Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Målet er babyer med de bedste odds mod overvægt

Forskere på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) og Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet har fået knap 24 millioner til i et femårigt projekt, der skal undersøge, om vægttab før graviditet, sund kost, fysisk aktivitet og intensiv støtte før og gennem graviditeten kan øge chancen for at føde babyer med en lavere fedtmasse og sundere fedtfordeling.

DE TUNGE  DANSKERE

Tema på Medicinske Tidsskrifters sider om de stadigt tungere danskere. 

{slider title="Sundhedspolitisk Tidsskrift" class="orange"}

{slider title="Propatienter" class="blue"}

{/sliders}

Projekt PRE-STORK er et af tre projekter, som har fået del i en samlet bevilling fra Novo Nordisk Fonden på 60 millioner til forskning i meget tidlig forebyggelse af overvægt (i bunden af artiklen er der henvisninger til artikler om de to andre projekter). Bag studiet står tre forskere, som alle har solid forskningserfaring i området. Fra Steno Diabetes Center Copenhagen deltager professor og overlæge Tina Vilsbøll, der forsker i overvægt, prædiabetes og diabetes og seniorforsker Louise Groth Grunnet, som i sin forskning har fokus på sundhed i graviditet og barndom. Fra Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet deltager professor Signe Sørensen Torekov, som foruden overvægt opstået i børnealderen forsker i, hvordan man opnår et sundt og vedvarende vægttab.

”Der er talt meget om muligheden for tidlig forebyggelse, men studier som PRE-STORK er ikke foretaget før,” siger Tina Vilsbøll, der er forskningsansvarlig for projektet.

”Vi håber, at en modulering af forældrenes livsstil medfører babyer med en sundere fedtfordeling og dermed lavere risiko for at udvikle overvægt og livsstilssygdomme.”

Projekt PRE-STORK

Projekt PRE-STORK omfatter 360 kvinder mellem 18 og 33 år og deres familier. Forudsætningerne for at deltage er, at kvinderne skal føde enten på Herlev Hospital eller Odense Universitetshospital og har BMI mellem 27 og 43 kg/m2. Andre kriterier for deltagelse er, at kvinderne ikke er erkendt infertile eller har modtaget fertilitetsbehandling, ikke tidligere er fedmeopererede eller lider af alvorlig psykiatrisk sygdom.

Kvinderne deles i to grupper: En interventions- og en kontrolgruppe. Forløbet for kvinderne i interventionsgruppen starter et halvt år før graviditet. I perioden før graviditet forventes de at tabe 10 procent eller mere af deres kropsvægt. I de første otte uger af graviditeten skal kvinden spise en lavkaloriekost. Gennem hele forløbet får kvinderne en mentor, hjælp til at ændre kostvaner, et struktureret motionsprogram og tilbydes coaching og kurser.

”Vi holder moderen i hånden gennem hele forløbet og støtter hele familien i at komme ind på et sundere spor,” siger Tina Vilsbøll.

”Desuden etableres en slags før-forældregrupper, hvor deltagerne i projektet kan støtte hinanden under graviditeten, og hvor idéen er, at grupperne fortsætter efter fødslen.”

Baby med sund fedtfordeling

Ifølge de tre forskere bag projektet er det ikke blot babys vægt, men fordelingen af fedtet, der forventes at have betydning for, om barnet har en sund krop og et godt udgangspunkt. Forskerne vil derfor benytte en variant af DEXA-scanning, hvor man i stedet bruger luft (helkropssammensætning) til at vurdere de helt nyfødte babyers kropssammensætning af fedt og muskler.

”Børn af mødre med overvægt har tre gange forøget risiko for selv at udvikle overvægt,” siger professor Signe Torekov.

”I dette studie vil vi se på, om børn af mødre der har opnået en sundere fordeling af fedt og muskler inden graviditet også føder børn med en sundere fordeling mellem fedt og muskelmasse og derved forebygge overvægt hos børnene. Det forudsætter et tæt, tværfagligt samarbejde med obstetrikerne, fordi scanninger og navlestrengsprøver skal ske umiddelbart efter, at en PRE-STORK baby er født. Vi forventer 100-125 babyer i hver arm af projektet og tror på, at en mor, der har spist sundt og trænet gennem graviditeten, føder sundere babyer med en bedre fedtfordeling. ”

Motiverede mødre

Forud for projektet har forskere i Sundhedsfremme på SDCC i samarbejde med seniorforsker Louise Grunnet spurgt kvinder med overvægt, og som gerne vil være gravide, hvad de synes om PRE-STORK. Responsen er overvejende positiv. Kvinderne synes, det lyder spændende og er motiverede for at gøre, hvad de kan for at få en god graviditet.

”Vi ved, at mors vægt er en stærk prediktor for, om barnet også får overvægt og at det er for sent at ændre på, når kvinden er blevet gravid,” siger Louise Grunnet.

”Men kvinderne er også selv klar over, at deres vægt spiller en rolle. Mange har kæmpet med vægten længe, og vi er meget opmærksomme på, at projektet skal støtte et kæmpe skift i livsstil hos forældrene uden at være religiøst. Med en intensiv indsats vil vi gerne bakke op om en sund livsstil, der kan implementeres i et helt almindeligt liv.”

 

Relaterede artikler

Tags: overvægt

Del artikler