvis regeringen holder fast i denne agenda. 

Der er brug for, at statsminister Mette Frederiksen og den samlede regering stopper op, træder ned fra bulldozeren, lytter til de bekymrede kritikere og tænker sig godt om. For når først den etiske grænse til aktiv dødshjælp er overtrådt, så vil virkeligheden for altid være forandret.