Et "tilbud" om dødshjælp kan blive en måde for staten at slippe af med syge og handicappede

Når statsminister Mette Frederiksen (Soc.) vil have "den svære samtale" om aktiv dødshjælp, så er det ikke nogen ligeværdig samtale eller reel demokratisk debat. Så spiller det sammen med den systemiske, politiske devaluering, nedprioritering og stigmatisering, som i forvejen er blevet en stor gruppe af borgere til del, mener Lisbeth Riisager Henriksen. 

Siden statsminister Mette Frederiksen (Soc.) i juni måned bekendtgjorde, at hun støtter et borgerforslag om at legalisere aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, har debatten raset for og imod en sådan legalisering.

Parallelt med debatten har SVM-regeringen, ligesom de foregående regeringer, kørt frem med nye lovforslag om forringelser af sociale ydelser (for eksempel af kontanthjælp og fleksjob). Den har, ligesom foregående regeringer, lavet stramme økonomiaftaler med regionerne og kommunerne, så disse tvinges ud i at skære ned på deres udgifter på social-, beskæftigelses-, sundheds- og ældreområdet i forhold til det reelle behov. Og den opretholder mod bedre vidende den manglende retssikkerhedstilstand for borgerne i kommunerne igennem mange år.

Gøgeungeretorik

Regeringen fortsætter med at anvende gøgeungeretorik om mennesker med handicap. Det så vi for eksempel i forbindelse med pressemødet om forslaget til Finansloven for 2024 den 31. august. Her udtrykte finansminister Nicolai Wammen (Soc.) sig på en måde, der gav mindelser om tidligere KL-formand Erik Fabrins gøgeungeretorik om det specialiserede socialområde i 2009. Det var ham, der sagde, at stigende udgifter på dette område havde en "skadelig gøgeungeeffekt" i forhold til normalområdet.

En journalist fra DR spurgte Wammen om, hvorfor kommunerne kører med så store besparelser, når der nu er fundet først 16 og siden 4 milliarder kroner mere i råderummet, og når Nicolai Wammen kan kalde dansk økonomi "bomstærk" og "fornuftig". Nicolai Wammen svarede:

"Kommunerne og de mennesker, der har ansvaret, gør en kæmpe indsats hver dag. Det gælder borgmestre og kommunalpolitikere. Det gælder de ansatte. Men de har også en svær opgave. Fordi kommunerne er ligesom resten af Danmark blevet ramt hårdt af inflationen, som har gjort, at alt er blevet dyrere. Der er også store udgifter forbundet med det, man kalder det specialiserede sociale område. (...) Dét [at regeringen tilfører yderligere 650 millioner kroner til kommunerne, red.] ændrer ikke på, at kommunerne er blevet pressede af inflationen som alle andre, og at man har nogle meget store udgifter på det specialiserede socialområde. Derfor har vi også sat os sammen med kommunerne for at finde ud af, hvordan vi på en god og ordentlig måde kan bringe dem ned."

Bemærk, hvorledes han pointerer gøgeungesynspunktet om "det specialiserede socialområde" hele to gange. Det er fuldt bevidst. Det ligger implicit i formuleringen, at mennesker med handicap på dette område udgør en tung byrde for mennesker tilhørende det såkaldte "normalområde". Når man igen og igen nævner en gruppe mennesker i forbindelse med store udgifter for fællesskabet, så opstår der en kobling af disse to størrelser hos modtagerne af budskaberne. Koblingen betyder, at nogen uforskyldt bliver stillet i et dårligt lys.

Selvom der ikke er tale om hele sandheden, så har man med den slags historier og retorik bidraget til at udgrænse mennesker med handicap fra "normalbefolkningen" og fremskrive en "dem-os"-tænkning.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (Soc) gør noget lignende. Han er i denne måned udkommet med en ny bog, ´Arbejdets land´, og turnerer, ligesom sin statsminister og partiformand Mette Frederiksen, med et synspunkt om, at kun mennesker, der arbejder, har værdi. Således siger han i et interview i Dagbladet Information 28. oktober: "Vi bliver samlet set dårligere mennesker, hvis vi ikke er på en arbejdsplads".

Og Information skriver om hans bog – det første må være et direkte bogcitat:

"Velfærdsstaten er skabt af dem, der arbejder, og den er skabt for dem, der arbejder. Så klar er socialdemokraten Kaare Dybvads pointe i hans nye bog".

Det er en hård moralsk dom over dem, der for eksempel ikke er i stand til at arbejde på grund af alvorlig, invaliderende sygdom, eller som kun er i stand til at arbejde på nedsat tid i for eksempel et fleksjob. 

Systematisk politisk devaluering af mennesker med handicap 

På denne måde er der sket og sker løbende en systematisk politisk devaluering, nedprioritering og stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper blandt andet defineret ved deres funktionsevne og arbejdsevne eller mangel på samme. De respekteres simpelthen ikke, sådan som man respekterer andre mennesker. Politisk afsondrer man derigennem mennesker fra at betragtes som værdige til livet og det samfundsmæssige fællesskab, og de henvises qua denne retorik, framing, politik og manglende retssikkerhed til et samfundsmæssigt udenforskab. Det implicitte politiske udsagn fra skiftende regeringer er derfor, at mennesker med handicap ikke har nogen værdi eller i al fald er mindre værd end mennesker i den øvrige, raske og fuldt funktionsdygtige del af befolkningen. Medier medvirker til denne devaluering.
 
Når så et borgerforslag og nu beslutningsforslag om legalisering af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord fremsættes, og statsministeren vil have "den svære samtale" om det i befolkningen, så er det ikke nogen ligeværdig samtale eller reel demokratisk debat.
 
Så spiller det sammen med den systemiske, politiske devaluering, nedprioritering og stigmatisering, som i forvejen er blevet en stor gruppe af borgere til del.
 
Derfor handler debatten om aktiv dødshjælp også om velfærdspolitik og i yderste instans om retten til livet.
 
Debattør Sarah Glerup, som lever med svær muskelsvind, beskriver f.eks. sammenhængen således i et debatindlæg i Politiken 14. oktober:
 
"Når Danmarks øverste leder, der med sit lovgivningsapparat er personifikationen af handlekraft, stempler mit liv som uværdigt, så skubber det mig længere væk fra jer. Når det bliver legitimt politisk at mene, at min eksistens kan være værre end døden, så bliver det umuligt for mig at deltage i samfundet på lige fod."

Sammen med ph.d.-studerende, handicapforsker Olivia Dahl, spørger hun i en podcast fra 22. oktober, om der egentlig er plads til mennesker med handicap i de levendes verden. 

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen og overlæge på Herlev Hospital, adresserer klogt noget lignende i en artikel i Information 18. november: 

"Hvis man først institutionaliserer aktiv dødshjælp, sker der en forråelse i samfundet. Man sender et signal om, at samfundet værdisætter nogle af sine borgeres liv så lavt, at døden nok er bedre. Man siger: Vi kan forstå, I ikke kan finde livskvalitet i den tilstand, I er i, så vi vil gerne tilbyde jer aktiv dødshjælp (...) Alle dem, som ikke ønsker aktiv dødshjælp, skal til at retfærdiggøre, at de ønsker at være i live. Ud over at kæmpe med svær sygdom og svære handicap, skal de kæmpe mod et pres fra samfundet om, hvorvidt deres liv overhovedet er værd at leve."

Mennesker kan altså ikke "bare sige nej" til et "tilbud" om aktiv dødshjælp. Hvis først staten har institutionaliseret en lovgivning og praksis om aktiv dødshjælp, så vil det påvirke tilhængere såvel som modstandere, raske såvel som syge. Det vil lægge et subtilt pres på alle, der kunne være i målgruppen for politikernes legaliserede praksis. Derfor er mennesker ikke fuldstændigt frie til at vælge alting selv. Og dét er et af de store dilemmaer ved at legalisere aktiv dødshjælp.

Paralleller til nazisternes sprogbrug og argumentation

Tidligere overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole Hartling, har skrevet og sagt mange kloge ting om dette emne. Han giver i sin bog ´Aktiv dødshjælp – Kan vi mere, end vi kan magte?´ (2015) den politisk ukorrekte analyse, at debatten om aktiv dødshjælp (eutanasi) har slående paralleller til debatten om og argumenterne for nazisternes ombringelse af mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Han skriver således:
 
"Det betragtes som et malplaceret skræmmebillede, for en lovliggørelse af eutanasi vil aldrig føre til, at det løber af sporet, som det skete i Tyskland under krigen, siger man. Det tror jeg er rigtigt langt hen ad vejen; Nazitysklands eutanasi-program (Der Krankenmord. Aktion T4) udvikledes blandt andet på baggrund af racehygiejniske idéer (...). Men på ét punkt er det værd at omtale den historiske debat forud for og under det nazistiske eutanasi-program, og det skyldes den sprogdragt, som man iklædte aktiviteterne. Sproget var en vigtig del af propagandaen, der udstillede mentalt handikappede mennesker som ubehagelige byrder, der skulle bæres af den raske befolkning" (side 139-140).

Han hentyder her til det, jeg ovenfor har betegnet som gøgeungeretorik. 
 
Ole Hartling udfolder i bogen nogle af de eufemismer og argumenter, der findes omkring aktiv dødshjælp eller eutanasi. 
 
Han refererer blandt andet til, hvordan Nazitysklands eutanasi-program fra 1939 til 1941 benyttede begrebet "livsuværdigt liv" som et slogan, der fik skelsættende betydning. Det var blevet indført af juristen Karl Binding og psykiateren Alfred Hoche i 1920 i forbindelse med deres afhandling ´Tilladelse til udryddelse af livsuværdigt liv´. Hartling forklarer, hvordan det, som nazisterne kaldte "livsuværdigt liv", er det samme som det, fortalere af aktiv dødshjælp i dag betragter som "tab af værdighed". 
 
Ole Hartling peger desuden på, at moderne forslag til lovgivning om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord ikke er så forskellige i deres formuleringer fra det nazistiske lovforslag om eutanasi fra 1939. Det er da tankevækkende. Det nazistiske lovforslag blev i øvrigt aldrig vedtaget, men eutanasi-programmet blev igangsat alene ved en personlig note fra Hitler til de to læger, som fik ansvaret for at sætte det i værk. 

At virkeligheden i dag ikke er så langt fra den glidebane, som Ole Hartling og andre modstandere af aktiv dødshjælp frygter, fremgår af en sjældent direkte udtalelse til TV2 5. juni 2011. Her sagde tidligere direktør ved Socialforvaltningen i Randers Kommune, Knud Aarup, at hverdagen i ledelsen af en kommune hører sammen med udøvelse af en kynisk økonomisk kalkule for at holde budgetterne. Han sagde:

"Skal vi reducere antallet af pladser [på bosteder, red.], så bliver vi nødt til at vente på, at folk de dør – og hvis folk de ikke dør i den takt, som vi havde regnet med, så kan vi ikke opnå den besparelse, som vi har lagt ind". 

Den bestandige økonomiske kalkule af udgifterne til mennesker med handicap og kronisk syge er også i dag allestedsnærværende i den politiske samfundsdebat og løbende prioritering af samfundets finanser. Samtidig erfarer mange mennesker med både alvorlige fysiske og psykiske sygdomme, at de ikke får den fornødne basale hjælp hos samfundets forskellige myndigheder, selv hvor de har retten på deres side. 
 
For eksempel har Politiken 16. november fortalt om Karsten Jühne, der bor i Aarhus Kommune og er svært invalideret af muskelsvind. Efter at have haft døgnhjælp i 40 år via BPA-ordningen, har Aarhus Kommune nu besluttet at beskære hans døgnhjælp, efter at han er blevet folkepensionist og ikke arbejder længere. De vil erstatte den med et mindre antal ugentlige timers hjemmehjælp. Nu skal han så ligge eller sidde og vente det meste af sin vågne tid på, at en hjemmehjælper kommer og hjælper ham med de basale behov. Dette er dybt uværdigt og hensynsløst over for borgeren, som fortsat er afhængig af massiv hjælp i hverdagen. 
 
Om dette siger Karsten Jühne til Politiken:

"Min hjælpeordning er forudsætningen for, at jeg kan leve et ligeværdigt liv. Jeg tror ikke, at nogen kan forestille sig den angst, jeg har for at miste den."

Det er en permanent kamp at overleve i verden, når man lever med alvorlig sygdom og handicap inde på livet, uanset i hvilken afdeling af livet man har brug for at få hjælp. Det er også svært at opnå tilstrækkelig palliativ behandling i Danmark i dag for terminalpatienter.
 
Så hvor frie tror politikere og fortalere for aktiv dødshjælp egentlig, at de mange mennesker med alvorlige kroniske sygdomme, handicap eller terminalpatienter er? 
 
Hvis man ikke får den nødvendige basale hjælp til sin overlevelse, eller hvis man igen og igen hører politikere udtale, at man ligger samfundets "normalbefolkning" til last – og måske fornemmer man noget lignende fra eventuelle pårørende – så er det svært at være den, der er nødt til at "være til besvær" og at bede andre om hjælp. 

Dødshjælp og psykisk syge

Så er der i den seneste tid blevet debatteret et spørgsmål om, hvorvidt det vil være rigtigt at legalisere aktiv dødshjælp også for mennesker med psykiatriske lidelser. Det er blandt andet blevet debatteret i Altinget og i Information . 
 
Jeg mener, det er en ekstremt farlig og forkert vej at gå.
 
På den ene side siger vi som samfund, at vi ikke må dræbe, og at vi ej heller må opfordre nogen til at dræbe eller begå selvmord. Der er tradition for, hvordan for eksempel journalister må omtale emnet i medierne, for man ønsker ikke at risikere at presse mennesker, der er sårbare og påvirkelige derfor, til at overveje at begå disse handlinger. 
 
Hvor medieindslag eller artikler omhandler selvmord, henvises lyttere, seere og læsere med selvmordstanker altid til Livslinjen. Hvad angår selvmordsovervejelser, så er de også ofte udtryk for, at mennesker har særligt svage øjeblikke, men hvis de venter længere, kommer livslysten og viljen ofte tilbage igen. Som samfund vil vi i princippet hjælpe mennesker igennem de svage øjeblikke og videre i livet.

Men på den anden side skal vi altså nu som samfund, på grund af et borgerforslag og en direkte opfordring fra statsministeren, drøfte, om legalisering af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord skal indføres som en rettighed i den officielle lovgivning. Spørgsmålet stilles nu med store bogstaver politisk og i vores medier, igen og igen og alle steder. Nogle gange suppleres det med henvisningen til Livslinjen. Men alene dét, at det bliver stillet offentligt, vil lægge et stort pres på psykisk sårbare mennesker. Forstår statsministeren og regeringen virkelig ikke det?

Meningsmålinger og manipulation af folkestemningen 

Selv om statsministeren på folkemødet i juni sagde, at debatten om aktiv dødshjælp ikke skal afgøres af folkestemninger og meningsmålinger, så er debatten ikke desto mindre hele tiden understøttet af oplysninger om de aktuelle meningsmålinger om emnet.

Det gentages igen og igen, at et flertal i befolkningen er for legalisering af aktiv dødshjælp. Medierne supplerer med patosfyldte historier om enkeltpersoner med store lidelser og stor hjælpeløshed. Pudsigt nok består meningsmålingernes flertal af raske og funktionsdygtige personer, der står langt fra et liv med handicap og ikke kan forestille sig det, mens meningsmålingernes mindretal består af hovedsageligt mennesker med handicap, kroniske sygdomme eller terminalpatienter.

Hvorfor skal et flertal, som ikke selv er berørt af emnet, bestemme, hvordan et mindretal, som er berørt af emnet, skal leve eller dø? Hvorfor lytter Mette Frederiksen ikke til hverken Etisk Råd, patientforeninger, mange af de syge eller repræsentanter for et lægefagligt flertal?

Hvem skal fremover henvises til at ringe til Livslinjen, og hvem skal henvises til den kommende dødslinje? Og hvem skal betjene dødslinjen og blive bødler?
 
Jeg mener, det er helt forkert at legalisere aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Det bør aldrig være statens opgave at tilbyde og opfordre til noget sådant.

Giv livshjælp og palliativ lindring! 

Først og fremmest mener jeg, vi aldrig må give op over for medmennesker i nød. Staten, regionerne og kommunerne skal blive meget bedre til at give livshjælp og palliativ lindring til dem, der har behov derfor. Der bliver gjort alt for lidt for at hjælpe mennesker til at kunne leve et værdigt liv på alle parametre, og mange får slet ikke den hjælp, de har retskrav på, og som eksisterer. Man kunne sagtens gøre så meget mere for at hjælpe mennesker, mens de lever, hvis man ville prioritere det politisk. I dag svigter politikerne med åbne øjne nogle af dem, der trænger allermest til hjælp. 
 
Derudover kan vi altid gøre mere end det, vi gør, alene ved at være medmennesker. Menneskelig omsorg, trøst og håb kan altid betyde noget, når vi er syge eller døende. Det skal vi give mere af som såkaldt velfærdsstat.
 
At få et "tilbud" om dødshjælp i en sådan situation, er derimod svært ikke at opfatte som en måde for staten at slippe af med nogle af dem, som politikere i regering, folketing, regioner og kommuner i forvejen ikke vil sikre et værdigt liv.

Det er nogle af de argumenter imod legalisering af aktiv dødshjælp, som jeg anser for at være allermest alvorlige.