Medicingeneralen træder tilbage: Nogle sager er svære at lægge fra sig

Afgående formand for Medicinrådet Steen Werner Hansen har ikke haft noget imod at stå midt i stormvejret og agere skydeskive, når kritiske røster er blevet sendt afsted mod Medicinrådet. Men flere gange har han ligget vågen og brugt de sene nattetimer på at spekulere over en anbefaling. 

Ved årsskiftet er det slut. Efter seks år som formand for Medicinrådet lukker Steen Werner Hansen et stormombrust kapitel i sin karriere. Det er ikke et aktivt fravalg. Den afgående formand tog gerne en runde mere i manegen, men efter at have siddet de maksimale to perioder, var det ikke en mulighed. Når Steen Werner Hansen træder af, mister Medicinrådet en faglig kapacitet af en sjælden kaliber, men nyheden om hans exit har formentlig ikke ansporet til landesorg alle steder i sundhedsvæsenet. Formanden har siden rådets første sag været en omstridt skikkelse, og i visse kredse har man ikke holdt sig tilbage med at omtale ham som både arrogant og kynisk. Det billede irriterer Steen Werner Hansen. Man fornemmer, at han har mere at tilføje, men han vælger at lukke den flanke med ordene: ”…og så tror jeg ikke, at jeg skal sætte så mange flere ord på det…”.

Den del af kritikken, som irriterer Steen Werner Hansen, er den, der går på hans person. Den anden del – den, der retter sig imod Medicinrådet og de vurderinger, rådet foretager – var forventelig og nærmest en del af jobbeskrivelsen: Når man stiller sig som garant for prioriteringen af ressourcer til medicin i det danske sundhedsvæsen, så sætter man samtidig en vis legemsdel i klaskehøjde. Det var Steen Werner Hansen og hans formandskollega Jørgen Schøler Kristensen særdeles bevidste om, da de tiltrådte posten i det nystiftede Medicinråd tilbage i 2017.

”Vi vidste det godt – at formandsposten i Medicinrådet var øretævernes holdeplads. Anbefalingerne vil sjældent lande et sted, hvor alle er tilfredse. Jeg er glad for, at mine mange år i sundhedsvæsenet har givet mig en robusthed og en faglighed, jeg har kunnet bruge til at stå imod med, når stormen i perioder for alvor har raset,” siger Steen Werner Hansen.

Og stormen har raset. Steen Werner Hansen havde dårlig nået at sætte sig i formandsstolen, førend det første kraftige uvejr ramte det nystiftede prioriteringsråd med fuld styrke. Den første sag på Medicinrådets dagsorden handlede om Spinraza – et præparatnavn, der i kølvandet på rådets afgørelse lynhurtigt blev en del af ordforrådet hos de fleste, der beskæftiger sig med sundhed.

En voldsom start

Spinraza var det første lægemiddel til behandling af den arvelige sygdom spinal muskelatrofi (SMA), som giver muskelsvind, og som er den hyppigste genetisk betingede årsag til spædbørnsdød.

”Det var en svær sag. En ilddåb for det nye Medicinråd. Der var et meget stort ønske om at få lov til at behandle børn med spinal muskelatrofi blandt klinikere og selvfølgelig i familierne. Netop derfor var det så vigtigt, at vi fik dechifreret data og klarlagt, hvad vi vidste – og ikke vidste. Det havde uden tvivl været rarere at få en anden start på rådets arbejde, men når det nu skulle være, så var det godt at vise, hvordan rådet arbejder og går til datamaterialet,” siger Steen Werner Hansen.

Medicinrådet endte som bekendt med at vurdere, at prisen på Spinraza var sat ’urimeligt højt’ i forhold til lægemidlets dokumenterede effekt på den alvorlige sygdom, og det endte med et afslag. Med det forbehold, at Spinraza kunne ibrugtages protokolleret til præsymptomatiske spædbørn og patienter med SMA type I.

”Medicinrådet er sat i verden for at udvælge de behandlinger, der kan gavne mest til en rimelig pris. Vi ønskede jo også, at der kom en effektiv behandling til SMA, men det frustrerede os, at ansøger ikke var villig til at tilbyde behandlingen til en rimelig pris, og så generede det os, hvor dårlige data var. Og skal jeg være helt ærlig, så har det undret mig, at der ikke sidenhen er kommet bedre data. Hvis en behandling er effektiv, så går der ikke lang tid, førend der bliver publiceret massevis af videnskabelige artikler om behandlingen – men de kom ikke,” siger Steen Werner Hansen.

Afgørelsen vakte furore. Danske Patienter skrev en mindretalsudtalelse, hvori de på det kraftigste opfordrede rådet til at omstøde afgørelsen. Muskelsvindfonden og flere selvbestaltede grupper af forældre til SMA-børn tordnede mod rådet, medierne beskrev og viste indslag i nyhederne med børn, der ikke kunne få adgang til medicinen, klinikere råbte højt og politikere fra højre og venstre i Folketinget trak gentagne gange den daværende sundhedsminister i samråd om sagen.

”Vi vidste godt, at vores anbefaling skilte sig ud fra andre landes. Det gjorde den, fordi vi valgte den tilgang, at vi ville begrænse anbefalingen til patienter, hvor Spinraza beviseligt virkelig kunne hjælpe dem, og på den måde sikre en balance. Det var ikke en nem sag, men jeg følte mig tryg i, at vi kunne forklare og forsvare, hvorfor vi var kommet frem til dét, vi gjorde,” siger Steen Werner Hansen.

Siden den første vurdering af Spinraza i 2017 har Medicinrådet revurderet anbefalingen flere gange grundet opdateringer af datagrundlaget. I dag anbefales Spinraza til patienter til og med 25 år efter faste start og stop-kriterier.

Har ligget søvnløs

Medicinrådet har måske ikke sidenhen befundet sig i et stormvejr, der kan måle sig med Spinraza-sagen, men det betyder ikke, at der har været vindstille. Langt fra. Sagen om sclerosepræparatet Ocrevus lå også højt i vindstyrke, og fik for alvor den brede offentligheds fokus, da en række danske dagblade i december 2018 bragte annoncer fra Scleroseforeningen med billeder af kørestole under teksten ”Medicinrådet sender syge mennesker i kørestol”. Og senest har Lægemiddelindustriforeningen Lif lanceret en usædvanlig direkte kampagne på de sociale medier, som gør opmærksom på, at det går den forkerte vej med at få nye lægemidler anbefalet i Danmark. Kampagnen følger i kølvandet på artikler i fagmedier – og senere i den brede dagspresse – som over måneder har givet taletid til frustrerede klinikere og patienter, som ikke oplever at have adgang til de behandlinger, de ønsker, og som patienter i vores nabolande har adgang til.

Kritikken preller ikke af på Steen Werner Hansen. Han bliver påvirket, og det er ikke altid, at tanker om en sags forløb og afgørelse bliver parkeret i Medicinrådets lokaler på Dampfærgevej i Nordhavn.

”Jeg har haft nætter, hvor jeg ikke har sovet så godt. Fordi jeg har tænkt. Det er jo ikke sådan, at jeg kan fjerne sagerne med et pennestrøg. Jeg er klar over, at de beslutninger, Medicinrådet træffer, har stor betydning for grupper af patienter, og at de vækker stærke følelser. Så nogle sager er svære at lægge fra sig: Var det nu den rette beslutning? Var vi gode nok til at kommunikere? Kunne vi have taget kritikken i opløbet? Den slags tanker…,” siger han.

Refleksionerne i de sene nattetimer er ikke et udtryk for, at Steen Werner Hansen har noget imod at stå lige dér, hvor kritikken rammer. Faktisk trives han fint i modvind. Nej, refleksionerne er udtryk for, at han ønsker at gøre sit arbejde ordentligt. Han kender alle sagerne i Medicinrådet til fingerspidserne, og han værner om sit personlige ry. Det værste, han kan forestille sig, er at fare frem i offentligheden med forkerte oplysninger. Derfor gør han det med egne ord meget sjældent. Han sørger altid for at tale med de mennesker, der ved allermest om området, inden han udtaler sig. For at være 110 procent klædt på, som han siger. Andre rådsmedlemmer kan berette om, hvordan møder fra tid til anden har trukket i langdrag, fordi Steen Werner Hansen skulle have de sidste detaljer i en sag helt på plads. Troværdighed er den fineste valuta, og hvis den først bliver flosset i kanten, så falder hammeren tungt, er hans erfaring.

”Hvis folk skal have tillid til én, så skal man dæleme være godt klædt på. Især hvis man som jeg gerne vil udfordre og ændre status quo. Det kræver, at man ikke er naiv og ikke lader sig besnakke af udokumenterede påstande. Alt i sundhedsvæsenet er kompliceret og afhængigt af interesser. Det er først, når man ved, hvad man snakker om, at man kan hæve sig op over interesserne og se det større perspektiv. Det er ikke altid, at det gør én lige populær,” siger Steen Werner Hansen.

Alle der er eller har været tæt på Steen Werner Hansen, fremhæver netop hans faglige robusthed og store viden som et eklatant karaktertræk ved ham. Kombineret med hans evne til se muligheder og hans villighed til at stå på mål for resultaterne, har det bragt ham i positioner, hvor han haft et stort ledelsesansvar og er blevet betroet tillid fra de øverste lag i sundhedsvæsenet, men magten og ansvaret er også kommet med en pris: Kontroverserne og fordømmelsen.

”Jeg har aldrig modtaget trusler, men jeg har heller aldrig været på Facebook eller på andre sociale medier. Jeg har haft kollegaer i hospitalsdirektionen, som modtog trusler på deres private Facebook-profiler, så det har jeg helt bevidst fravalgt. Det gælder i alle de stillinger, jeg har haft. Jeg vil have ret til et privatliv, og jeg skal ikke kunne overfaldes,” siger Steen Werner Hansen.

En tydelig rød tråd

Den høje faglighed kommer ikke ud af ingenting. Steen Werner Hansen blev uddannet læge i 1978, og de første 20 år af sit professionelle liv brugte han tæt på patienterne og med ambitionerne solidt forankret i klinikken. Han fattede interesse for onkologien på Finseninstituttet, hvor navnkundige Heine Høi Hansen viste ham en vej, hvor forskning og klinik gik hånd i hånd. På daværende tidspunkt havde patienter med testikelkræft netop fået adgang til kurativ medicinsk behandling. Fremskridtet og mulighederne for at være med til at udvikle faget yderligere fik Steen Werner Hansen til at blive hængende i onkologien. Der skete noget, og det passede hans lidt utålmodige sind godt.

”Hvis jeg skal trække en rød tråd igennem min karriere, så vil jeg sige, at det er ønsket om at udvikle og forandre, der har været min drivkraft. Og samtidig er det dét, der nogle gange har fået mig i modvind. For det er jo ikke nødvendigvis alle, der har villet det samme, som jeg har villet. Eller som har set det samme, som jeg har set,” siger Steen Werner Hansen.   

De kliniske erfaringer har, ifølge Steen Werner Hansen, været grundstenen og styrken i mange af de roller, han har forvaltet. Først som kontorchef i Sundhedsstyrelsen med ansvar for kvalitetsarbejde og specialeplaner, siden som lægefaglig vicedirektør på to af landets store hospitaler og endelig som formand for Medicinrådets ’lillebror’ Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS). Indimellem har han været ansat i Lægemiddelstyrelsen som medicinsk assessor inden for onkologi, været tilknyttet det europæiske lægemiddelagentur EMA som ekspert og siddet som formand for flere regionale råd og institutioner, blandt andet Hovedstadens regionale lægemiddelkomité.

Han har turdet gå forrest og sætte en dagsorden, selv når det har været svært, lyder det fra kilder tæt på Steen Werner Hansen. Men de siger også, at det stringente faglige fokus til tider har spændt ben for ham og fået ham til at fremstå langt fra de mennesker, hans beslutninger har berørt. Steen Werner Hansen er uden tvivl patienternes mand, men hans facon kan komme til at skygge for det, lyder det blandt andet. Hans måde at fremstå på er noget, Steen Werner Hansen har tænkt over i sin tid som formand for Medicinrådet.

”Når jeg står frem og begrunder en anbefaling, så skal jeg både forklare den overordnede beslutning og samtidig have klinikere og patienter til at forstå, hvorfor vi er endt, hvor vi er. At få den enkelte patient til at se det større perspektiv i afvisningen af et middel, der potentielt kunne have gavnet patientens situation, det er en umulig opgave. Jeg kan ikke tale til den enkelte patient, og derfor vil jeg for nogen måske komme til at virke distanceret og lidt hård. Jeg håber det ikke,” siger han.

Han er dog bevidst om, at han har været ’hardlineren’ i det delte formandskab i Medicinrådet.

”Jeg har haft den strikte og meget faglige hat på i formandsskabet, mens Jørgen har fremstået mere mild og omgængelig. Det er ikke en rollefordeling, vi har aftalt, men det er sådan, det er faldet ud –  nok fordi det er sådan, vi er som personer,” siger han.

”Vi bliver fra tid til anden konfronteret med kritik og påstande, som er fuldstændig udokumenterede fra aktører, der aldrig bliver bedt om at forklare, hvor deres kritik kommer fra. Se nu bare den senere tids påstande fra patientforeninger og klinikere om, at vi i Danmark har et sundhedsvæsen på niveau med et uland. Den slags kritik skaber utryghed, og det nytter ikke at imødegå den med løse modsvar. Jeg ønsker at skabe tryghed ved at være faglig og konsistent,” siger Steen Werner Hansen.

Politisk råd eller ej?

Steen Werner Hansens måde at argumentere for Medicinrådets gøren og laden hænger formentlig tæt sammen med hans syn på, hvad formandsrollen er for en størrelse. Medicinrådet er et fagligt råd og formandens rolle er faglig – ikke politisk, mener han. Andre omkring ham er uenige i den opfattelse og mener, at Steen Werner Hansen burde have haft et klarere blik for formandspostens politiske dimension og vægtet og tænkt sin offentlige kommunikation derefter. Det afviser Steen Werner Hansen. Medicinrådets anbefalinger bliver i nogle tilfælde politiseret af aktørerne omkring rådet, men rådet er i sin grundkerne fagligt med en solid armslængde til det politiske, mener han.

”Rammerne for Medicinrådets arbejde er politisk udstukket, men det er ikke ensbetydende med, at vi forvalter sagerne med et politisk blik. Gjorde vi det, så ville sagerne farves derefter. Nogle sager ender i det politiske, men i udgangspunktet er vi et fagligt råd, der udstikker nogle anbefalinger for, hvordan klinikere skal forholde sig til deres patienter,” siger Steen Werner Hansen.

”Når jeg en gang imellem har skullet stå på mål for sager, der er endt i det politiske, så er det fortsat min rolle at forsvare sagerne ud fra de kriterier, vi arbejder efter i Medicinrådet. Når det er sagt, så kan jeg – og resten af rådet – ikke sige os fri for at blive påvirket af omgivelserne og de strømninger, der er i sundhedsvæsenet.”

Medicinrådet er ikke blevet skudt i skoene at være farvet af politiske strømninger, men til gengæld er der flere gange blevet stillet spørgsmål ved de to formænds dobbeltroller: Kan man have ansvar for prioriteringen af ressourcer til medicin og samtidig være med til at forvalte økonomien på to af landets største hospitaler?

”Danske Regioner og borgerne har en forventning om, at Medicinrådet tilbyder en saglig, balanceret og fagligt velfunderet rådgivning. Hvis embedsførelsen i Medicinrådet farves af de problemer, som man står med som sygehusdirektør, optræder man inhabilt på lignende måde som læger, der bringer medicinalvirksomhedernes agendaer til bords,” lød det eksempelvis fra en ledende hæmatolog i en artikel i Hæmatologisk Tidsskrift fra 2019.

Steen Werner Hansen lægger ikke skjul på, at han i sin tid som lægefaglig vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital erfarede, at fyringsrunder afhang af, hvor mange ekstra ressourcer, der blev afsat til medicin. Sådan er det, pengene flyder ikke bare ind, konstaterer han. Men at hans arbejde som lægefaglig vicedirektør skulle have influeret hans virke i Medicinrådet, det afviser han blankt.

”Jeg ser ikke nogen direkte kobling, og jeg kan ikke nævne eksempler på, at rådet har taget hensyn til et bestemt hospitals økonomi i en anbefaling. Desuden er Medicinrådet et råd bestående af en hel masse eksperter – så det har aldrig været min mening alene, der har ligget bag en anbefaling,” siger Steen Werner Hansen.

”Vi har haft rigeligt at gøre med at forsvare sagerne. Så det var slet ikke gået, hvis jeg havde puttet noget ’ekstra’ ind, som havde farvet mine beslutninger – og som ikke umiddelbart kunne forklares.”       

Intern uenighed i rådet

Om end Medicinrådet arbejder efter faste principper, så har rådsmedlemmerne ikke en skabelon, de kan lægge ned over sagerne og få et ubestrideligt resultat ud i den anden ende. Af den grund er det heller ikke altid, at alle rådsmedlemmer er helt enige om en anbefaling. Steen Werner Hansen vil ikke løfte sløret for, hvornår han har været uenig i en afgørelse, men han erkender, at der er blevet sendt anbefalinger ud, hvor han har haft en anden mening.

”Uenigheden er typisk størst i sager, hvor de tilgrundliggende studier har inkluderet få patienter og derfor er behæftet med stor usikkerhed, og hvor prisen på lægemidlet er meget høj. Her sidder vi ofte med fornemmelsen af, at behandlingen kan hjælpe udvalgte patienter, men det er svært sikkert at sige hvilke. De sager har jeg det sværest med, og der kommer flere og flere af dem,” siger Steen Werner Hansen.

”Til tider har vi givet en anbefaling på et lidt usikkert grundlag, for eksempel på baggrund af ét studie, mens det samlede billede, grundet data fra andre studier, har trukket i den modsatte retning. Vi kommer nok til at se nogle af de anbefalinger blive trukket tilbage de kommende år, fordi effekten ikke har kunnet vises, da det kom til stykket. Lige så snart, der ikke er konsistens i data, så er der grund til at være meget forsigtig og huske sig selv på, at nyt ikke nødvendigvis er lig med bedre – hvilket industrien ellers gerne vil have os til at tro.”

Det er ikke altid en let opgave at skulle fare med lempe og se data an. Nogle gange har man ”lyst til at sparke til bolden”, fordi potentialet ikke er til at komme udenom, erkender Steen Werner Hansen. Det var eksempelvis tilfældet med CAR-T-celleterapi til patienter med lymfekræft. Her afviste rådet to CAR-T-behandlinger i 2019. Siden var der stille, mens landene omkring os tog CAR-T-celleterapi i brug både i anden og tredje linje, og de danske lymfomlæger rev sig i håret og skød med skarpt efter både industrien og Medicinrådet. Først i september i år fik danske lymfekræftpatienter adgang til den eftertragtede behandling.

Steen Werner Hansen var ikke blind for behandlingens potentiale, men data tillod ikke, at man fra Medicinrådets side kunne udpege nøjagtig hvilke patienter, der ville have gavn af den eksorbitant dyre celleterapi. Derfor ventede man på mere modne data. Han forstår klinikernes ønske om at komme i gang med at behandle patienterne med CAR-T-celleterapi, og i samme ombæring stiller han sig uforstående over for, hvorfor de ikke tog sagen i egen hånd.

”Klinikerne har længe været sikre på, at CAR-T kunne gavne nogle af de mest syge lymfompatienter. Hvorfor har de så ikke gjort en indsats for at udvikle en tværnational CAR-T-strategi? Novo Fonden har givet penge til et cellelaboratorium på DTU. Kunne man ikke have udnyttet det? Og have fundet en måde at tage udviklingen af de cellulære terapier hjem på hospitalerne? Personlig synes jeg ikke, at celleterapier hører hjemme i Pharma. Firmaerne spiller reelt ikke en særlig stor rolle i fremstilling af CAR-T-produkterne. Det meste foregår på hospitalerne, og på Herlev og i Odense er man allerede godt i gang,” siger Steen Werner Hansen.

”Jeg siger bare: Nogle gange ville det være godt at tænke strategisk i stedet for at bruge krudtet på at kritisere. CAR-T-celleterapi har for eksempel i flere år været tilgængeligt i Litauen til patienter med lymfeknudekræft og andre blodsygdomme, fordi de fremstiller det selv på hospitalerne. Nogle gange skal vi presses til at tænke ud af boksen og se nye muligheder. Fremtidens behandling bliver stadig mere og mere personrettet – og her får industrien altså svært ved at kommercialisere de behandlinger, der efterspørges.”

Når det er sagt, så er det, ifølge Steen Werner Hansen, ikke kun klinikerne, der trænger til at se sig selv lidt efter i sømmene. Industrien bør også bruge tid på selvrefleksion.

”Jeg bliver stærkt irriteret over at opleve, hvordan industrien indfører det første CAR-T-produkt til én pris, og når det næste produkt så kommer på markedet, så koster det en million kroner mere per patient. Så strammer man altså skruen for meget,” siger han.

Et afgørende skridt

Steen Werner Hansen er systematisk og stringent i sin tilgang til sit arbejde, men når han ser tilbage på sin karriere, har den ikke formet sig efter en tilrettelagt skabelon. Han har grebet de muligheder, der kom – og set i bakspejlet er de kommet på de rette tidspunkter, vurderer han. At tage skridtet væk fra klinikken og over i den mere administrative del af sundhedsvæsenet var således heller ikke noget, han havde planlagt. Faktisk afviste han det blankt, da han første gang blev kontaktet af Sundhedsstyrelsen og opfordret til at søge stillingen som kontorchef. Men de blev ved med at ringe, og til sidst besluttede Steen Werner Hansen at tage orlov fra klinikken et år for i stedet at være med til at tegne de større linjer i sundhedsvæsenet. Og han fik lov til at male med den store pensel fra første færd.

”Jeg kan huske, at Einar Krag (den daværende chef for Sundhedsstyrelsen red.), sagde til mig én af de første dage i mit nye job: Sundhedsstyrelsen har ikke en særlig stærk profil på kvalitetsområdet – find ud af det, Steen! Der var frie hænder og store udfordringer, og det trives jeg godt i. Og så fik jeg et helt unikt indblik i det centrale sundhedsvæsen og skabte mig et stort netværk,” siger han.

”Samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke skulle tilbringe alt for mange år i Sundhedsstyrelsen. Jeg var for langt væk fra den kliniske hverdag. Derfor søgte jeg tilbage som lægefaglig direktør på hospitalet for at være tættere på patienterne, og for at være et sted hvor forandringer hurtigere implementeres og kommer nogen til gode.”

Tiden i Sundhedsstyrelsen blev afgørende for Steen Werner Hansens videre vej i sundhedsvæsenet. Det var således også her, at han første gang begyndte at dyppe tæerne i prioriteringsdiskussionerne. Han var pennefører på dét, der i dag hedder second opinion-udvalget – et initiativ som til dato er noget af det, Steen Werner Hansen er mest stolt af at stå bag. Udvalget blev til i en tid, hvor der fra politisk side var fokus på patienter, der blev sendt til udokumenterede behandlinger i udlandet, og det fik til opgave at vurdere, hvorvidt der var ræson i at henvise en patient med en livstruende sygdom til eksperimentel behandling i udlandet. Kort sagt: Hvor var patientens muligheder bedst? Og herfra var der, ifølge Steen Werner Hansen, i virkeligheden ikke så langt til KRIS, hvis rasion d’être var at sortere de behandlinger fra, som ikke virkede.

Under sit formandskab i KRIS blev det stadig mere tydeligt for Steen Werner Hansen, at det danske sundhedsvæsen gik glip af store prisbesparelser på ny medicin. Danmark fik gennemsnitligt cirka 2,5 procent i rabat, mens man i udlandet hev langt højere rabatter hjem. Med undtagelse af, når Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) kunne konkurrenceudsætte lægemidler. Så var det pludselig muligt at opnå tocifrede procentbesparelser. Der var et potentiale, som ikke blev udnyttet, og det havde Steen Werner Hansen svært ved at sidde overhørig. Og det lod han omverdenen vide.

Steen Werner Hansen afviser, at han har været direkte medvirkende til oprettelsen af Medicinrådet. Den kritik, han satte ord på i perioden fra 2009 og frem, ulmede mange steder, og selvom politikerne nærmest til det sidste afviste, at prioritering ville blive en del af det danske sundhedsvæsen, så var det tydeligt ’inden for murerne’, at det var den vej, det gik.   

”Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men ad åre skete en fælles modning af systemet, og frugten blev stiftelsen af et decideret prioriteringsråd. Det har været vigtigt. Det er helt nødvendigt at prioritere og have en forhandlingsmagt over for industrien – for ellers bliver man som land sat af og får lov til at betale fuld pris for ny medicin. Medicinrådet har kunnet lave aftaler om indførelse af meget dyr medicin til mindre patientgrupper ud fra forskellige prismodeller. Aftalen om medicin til cystisk fibrose er et glimrende eksempel på den fordel,” siger Steen Werner Hansen.

Farvel og på gensyn?

Det er svært at nævne Medicinrådet uden i samme åndedrag at sige Steen Werner Hansen. Men lige om lidt er det slut. Steen Werner Hansen ved endnu ikke, hvad fremtiden skal byde på, men han ser frem til at få en hverdag, hvor han kan sige ja til de spændende muligheder, der måtte byde sig. Og så vil han ikke helt udelukke, at han kommer til at spille en rolle i Medicinrådet – hvordan og hvor uddyber han ikke.

Steen Werner Hansen er stolt af at have været formand for et råd, der har turdet stille sig kritisk over for data, og som har udfordret status quo.

”Der er selvfølgelig altid noget, der kan gøres bedre, og i årene, der kommer, står rådet over for at skulle etablere samarbejder på tværs af EU og resten af Norden. Det bliver udfordrende. Men alt i alt ser jeg en robust organisation, der i sin forholdsvis korte levetid har vokset sig stor og stærk og i dag kan tiltrække fagligt kompetente mennesker,” siger han.

Steen Werner Hansen bliver ikke erstattet af en ny formand. I stedet træder Birgitte Klindt Poulsen ind som næstformand, mens Jørgen Schøler Kristensen bliver siddende som formand. Adspurgt, om han har et godt råd til den nye næstformand, svarer Steen Werner Hansen med et smil:

”Hun vil måske gøre klogt i at virke lidt mindre firkantet, end jeg til tider selv har været…”. 

CV:

1978: Uddannet cand.med. fra Københavns Universitet

1981:
Ansat som læge i onkologi på Finseninstituttet i København. Her arbejdede han blandt andet med udvikling af ny medicin til kræftpatienter

1996: Ansat som overlæge i onkologi på Herlev Hospital

2000: Kontorchef i Sundhedsstyrelsen

2002: Vicedirektør på Bispebjerg Hospital

2003: Tilknyttet det europæiske lægemiddelagentur EMA som ekspert

2010: Formand for den regionale lægemiddelkomité i Region Hovedstaden

2012:
Lægefaglig vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital og formand for Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS)

2017: Formand for Medicinrådet

2022:
Medlem af bestyrelsen i virksomheden Human Bytes, der leverer sundhedsteknologiske løsninger til sundhedsvæsenet baseret på kunstig intelligens

Steen Werner Hansen bor i Gentofte med sin hustru, der er privatpraktiserende dermatolog. Til trods for, at han i mange år har haft en travl hverdag, har Steen Werner Hansen prioriteret at dyrke kunst og kultur i sin fritid. Han går blandt andet i Det Kongelige Teater og ser ballet, skuespil og opera.