Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jacob Rosenberg mener, at Region Hovedstaden bør give SOSU-personalet en langt tydeligere politisk prioritet, hvis hospitalerne også fremover skal kunne levere nær pleje og omsorg til patienterne.

SOSU-personalet fortjener bedre

Debat

Jacob Rosenberg
medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Det Konservative Folkeparti

 

Mens Region Hovedstaden får flere læger og sygeplejersker, forsvinder SOSU-medarbejderne fra hospitalerne. Det bør få alarmklokkerne til at ringe, for SOSU’erne leverer en del af den pleje og omsorg, som hverken kan digitaliseres eller effektiviseres væk, skriver Jacob Rosenberg, medlem af regionsrådet for Det Konservative Folkeparti.

Der er en bekymrende udvikling på hospitalerne i Region Hovedstaden. Mens antallet af blandt andre sygeplejersker og læger vokser, bliver der stadig færre SOSU’er.

Siden 2022 er antallet af SOSU-medarbejdere i regionen faldet med 301. Alene siden november 2025 er der blevet 88 færre. Samtidig har SOSU-personalet regionens højeste sygefravær med gennemsnitligt 21,8 sygedage om året, og 27 procent af de nyansatte forlader deres stilling inden for det første år.

Det er ikke bare dårlige HR-tal. Det er et tydeligt advarselssignal.

Vi bør spørge, om regionen har skabt arbejdspladser, hvor SOSU’ernes faglighed ikke anerkendes eller anvendes tilstrækkeligt. Oplever de, at deres råderum bliver mindre, og at de gradvist skubbes ud af de kliniske afdelinger? Det ved vi ikke, for regionen har ingen målrettet handleplan for netop denne faggruppe.

Regionens generelle initiativer for et bedre arbejdsliv er velmente, men man kan ikke løse et specifikt problem alene med generelle løsninger. Derfor bør SOSU-personalet have en selvstændig politisk prioritet.

For det første bør regionen udarbejde en særlig fastholdelsesplan med konkrete mål og løbende opfølgning.

For det andet bør vi give bedre muligheder for faglig udvikling og specialisering. SOSU’er kan blandt andet varetage specialiserede opgaver inden for sårpleje, rehabilitering, demens og palliation. Det kan både styrke kvaliteten for patienterne og gøre arbejdet mere attraktivt.

For det tredje skal vi undersøge årsagerne til det høje sygefravær gennem reel dialog med medarbejderne på afdelingerne. Skyldes det fysisk belastning, arbejdspres, manglende anerkendelse eller noget helt andet?

Behovet for pleje og omsorg vil vokse markant i de kommende år, fordi der bliver flere ældre. Derfor er det en alvorlig strategisk fejl, hvis vi allerede nu accepterer, at SOSU-personalet forlader hospitalerne.

SOSU’erne leverer den pleje, omsorg og menneskelige kontakt, som ikke kan digitaliseres eller effektiviseres væk. At regionen ikke formår at holde på dem, er derfor ikke kun et personaleproblem. Det er også et problem for patienterne.

Regionen bør handle nu.

 

 

Deltag i debatten
  • Deltag i debatten – send dit indlæg sammen med et vederlagsfrit billede af dig selv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • Fagligt indspark (fra sundhedsprofessionelle): 500-6000 tegn
  • Debatindlæg: 2.000-6.000 tegn
  • Kronik: 6.000-12.000 tegn

 

 

topartikel