Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jonatan Schloss.

Der kommer en god løsning – i morgen

Debat

Jonatan Schloss
Kommunaldirektør i Egedal Kommune
Tidligere direktør for Komponent under KL, PLO, Bispebjerg Hospital og Falck Healthcare

Problemerne er skudt til hjørne i den nye overenskomst mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne. "Det væsentligste i aftalen er, at der kom en aftale. Vel at mærke en aftale uden hyl, skrig og drama," mener Jonatan Schloss, tidligere direktør for PLO.

PLO og RLTN har ret usædvanligt indgået en et-årig overenskomstaftale. Normalt er den slags aftaler to- eller tre-årige. En et-årig aftale er tegn på, at der er umådeligt lidt, man kan blive enige om, og derfor udskyder man problemerne til i morgen. At de praktiserende læger jf. regeringens strukturovervejelser måske er kommunernes problem lige om lidt spiller givet også ind.

Indholdet i en et-årig aftale er derfor også ganske overskuelig. Her er hovedtræk:

  1. Flere penge på grund af ga. flere danskere, ukrainere og Wegovy. Og så nogle flere penge uden særlig begrundelse.
  2. En pose penge til lægerne i de lægedækningstruede områder
  3. Faste læger til bosteder
  4. Digitalisering – deling af journalnotater styret af patienten

I punkt 2 har PLO fået hul igennem til en række af de ting, som man har kæmpet for i mange år. Altså at der kan gives driftstilskud for at gøre det mere attraktivt at være læge i udkantsdanmark. Det kan helt lokalt gøre en forskel, men den strukturelle ubalance – at lægerne helst vil bo og arbejde omkring de store byer ligesom alle andre akademikere - bliver først løst, når der kommer en national styring af ydernumrene. Altså at man lukker for nye ydernumre i byområderne, indtil sultne læger er søgt på landet for at få en klinik. Og det kan regionerne ikke finde ud af.

I punkt 3 er der ikke så mange penge, men det er en helt afgørende ting for de oftest meget syge og svage borgere, der bor på bosteder, og som har svært ved at komme til læge med deres mange livsstilssygdomme og psykiatri. Det er noget, kommunerne har drømt om i mange år. Virkeligt noget, der kan gøre en forskel for vores allersvageste borgere. Hvis man er optaget af at gøre noget for dem, der har allermest brug for en fast læge, så er det nu, champagnepropperne skal springe.

I punkt 4 har PLO endeligt opgivet den håbløse paternalisme, hvor patienten ikke måtte bestemme over egne data. Nu bliver det patienten, der bestemmer, om de vil dele deres journal med for eksempel sygehuslægen. Tak for at melde sig ind i det 21. århundrede. Det gør samarbejdet på tværs af sektorer lidt nemmere. Også selv om implementeringen er meget langsommelig. Måske nogle af de gamle PLO´ere skal gå på pension først, har man tænkt?

Det væsentligste i aftalen er dog, at der kom en aftale. Vel at mærke en aftale uden hyl, skrig og drama. I en tid hvor alle bolde er kastet op i luften, så er det nok det vigtigste resultat! Det ulykkelige tvangsægteskab mellem PLO og regionerne knager godt nok, men det får lige et år mere.

 

Relaterede artikler om overenskomstaftalen

Del artikler