Grafik: DR
Prisbelønnet podcast om spiraler afslører Danmarks overgreb på fertile grønlandske piger og kvinder
PODCAST. Podcasten ’Spiralkampagnen’ om danske læger, som satte spiraler op i grønlandske kvinder og piger ned til 13 år, vandt Årets Fortælling ved Podcastprisen 2022, der blev uddelt 25. februar i København. Det er velfortjent, skriver anmelder Maria Cuculiza. Dansk læge, som selv har opsat tusindvis af spiralerne, kalder kampagnen for folkemord.
Det er med god grund og meget velfortjent, at podcastserien Spiralkampagnen om hvordan Danmark i 60’erne og 70’erne brugte grønlandske kvinders kroppe til at kontrollere landets befolkningstilvækst, netop er blevet kåret til bedste podcast.
Mindst 4.500 grønlandske kvinder helt ned til 13 år fik mellem 1966 og 1975 opsat en spiral under en dansk såkaldt spiralkampagne. Mange af de fødedygtige teenagere og unge kvinder havde ikke givet samtykke, mange vidste ikke de fik sat en spiral op og oplevede opsætningen som et traumatiserende overgreb, og mange fik gentagne underlivsbetændelser eller blev sterile af de allerede dengang gammeldags spiraler.
Det fremgår af den af DR-publicerede og journalistisk yderst grundige podcastserie Spiralkampagnen, der netop har modtaget Center for Podcastings pris for Årets Fortælling ved Podcastprisen 2022. Prisen gives til ”årets bedste fortælling i lyd, der gør brug af lyde, stemmer, musik og stilhed til at tegne billeder for lytternes indre biograf”, lyder det blandt andet hedder i beskrivelsen af prisen.
Spiralkampagnen, som ikke tidligere har været fremme i offentligheden, betød udover traumer, infektioner, vildfarne spiraler i kroppen og for nogle kvinder en helt uforståelig barnløshed dog også, at fertile grønlandske kvinder undgik at blive enlige mødre med børn, som de slet ikke ønskede sig. Og Danmark undgik en eksploderende og kostbar befolkningstilvækst, som var en kæmpe trussel mod statens udgiftsrammer for Grønland, fremgår det af serien, der i fem spændende episoder dygtigt afdækker, hvem der satte gang i Spiralkampagnen, hvorfor halvdelen af Grønlands kvinder i den fertile alder partout skulle have en spiral, og hvad det betød for kvinderne og det grønlandske samfund.
I seriens første episode møder vi Naja Lyberth, der som kun 13-årig blev bedt om at tage til lægen for at få lagt en spiral:
”Instrumenter, der var som knive, der kom op i min livmoder for at bane vej for spiralen. Det gjorde bare rigtigt, rigtigt ondt. Det er som om, at jeg har indkapslet, hvad der skete, jeg har fortrængt det. Jeg var bare 13 år, da de gjorde det. Jeg var ikke seksuel aktiv. Staten tog min mødom, vi var mange der slet ikke blev spurgt inden, og jeg oplevede ingen valgmulighed, det var noget, jeg skulle,” fortæller Naja Lyberth, der blev så traumatiseret, at hun aldrig talte med hverken forældre eller veninder om sin ubehagelige oplevelse.
Også Maria Nielsen oplevede spiralopsætningen som et overgreb.
”Jeg var 14 år, jeg var ikke seksuelt aktiv og havde ingen kæreste. Det var en ordre, det var tvang overfor os piger. Det var ret uhyggeligt. Jeg husker det som om, at der blev brugt metalstænger op i underlivet, jeg husker ikke så meget, men det gjorde i hvert fald frygteligt ondt. Jeg betragter det som om, at staten voldtog mig. Det er måske et stort ord, men det var sådan, jeg følte det. Jeg blev jo ikke spurgt, det var dem, der bestemte over mig,” fortæller Maria Nielsen, der heller aldrig talte med nogen om, hvad hun husker som en ’frygtelig tid’ med mange efterfølgende fysiske og psykiske smerter.
Det er grumme historier, som de grønlandske kvinder fortæller i episode 1 til de to tilrettelæggere Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint, som ikke blot er gode og empatiske lyttere, men også sætter sig for at forsøge at besvare kvindernes spørgsmål om hvorfor. Og de indleder en omfangsrig og ihærdig jagt på de danske læger, der foretog opsættelserne og de danske myndigheder, der stod bag selve kampagnen. Men som det fremgår i episode to, er mange af de danske læger, der arbejdede i Grønland i 1960’erne og 70’erne, døde.
Men flid er heldets moder, og det lykkes Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint at finde frem til en lille håndfuld. Heriblandt lægen Hans Jørgen Fenger, som opdagede at noget var galt, da han tilså en kvindelig patient, der ikke kunne få børn, og til sin store overraskelse opdagede, at hun havde en spiral, som hun ikke selv vidste, hun havde.
"Jeg forstod, at her var noget, der ikke passer sammen. Normalt lægger man jo ikke en spiral op med mindre, at patienter ikke ønsker at få børn. Men hun vidste det jo ikke," fortæller Hans Jørgen Fenger, der først startede med at arbejde som læge i Grønland i 1976, men som bekræfter, at man i en periode, inden han kom til Grønland, lagde spiraler op uden at spørge:
”Ingen tvivl om, at man også gjorde det uden samtykke,” fortæller han og tilføjer:
”Man troede jo ikke dengang, at de kunne blive sterile og ødelagte for livet. Man vidste det jo ikke.”
I episode tre går tilrettelæggerne i Rigsarkivet, hvor de i det nu lukkede Grønlandsministeriums brune dokumentmapper finder dokumenter, som viser, at den danske stat i form af Sundhedsstyrelsen og Grønlandsministeriet stod bag, hvad man kaldte for Familieplanlægning på Grønland og dermed også Spiralkampagnen på grund af en af verdens højeste befolkningstilvækster. Og tilrettelæggerne finder desuden frem til pensioneret gynækolog, Hans Martin Johnsen, der fortæller, at han personligt ikke gav spiraler til kvinder, som ikke endnu havde født på grund af en øget risiko for underlivsbetændelser:
”Men dengang troede man ikke, at spiralen kunne have så alvorlige konsekvenser i form af for eksempel sterilitet. Hvis det foregik i dag, ville det være en ren skandale, men man vidste det ikke dengang,” forklarer han.
Men måtte de danske læger overhovedet lægge spiraler op uden samtykke fra pigerne eller deres forældre? Var det, der foregik i Grønland ulovligt? spørger de to tilrettelæggere i episode fire, hvoraf det fremgår, at grønlandske kvinder dengang årligt fødte 500 børn uden for ægteskab, hvoraf de fleste var enlige mødre under 20 år. Hver femte af fædrene var danske håndværkere, som forsvandt uden at have nogen form for ansvar for børnene.
I episode fem hører vi igen om de store konsekvenser, som Spiralkampagnen har haft for det grønlandske samfund og ikke mindst for de mange grønlandske kvinder, der blev en del af den. En kampagne, der for den danske stat handlede om at spare kroner og ører til flere børnehaver, skoler, boliger og sundhedsforanstaltninger i et land, hvor befolkningstilskuddet var steget fem gange på ti år på grund af bedre sociale, sanitære og sundhedsmæssige forhold.
”Det var jo et folkemord,” siger lægen Hans Martin Johnsen, der selv satte tusindvis af spiraler op, men som i dag ville ønske, at han havde gjort mange ting anderledes.
Podcastserien er et klassisk, professionelt journalistisk arbejde, hvor researchen har endevendt hver en sten, og alle parter herefter høres. Men Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint nøjes ikke blot med at høre, de hører også efter. For de både forstår, hvad de bliver fortalt, og forstår at formidle kompleksiteten i en sag, som på den ene side handler om uundskyldelige overgreb på uskyldige børn og kvinder, men som på den anden side også handler om, hvordan rationelle og økonomiske realiteter kombineret med utilstrækkelig lægevidenskabelig viden om spiraler alligevel udgør en – omend kynisk, men alligevel – vigtig årsagsforklaring.
Så selv om de to tilrettelæggeres afdækning af Spiralkampagnen viser, at denne lever op til FN´s definition af folkedrab, da der var tale om omfattende forsøg på at forhindre en bestemt befolkningsgruppe i at få børn, er det lykkedes de to at holde tungen lige i munden og således give deres lyttere en dybt nuanceret og imponerende afbalanceret fremstilling af, hvad der kan ligge bag en postkolonial stats mentalt og kropsligt invaliderende overgreb på unge piger og kvinder, når denne stat opfatter nogle kvinder som mindre værd end andre.
For det er da heldigvis umuligt at forestille sig, at den danske stat ville have tvangsindlagt spiraler på danske kvinder og uvidende mindreårige piger for at spare udgifter til fødeafdelinger, vuggestuer, børnehaver, skoler og sociale ydelser.