"Hvorfor ikke vælge politisk at øge den palliative indsats for mennesker, så de får værdighed og lindring, mens de stadig er i live? " spørger Lisbeth Riisager Henriksen.
Hvorfor er det ikke en prioritet for SVM-regeringen at løfte den palliative indsats?
Skrevet af Lisbeth Riisager Henriksen den . Skrevet i Kommentarer.
Debat
Lisbeth Riisager Henriksen Cand.mag. og forfatter
Der mangler et løft til uddannelsen i og vilkårene for palliativ medicin, mener Lisbeth Riisager Henriksen. Hvorfor er det ikke en prioritet for SVM-regeringen, når statsminister Mette Frederiksen nu har tilladt sig offentligt at udtrykke vidtgående ønsker om at legalisere eutanasi eller assisteret selvmord under henvisning til, at der mangler værdighed for døende?
Statsminister Mette Frederiksen (Soc.) udmeldte på årets folkemøde på Bornholm, at hun ønsker at sætte spørgsmålet om eutanasi til debat. Det sker i forlængelse af et borgerforslag om at tillade eutanasi, som har fået over de 50.000 underskrifter, der kræves for at få det behandlet som beslutningsforslag i Folketinget.
Mette Frederiksen udtrykker selv et ønske om på længere sigt at legalisere eutanasi. Hun gør det med en argumentation om, at mange alvorligt syge og døende ikke får en værdig behandling i deres sidste tid. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har udtrykt støtte til dette ønske.
Jeg synes, det er en meget uhyggelig udmelding! I dette debatindlæg vil jeg nøjes med at give én enkelt vinkel på, hvorfor statsministerens argumentation om såkaldt omsorg for de lidendes værdighed i deres sidste tid i livet ikke er pålidelig.
Kras kritik af regionerne på det palliative område
Rigsrevisionen udgav i 2020 en beretning om adgangen til specialiseret palliation med en kras kritik af regionernes indsats på det palliative område:
"Regionerne havde ikke sikret, at patienter med livstruende sygdomme havde adgang til specialiseret palliation, når de havde behov for det, og regionerne havde ikke i tilstrækkeligt omfang sikret en systematisk og effektiv identifikation af den enkelte patients behov," refererer Ugeskrift for Læger 13. juli i år i sin omtale af beretningen.
Formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Anette Hygum, påpeger i forbindelse med denne omtale, at det ifølge selskabet er nødvendigt at oprette et lægefagligt speciale. Det ville sikre øget uddannelse i palliation på medicinstudiet, og at der var lægefaglige kræfter, der kunne drive udviklingen på området fremad og derved sikre palliative patienter bedre vilkår for palliativ behandling, end de har i dag. Det understreges med en henvisning til en flere år gammel undersøgelse af danske medicinstuderendes fortrolighed med og sikkerhed i arbejdet med palliation. Den viste, "at rigtig mange følte sig usikre på arbejdet med palliation, at endnu flere gerne så mere både teoretisk og klinisk undervisning i palliation, og at kun hver fjerde følte sig tryg ved at skulle stå for behandling af og støtte til terminalt syge og døende patienter."
Vil ikke gøre palliativ medicin til lægefagligt speciale
Derfor er det også paradoksalt, at Sundhedsstyrelsen i en ny rapport – "Fremtidens speciallæge – ændring af den lægelige videreuddannelse" – der netop nu er i høring, ikke lægger op til at gøre palliativ medicin til et lægefagligt speciale. Anette Hygum kalder det "meget tankevækkende" i forhold til den aktuelle debat om aktiv dødshjælp og siger:
"Lidt populistisk kan man sige, at danskerne i høj grad efterspørger palliation – de ved bare ikke helt, at det er det, de efterspørger. Rigtig mange aner ikke, hvad palliation kan, og hvordan vi kan undgå unødvendig livsforlængende behandling og lindre symptomer i den sidste tid. I det lys er det paradoksalt, at styrelsen netop nu siger, at der ikke er en grund til, at vi bliver et lægefagligt speciale med den styrkelse af feltet, det kunne give, samtidig med at vi taler om noget så fundamentalt som aktiv dødshjælp."
Nu har Rigsrevisionen også i et notat kritiseret Sundhedsministeriet for ikke at have taget initiativer til at løfte indsatsen på området og regionerne for fortsat ikke at sikre livstruende syge patienter tilstrækkelig god adgang til palliativ behandling.
Statsministerens politiske synspunkt er uhyggeligt
Jeg deler opfattelsen af, at der mangler et løft til uddannelsen i og vilkårene for palliativ medicin i Danmark. Og jeg undrer mig over, at det ikke er en politisk prioritet for SVM-regeringen at løfte det palliative område, når Mette Frederiksen nu har tilladt sig at udtrykke så vidtgående ønsker om at legalisere eutanasi eller assisteret selvmord under henvisning til, at der i dag mangler værdighed for nogle af de alvorligt syge og døende.
Hvorfor ikke vælge politisk at øge den palliative indsats for mennesker, så de får værdighed og lindring, mens de stadig er i live?
I stedet vil hun altså give folk "mulighed" for "en værdig død" forstået som en ret til aflivning. Når jeg sammenholder det synspunkt med de massive politiske nedskæringer, der i årevis har været på sundheds- og socialområdet og menneskers mulighed for at få forskellig hjælp i og til livet, herunder dem, hun selv indførte som daværende beskæftigelsesminister i 2011-2014, så synes jeg ikke, der er megen værdighed i det udmeldte synspunkt om eutanasi.
