Dysfunktionel døgnrytme har sammenhæng med depression
Hvordan er samspillet mellem hjernen og kroppens hormoner i løbet af et døgn? Og er der en sammenhæng mellem ændrede døgnrytmer i hjernebarken og udvikling af depression? Det vil forskere på Københavns Universitet gerne have et svar på. Resultaterne af deres forskningsprojekt, som er lige om hjørnet, vil udfylde et hul i den eksisterende viden om kroppens naturlige døgnrytme (cirkadiane rytmer).
Sammenhængen mellem hormoners døgnrytme og den cirkadiane funktion af nerveceller i hjernebarken er tidligere blevet ignoreret i forskningen. Det betyder, at der har været et hul i vores forståelse af det cirkadiane system og udviklingen af depression. Det fortæller professor Martin Fredensborg Rath om sit forskningsprogram om cirkadiane rytmer.
”Formålet med vores forskning er derfor helt præcist at kortlægge funktionen af kortisol i forbindelse med døgnrytmer i hjernebarken. Hormoners evne til at regulere nervecellers døgnrytme er et nyt koncept og er fra et sundhedsfagligt perspektiv særligt vigtigt i forbindelse med hjernebarken, hvor lokale biologiske ure har vist sig at være tæt forbundet til udvikling af depression,” siger Martin Fredensborg Rath.
Circadian medicin
Circadian medicin er en gren af medicin, der sigter mod at udnytte kroppens naturlige døgnrytme (circadiane rytme) for at forbedre sundhed og behandle sygdom. Dette gøres ved at synkronisere medicinsk behandling med patientens biologiske ur for at opnå den største effektivitet og minimere bivirkninger. Selvom det er et forholdsvis nyt felt, har forskere allerede identificeret flere områder, hvor circadian medicin kan have potentiale.
Cirkadian medicin og cirkadiane rytmer er de korrekte fagudtryk om døgnrytmerne og deres indflydelse på sundhed, sygdom og behandling oplyser Martin Fredensborg Rath (og ikke cirkadisk, som benyttes i forskellige sammenhænge, red.)
På basis af hans og kollegernes tidligere studier og international forskning ligger det ham ikke fjernt at forestille sig, at der for nogle patienter er en kausal sammenhæng mellem ændrede døgnrytmer i hjernebarken og udviklingen af depression. Blandt andet har de, som de første, påvist eksistensen cirkadiane klokker i hjernebarkens nerveceller.
I Martin Fredensborg Raths forskningsprojekt bygger de blandt andet videre på hans tidligere studier af muse- og rottemodeller på Panuminstituttet, hvor deres forskergruppe hører hjemme:
”Mennesker har det indre ur liggende i den suprachiasmatiske kerne, men vi har også døgnrytmer flere andre steder i hjernen, som for eksempel i hjernebarken. Det, vi blandt andet i tidligere studier har undersøgt, er, hvad der sker, når vi går ind og ’slukker’ for klokkegener i hjernebarken hos mus. Dét, vi gjorde, var, at vi aktivt gik ind i en specifik musestamme, som havde en forholdsvis normal døgnrytme i forhold til blandt andet løbeaktivitet og kropstemperatur, hvilket bliver styret fra hypothalamus. Når vi specifikt inaktiverede uret ude i hjernebarken hos de fremavlede knock-out-mus, udviste de depressionslignende adfærd,” siger Marten Fredensborg Rath.
Netop dét, mener Martin Fredensborg Rath, er særligt interessant, fordi det er i overensstemmelse med kliniske studier, som viser markant reduceret klokkegen-aktivitet i hjernebarken hos patienter, der har lidt af depression. Det er påvist i et klinisk studie fra 2013, hvor amerikanske forskere fik tilladelse til at tage autopsivæv fra afdøde, som havde haft en depression:
”Forskerne fik tilladelse til at undersøge afdøde patienters hjerner i forhold til, hvornår de var afgået ved døden, så de på en 24-timers basis kunne sammenligne en gruppe diagnosticeret med depression med en gruppe uden en forhistorie med depressioner eller neurologiske sygdomme. Resultatet var, at det primært var klokkegen-aktiviteten, som var ændret. Altså, hvis man kigger på en top ti over de gener, der var mest ændret, så var syv eller otte af dem klokke-gener.”
Alligevel er det ikke sådan, forklarer Martin Fredensborg Rath, at der er en klar sammenhæng med at have rod i døgnrytmen for alle, som får depression. Dét, man generelt kan sige, er, at der er en række risikofaktorer, som har vist sig – hvor der er en sammenhæng mellem døgnrytmer og en generel sund helbredstilstand – og i dette tilfælde er det depression. En behandling kan derfor nogle gange dreje sig om at regulere mængden af lys i løbet af et døgn og fastlægge en døgnrytme, der følger solen.
”Flere læger inden for psykiatrien behandler folk med depression med lysterapi og ved at fastlægge en normal døgnrytme for patienterne. Og jeg véd, at man på psykiatrisk hospital på Bispebjerg Hospital har sørget for, at stuerne vender den rigtige vej i forhold til solen, så man bliver påvirket af den lysmængde, der er udenfor. Derudover har man også forstærket den indendørs lysmængde ved at sætte kunstigt lys op med de rigtige bølgelængder,” siger Martin Fredensborg Rath.
Forskningsprogrammet er blandt andet finansieret af Lundbeckfonden og Danmarks Frie Forskningsfond.