Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Birgitte Ries Møller og Peder Reistad.

To tredjedele af PLO-repræsentantskab stemmer for ny overenskomst

Praktiserende Lægers Organisations repræsentantskab godkendte torsdag aften ‘Aftale25’. 31 stemte for, 13 imod, og én stemme var blank. Overenskomsten sendes nu til urafstemning i november, og hvis den får flertal, træder den et-årige aftale med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RTLN) i kraft 1. januar 2025.

Peder Reistad, der er formand i PLO-Hovedstaden, er en af de 31 ud af 45 i repræsentantskabet, der torsdag aften har stemt for den nye overenskomst.

Han siger:

”Man er nødt til at fokusere på, at vi står i en omstillingsproces med sundhedsreformen. Og den proces er mere vigtig end den her afgrænsede aftale. Vores medlemmer slipper for at betale penge tilbage i 2023, og det samme gælder for 2024 og 2025, hvilket bør være tilfredsstillende for medlemmerne. Det er rigtigt nok, at aftalen måske ikke er superduper, men vi er nødt til at være lidt pragmatiske. Det har været benhårde forhandlinger, og der er opnået rigtigt meget, samtidig med at det har været svært for både RTLN og PLO at forhandle midt i en forandringstid.”

Birgitte Ries Møller, der er formand for PLO-Syddanmark, er en af de 13 ud af 45 i repræsentantskabet, der torsdag aften har stemt imod overenskomsten. 

Hun siger:

”Jeg har stemt imod på grund af den mængde af opgaver, der kommer imod os, især fra hospitalerne. Der er penge med i den nye aftale, men vi vil stadig have et underskud i klinikkerne. Der venter nye opgaver, og der bliver brug for nye kolleger, men der er slet ikke tilført den nødvendige økonomi til det. Retningen, der bliver lagt, går på differentiering af ydelser og patientantal. Men alle har travlt. Økonomisk holder vi kun lige skindet på næsen med den her aftale. Det er ikke en udvikling af almen praksis, det her. Det er en vedligeholdelses-overenskomst med et lille underskud. Jeg er nok mere bekymret end det øvrige repræsentantskab, men nu skal vi spørge medlemmerne.”

Formand Jørgen Skadborg skal nu på tur rundt til de fem regioner for at møde medlemmerne og svare på spørgsmål om aftalen.

Med Aftale25 tilføres almen praksis en samlet merøkonomi på 431 millioner kroner for hele perioden, fremgår det af PLO’s opsummering af aftalen. Rammen hæves allerede i år med 146,7 millioner kroner. Rammeløftet på 146,7 millioner slår igennem både for 2024 og 2025.

I 2025 løftes økonomien med yderligere 137,6 millioner kroner. Rammen hæves med 131,3 millioner kroner, og hertil kommer 6,3 millioner kroner fra ordningen med faste bostedslæger, som holdes uden for rammen.

Lægger man de to gange 146,7 millioner kroner (rammeløft i 2024 og 2025) oven i de 137,6 millioner kroner (merøkonomi i 2025), giver det en samlet merøkonomi på 431 millioner kroner.

 

 

Relateret artikel

Del artikler