“Der er nu så overvældende beviser for, at ADT ikke kan stå alene, at det bør stå klart for alle, at ADT+NHA er standard of care for alle patienter, der diagnosticeres med metastatisk prostatakræft uanset volumen af sygdom,” siger Andreas Røder.
Tre store prostata-nyheder fra kræftkongres: Øjenåbnende resultater og nye muligheder
Behandling med ADT (hormonbehandling) og strålebehandling er ikke nok alene til at behandle prostatakræft, selvom det stadig bruges i Danmark. Østrogen viser derimod et stort potentiale som behandling, mens medicinen metformin ikke ser ud til at have nogen effekt mod prostatakræft. Det blev vist i tre præsentationer om prostatakræft på den store kræftkonference ESMO 2024, som professor og overlæge Andreas Røder deltog i.
Det første fase III-studie blev præsenteret på en session om prostatakræft mandag den 16. september.
Studiet, kaldet ARANOTE, viser, at behandling med hormonblokade (ADT) alene ikke er lige så effektiv som ADT kombineret med en anden form for hormonbehandling, kaldet en New Hormonal Agent (NHA) eller en androgen receptor pathway inhibitor (ARPi).
Den samlede forskning er tydelig, og ifølge Andreas Røder, professor ved Københavns Universitet og leder af Copenhagen Prostate Cancer Center, bør dette føre til klare anbefalinger i alle behandlingsvejledninger.
“Der er nu så overvældende beviser for, at ADT ikke kan stå alene, at det bør stå klart for alle, at ADT+NHA er standard of care for alle patienter, der diagnosticeres med metastatisk prostatakræft uanset volumen af sygdom,” siger Andreas Røder.
“Vi ved, at der i Danmark er steder, hvor ADT fortsat bruges alene i kombination med stråleterapi ved diagnose af lavvolumen sygdom. Men vi må kraftigt opfordre til, at denne praksis stoppes, og at der i guidelines straks advokeres for, at ADT ikke skal anvendes som monoterapi, uanset hvad man ellers måtte tilbyde patienterne af supplerende behandling.”
I ARANOTE-studiet deltog 669 patienter med fremskreden prostatakræft, som blev tilfældigt fordelt i to grupper. Den ene gruppe fik darolutamid (DARO) 600 mg to gange om dagen sammen med hormonblokade (ADT), mens den anden gruppe fik placebo (en snydemedicin) sammen med ADT.
Resultaterne viste, at kombinationen af DARO og ADT markant forsinkede sygdommens udvikling sammenlignet med placebo og ADT. Patienterne, der fik DARO, havde 46 procent lavere risiko for, at sygdommen forværredes.
Desuden var der en positiv tendens til, at patienterne, der fik DARO, levede længere, selvom dette resultat endnu ikke er helt sikkert.
2. Østrogen virker alligevel
Det næste fase III-studie, der blev præsenteret på prostata-sessionen, rokker ved forståelsen af østrogens behandlingspotentiale ved prostatakræft, mener Andreas Rødder.
“Det er et virkelig spændende studie, som udfordrer vores opfattelse af, at østrogen som hormonbehandling ved prostatakræft skulle være farligt. Vi skal huske, at østrogen-behandling af hunde med prostatakræft førte til en nobelpris og skabte hele grundlaget for, at kastrationsbehandling blev standard-of-care til behandling af avanceret prostatakræft,” siger han og fortsætter:
”Men østrogenbehandling fik et dårligt ry, da usikre epidemiologiske studier antydede en øget risiko for kardiovaskulær sygdom (hjerte-kar-lidelser, red.). Men studiet her er et bevis for, at kliniske studier har en væsentlig større værdi end epidemiologi.”
Studiet viser, at behandling med østrogen-plastre, der gives gennem huden (transdermalt østrogen, tE2), er lige så effektiv som den standardbehandling, der bruges i dag (LHRHa) til mænd med ikke-spredt prostatakræft.
I studiet deltog 1.360 mænd, der enten lige havde fået konstateret højrisiko ikke-spredt prostatakræft, eller som havde fået tilbagefald. De blev tilfældigt opdelt i to grupper: den ene fik standard LHRHa-behandling, og den anden fik tE2-plastre, som blev skiftet to gange om ugen i mindst to år. Strålebehandling og kemoterapi (docetaxel) var også tilladt som en del af behandlingen.
Resultaterne viste, at 86 procent af mændene i LHRHa-gruppen og 87 procent i tE2-gruppen levede uden, at kræften spredte sig i mindst tre år. Det betyder, at tE2-plastrene var lige så gode som standardbehandlingen. Desuden så det ud til, at mændene, der fik tE2-plastre, også havde en tendens til at leve længere, selvom dette resultat ikke er helt sikkert.
“Det er en potentielt block-buster, at vi nu har flere forskellige muligheder for hormonbehandling, sågar uden at patienterne skal stikkes med medicin, idet østrogen leveres via et plaster to gange ugentligt. Vi afventer med spænding de endelige resultater, således at behandlingen kan indskrives i danske guidelines,” siger Andreas Røder.
Antallet af dødsfald på grund af prostatakræft, hjerteproblemer eller andre kræftformer var det samme i begge grupper. Niveauet af testosteron blev også sænket til det samme lave niveau i begge behandlingsgrupper, med 85 procent af mændene i begge grupper, der havde meget lave testosteronniveauer efter et år.
Behandlingen med østrogen-plastre (tE2) gav dog nogle forskellige bivirkninger. Flere mænd i tE2-gruppen udviklede forstørrede bryster (85 procent sammenlignet med 42 procent i standardgruppen), men til gengæld oplevede langt færre hedeture (44 procent sammenlignet med 89 procent).
“Indtil videre har forfatterne begrænset publikationen af resultater til patienter uden metastatisk sygdom, men studiet indeholder også data på patienter med metastatisk sygdom og derfor afventes disse med spænding, således at vi kan få et fuldt overblik over mulighederne med østrogen,” siger Andreas Røder.
3. Metformin holder ikke sit løfte
Desværre viste et stort fase III-studie, kaldet STAMPEDE, at diabetesmedicinen metformin ikke forbedrede overlevelsen for mænd med prostatakræft. Alligevel fandt professor Andreas Røder resultaterne interessante.
“Mænd med prostatakræft har i epidemiologiske studier en mulig forbedret overlevelse på metforminbehandling. Det modbevises dog umiddelbart i nærværende studie. Men omvendt finder man en markant reduktion i risiko for udvikling af metabolisk syndrom. Det er en virkelig spændende observation,” siger han.
Metabolisk syndrom er en gruppe sygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk og hjerteproblemer, som kan opstå hos prostatakræftpatienter på grund af den intensive hormonbehandling.
“Det er et særligt spændende fund, da få patienter i dette studie blev udsat for ‘moderne’ behandling med ADT+NHA, som forventes at gøre metabolisk syndrom endnu værre. Derfor åbner der sig en ny verden med dette studie, hvor vi får en klar fornemmelse af, at der er noget at hente ved at være på forkant med disse patienter, hvad angår metabolisk syndrom,” siger Andreas Røder og fortsætter:
“Teoretisk åbner det en mulighed for at interessere os endnu mere for andre mere effektive stoffer til at kontrollere de metaboliske ændringer, for eksempel om patienter kan have gavn af at opstarte GLP-1-hæmmere ved start af hormonbehandling. Vi skal have fokus på at studere de kollaterale bivirkninger til behandling, som kommer nu, hvor vi markant kan øge overlevelsen for mænd, der diagnosticeres med dødelig prostatakræft. Studiet her er proof-of-concept, der viser, at den rejse kun lige er begyndt,” siger Andreas Røder.
STAMPEDE-studiet undersøgte, om det at tilføje diabetesmedicinen metformin til standardbehandlingen kunne forbedre overlevelsen hos patienter med prostatakræft, der har spredt sig og stadig reagerer på hormonbehandling.
I studiet deltog 1.874 mænd med prostatakræft, der ikke havde diabetes. De blev tilfældigt fordelt i to grupper: den ene fik standardbehandling (SOC), mens den anden gruppe fik standardbehandling plus metformin. Standardbehandlingen omfattede hormonblokade (ADT) og kunne også inkludere strålebehandling, kemoterapi (docetaxel) eller andre hormonlægemidler (ARPI). Patienterne blev fulgt i gennemsnit i fem år.
Resultaterne viste, at metformin ikke forbedrede overlevelsen signifikant. Forventet overlevelse i standardbehandlingsgruppen var 63 måneder, mens den var 69 måneder i gruppen, der fik metformin, men forskellen var ikke stor nok til at være statistisk sikker.
Selvom den samlede overlevelse ikke blev forbedret, viste analyser af undergrupper, at metformin muligvis kunne have en fordel for patienter med en mere udbredt form for sygdommen (højvolumen sygdom). I denne gruppe levede patienter længere, hvis de fik metformin, men denne effekt blev ikke set hos patienter med mindre udbredt sygdom (lavvolumen sygdom).