Geo konfronterer fortidens traumer og frygten for at have arvet farens psykopati

BØGER. Da komikeren Geos far døde i 2015, havde Geo i 40 år flygtet fra hans vold. De næste ni år flygtede han fra frygten for selv at være psykopat. I ny hudløs og bevægende bog fortæller han humoristisk og alvorligt om denne angst, som førte til, at han blev professionelt udredt. Geo blev frikendt, men farens overgreb har givet ham kompleks PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse), som han tvivler på nogensinde at overvinde.

Stand-up-komiker, skuespiller og forfatter Geo, med det borgerlige navn Christian Geo Heltboe, har tidligere taget offentlige livtag med sin far. Blandt andet da han i 2019 lavede den prisvindende podcast ´Kan man tilgive en psykopat?´ om forholdet til faren. I hans nye bog ´Er jeg (også) psykopat?´  tager han læserne med på en selvudleverende rejse tilbage til en barndom domineret af farens løgne, fup, raserianfald, ondskabsfulde trusler, kontrol, grænseoverskridende karaktermord og voldelige overfald på sig selv, søsteren, moren og hjemmets inventar:

“Vores stakkels køkken (eller nærmere køkkenelementerne) var lige så hårdt prøvede, som vi var. Spisebordet i køkkenet havde et kæmpe mærke, fra da han tog fat i hele det fuldt opdækkede bord med glas, tallerkener, ænder og what not og væltede det i raseri. Køkkenvasken havde gigantiske mærker efter en champagneflaske, han febrilsk havde prøvet at smadre, køkkenkniven var sløv, fordi han savede en dørmåtte over med den, hjørnet af køkkenskabet mindede mig konstant om, at det var der, han flækkede min mors øjenbryn, opvaskemaskinen havde psykiske mén på varmelegemet, efter at han havde brændt julegaver i den,” skriver Geo, der med en blanding af sort humor og sårbart eftertænksomme refleksioner undersøger sin grusomme opvækst, der bestemt ikke var for børn og sarte sjæle.

 Men sideløbende med de grumme tilbageblik på de groteske og forfærdelige oplevelser under farens åg i sin barndom og langt op i ungdommen, er det spørgsmål, som især optager Geo, om han i virkeligheden altid har været og fortsat er som sin far. Han gruer for, hvad en psykolog eller psykiater vil klassificere ham som. Nu hvor han efter farens pludselige død (som måske skyldes et mord) ikke mere behøver at være på fysisk flugt, forsøger han i stedet desperat og fortvivlet at flygte mentalt fra farens DNA:

”Tankerne om forgæves at have løbet fra monsteret i 40 år åd mig op indefra. Jeg tænkte på det konstant. Så mange år i fornægtelse gjorde psykopat-ondt. Jeg begyndte at gennemgå hans adfærd og lave et mentalt skema over hans handlinger, så jeg kunne sammenligne dem med mine egne livsaktioner ned i mindste detalje.”

Og Geo finder da også lighedspunkter som blandt andet en forkærlighed for det ekstreme. Fra han var 19 til han blev 30 eksempelvist i forhold til kvinder, fester, alkohol og crazy venner med traumer, dæmoner og stor appetit på at udforske livets outrerede sider. Alt og alle blev valgt uden synderlig risikovurdering ud fra devisen jo værre jo bedre.

”Min pointe er såmænd bare den, at jeg ligesom min far hellere end gerne er hoppet ud i et potentielt sindssygt eventyr, om det har været økonomi, kærlighed, en kommentar eller en handling, som muligvis kunne munde ud i noget fantastisk – men ofte er endt i den modsatte grøft. Men i momentet, hvor der blev rykket på at realisere idéen, virkede den som verdens bedste,” skriver Geo. 

Hans frygt for at have arvet sin fars egenskaber forstærkes yderligere, da hans mor og søster vender ham ryggen. De bryder kontakten, fordi han er begyndt at tale offentligt om farens handlinger, hvilket de opfatter som en krænkelse af deres privatliv. De synes nu, at han minder for meget om faren til, at de kan være i hans nærhed.

Bruddet med moren og søsteren knækker Geo, der herved får bekræftet sin mistanke om at være psykopat uden at vide det:

”At minde om vores far havde altid været min største frygt. Dels fordi han for mig stod for alt det, som var skidt og forkert i denne verden, men mest af alt fordi han frastødte alt, der var godt omkring ham – og jeg havde nu selv frastødt de to personer i mit liv, der rangerede som de allerbedste i mit liv, netop fordi jeg mindede om dette monster.

Tanken om, at han og jeg var ens, var altopslugende. Jeg tænkte på det dag og nat, uge efter uge, måned efter måned,” skriver Geo.

Han intensiverer sin nu yderligt traumatiserede og traumatiserende jagt på ubehagelige ligheder, som han hyper fokuserer på, men uden at se de mange og helt afgørende forskelle mellem sig selv og faren.

Og beslutningen om at lade sig udrede for at få be- eller afkræftet, om han var psykopat, virkede som den eneste udvej. Hans fire børn og kone skulle ikke lide på samme måde, som hans mor, søster og han selv havde lidt under farens tyranni. Angst og deprimeret beder han om de psykiatriske og psykologiske udredninger, som ender med, at han godt kan glemme diagnosen psykopati. I stedet får Geo den diagnose, der hedder kompleks PTSD, der anvendes til at beskrive gentagne, langvarige posttraumatiske oplevelser som for eksempel tortur, slaveri, folkedrab, gentagen seksuel og fysisk mishandling i barndommen og længerevarende vold i hjemmet.  

Men Geos selvbiografi er ikke kun en velskreven og hårrejsende beskrivelse af en modbydelig psykopats personlighed og hærgen, og de fysiske og mentale ar en sådan efterlader hos sine ofre. Ligesom bogen heller ikke kun er ofrets forsøg på at skrive sig ud af sine traumer. ´Er jeg (også) psykopat´ er i allerhøjest grad også et mere alment kampskrift for større åbenhed om overgreb i familier, så det unormale ikke år efter år får lov at fremstå som det normale.

For Geo selv tog det for eksempel mange år langt op i voksenlivet at forstå, at det ikke var rigtigt, når han troede, at de fleste familier kæmpede med de samme problematikker, som hans egen havde gjort – og bare dækkede over det, ligesom hans egen også gjorde.

"Vi skulle have råbt om hjælp for at komme væk fra manden, som har hovedrollen i denne bog, eller for at få ham ud af vores liv. Vi skulle have skidt hul i ligusterhækken, og hvad naboerne tænkte, droppet at leve i 80’ernes tavshed og råbt om hjælp. Vi bildte os selv ind, at vi havde det meget godt, når han ikke var der – men han var der altid! Er her stadig.

Alt kræver et offer, alle handlinger har konsekvenser, og at face the music for ens valg kan gøre ondt. Men når man så kommer på den anden side af eventuelle skrækkelige indrømmelser, kan man begynde at hele,” skriver Geo, der fortæller, at det første skridt for ham var at komme ud over, hvad andre mennesker ville tænke.

Med ´Er jeg også psykopat?´ viser Geo, at han stadig er god til at bruge humor, når han vil fortælle om nogle af de mest alvorlige ting i livet. Og han har endnu engang begået en modig, sjovt underholdende, men også dødsensalvorlig fortælling, der kan hjælpe os til at blive dygtigere til at tale sammen om vigtige, men smertefulde og derfor tabubelagte emner.  

Geo: ´Er jeg også psykopat´ er udgivet af Lindhardt og Ringhof og koster 259 kroner