Regerings-forslag om køb af medicin uden for EU møder hård kritik
Regeringen har fremlagt et kontroversielt forslag om at afskaffe reglerne, der begrænser private borgeres køb af medicin fra lande uden for EU, som Kina, Thailand og Mexico. Forslaget, der er en del af en større spareplan for at reducere den statslige administration, udløser kraftig kritik fra eksperter og aktører i lægemiddelindustrien.
Jon Thor Trærup Andersen, professor i klinisk farmakologi ved Københavns Universitet, advarer mod de potentielle risici ved at tillade køb af medicin fra lande uden for EU.
"Hvis man liberaliserer det her område, giver det også mulighed for, at patienterne eller køberne udsætter sig selv for større risiko ved at købe lægemidler af ukendt beskaffenhed. Det, ved vi, er et problem rundt omkring i verden, hvor man kæmper med falsk medicin" siger han til Berlingske.
1.000 årsværk skal ifølge regeringen skæres væk i den statslige administration, og i regeringens oplæg til besparelser fra finanslovsforslaget fremgår det, at ophævelsen af reglerne om private personers indførsel af lægemidler fra lande uden for EU vil kunne give besparelser i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Også Lægemiddelindustriforeningen og Apotekerforeningen er stærkt kritiske overfor spareforslaget.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) skriver i en mail til Berlingske, at hun fortsat anbefaler, at borgerne køber medicin i Danmark eller via godkendte netbutikker inden for EU og tilføjer, at man altid bør tjekke, at medicin er godkendt, og at netbutikken, hvor man køber sin medicin, også er godkendt. Når det gælder receptpligtig medicin, skal man altid gå til lægen først, og man skal aldrig købe det andre steder end på apoteket, advarer ministeren.