"Sundhedsvæsenet er indrettet af højtuddannede mennesker. Det gør det nemmere at navigere i, hvis man selv er højtudannet," siger Alexandra Brandt Ryborg Jønsson.
Slankemedicin bruges mest i rige kommuner med få overvægtige
Det nye slankemiddel Wegovy bruges markant mere i Danmarks rigeste kommune, Gentofte Kommune, end i Lolland Kommune. Der er generelt en stor ulighed i udviklingen og behandlingen af overvægt, lyder det fra eksperter.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Gentofte Kommune har den laveste andel af svært overvægtige målt i BMI, nemlig 8,5 procent. Alligevel blev der i perioden fra december 2022 til marts 2023 udskrevet 19,7 recepter på Wegovy for hver 1.000 indbyggere, skriver avisen.
I Lolland Kommune blev der udskrevet 12,6 recepter per 1.000 indbygger i samme periode. 24,7 procent af indbyggerne falder her ind under kategorien svært overvægtige.
Om Wegovy
Novo Nordisks præparat Wegovy til vægttab har fået titusindvis af danskere til at opsøge praktiserende læger og onlineklinikker i de seneste måneder. Medicinen er nemlig godkendt til personer med et BMI over 30 eller et BMI over 27, hvis man samtidig har andre helbredsproblemer.
Wegovy er en såkaldt GLP-1-hæmmer. GLP-1-hæmmere er en klasse af lægemidler, der efterligner virkningen af GLP-1, som er et naturligt forekommende hormon i kroppen. GLP-1 hjælper med at regulere blodsukkerniveauet ved at øge insulinfrigivelsen, mindske glukagonfrigivelsen (et hormon, der øger blodsukkeret), mindske appetitten og forsinke tømningen af mad fra mavesækken. GLP-1-hæmmere forbedrer glukosekontrollen og kan medvirke til vægttab.
Tallene kommer ikke bag på Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi hos analysecentret Vive, der forsker i velfærd.
"Sådan er det. Det danske sundhedssystem er bygget på et liberalt økonomisk fundament. Der er rigtig meget i det her land, der ikke er lige. Wegovy er et produkt, som det offentlige ikke vil give tilskud til. Sådan er det også med rygestopprodukter, fordi de er nikotinprodukter. Også selvom det er en række af de fattigste kommuner, der ryger mest. Det er det eksakt samme billede. Men det er meget, meget farligere at ryge end at være overvægtig," siger han til Kristeligt Dagblad.
Udover forskelle i økonomiske midler, er der også andre faktorer på spil, som rammer de mest udsatte kommuner. Det siger Alexandra Brandt Ryborg Jønsson, der er lektor i sundhed og samfund ved Roskilde Universitet.
"Det er generelt de rigeste, som får mest behandling. Også mest af den behandling, som de i virkeligheden risikerer at blive skadet af, eller som de ikke har nogen gavn af. Men de er bedre til at tale deres sag. Sundhedsvæsenet er indrettet af højtuddannede mennesker. Det gør det nemmere at navigere i, hvis man selv er højtudannet," siger hun til Kristeligt Dagblad.